Running Man

50 minutter og 39 sekunder stoppede tiden på, da jeg søndag krydsede målstregen på Østerbro Stadion efter at have gennemført det 10 kilometer lange Friløbet i Københavns gader.

Normalt undlader jeg at belemre folk med mine løbetider, da løbende forfattere sjældent er interessante, med mindre de hedder Haruki Murakami (som tilmed har skrevet en bog om det). Når jeg alligevel gør en undtagelse, er det fordi, søndagens løb føltes specielt for mig.

For fem år siden, den 23. september 2012, deltog jeg for første gang i Friløbet, og det var samtidig mit første 10 kilometer-løb. Tiden (58:28) var ikke noget at råbe hurra for, men det var selvforskyldt, hvilket jeg skrev om i dette indlæg: 10 kilometer på whisky

Nærmest som for at bevise, at motion og alkohol er en dårlig kombination, skar jeg året efter næsten seks minutter af min tid, og siden har jeg ligget stabilt på 52-53 minutter i Friløbet. Min forventning var, at jeg i år ville løbe i nogenlunde samme tid, så stor var min overraskelse, da jeg kom i mål og kunne konstatere, at jeg havde kappet næsten to minutter af min hidtidige rekord (52:25, sat i 2015).

Min eneste umiddelbare forklaring på forbedringen er, at jeg i ugen op til Friløbet købte et par nye løbesko, hvilket afstedkom følgende replikskifte i butikken:

Sælger: Nå, men hvis du siger, at du løber to gange 10 kilometer om ugen, så bør dine nye sko kunne holde til det næste års tid.

Mig: OK … (undlader at fortælle, at jeg har løbet i mine gamle sko i over tre år)

Og ja, mine gamle sko har føltes godt slidte på det seneste, men jeg er alligevel chokeret over, at jeg pludselig var i stand til at løbe så meget hurtigere – også selv om Friløbet er et hurtigt løb, fordi ruten er så flad. 50:39 betyder, at min kilometertid har været tæt på fem minutter, og det havde jeg aldrig forestillet om, at jeg kunne nå ned på. Jeg gjorde det i hvert fald ikke, da jeg for 10 år siden deltog i Gadeløbet i Roskilde og var over 36 minutter om at løbe fem kilometer (med pauser undervejs).

All work and no play…

Når jeg alligevel var i København i søndags, benyttede jeg lejligheden til at se den nyåbnede Stanley Kubrick-udstilling i Kunstforeningen Gl. Strand. Den er et must for alle med interesse for film og giver én lyst til at se eller gense alle Kubrick-klassikerne.

Og for at blive i Stephen King-temaet, så nåede jeg også i biografen og fik set den nye filmatisering af It, som jeg fandt ganske vellykket, især når det gjaldt børneskuespillerne.