Pas på fortovet
Hvem har ikke prøvet det? Hoppet hen ad et fortov, mens du prøvede at undgå at træde på revnerne, for hvis du gjorde, ville der ske noget forfærdeligt.
Fortovsdrab, åbningsnovellen i min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, tager udgangspunkt i den gamle leg og forestiller sig, hvad der sker, hvis den rent faktisk viste sig at kunne skade andre.
Ingen ved tilsyneladende, hvordan overtroen er opstået, eller hvor den stammer fra, men den lader til at være almen kendt i store dele af verden. I de engelsksprogede lande eksisterer den endda som et børnerim – Step on a crack, break your mother’s back – og som jeg også nævner i novellen, lavede Gary Larson engang en tegning i serien The Far Side (Langt ude) med titlen “At the hospital for mothers whose children stepped on sidewalk cracks.”
Idéen til Fortovsdrab var én, jeg havde gået og tumlet med i flere år, men det var først i forbindelse med novellesamlingen, at jeg fik taget mig sammen til at skrive den. Når jeg ikke var gået i gang noget før, skyldtes det blandt andet, at jeg manglede en forklaring på, hvorfor fortælleren valgte at tage tilbage til stedet som voksen.
Løsningen viste sig i form af et fænomen, som stadig var ukendt (i hvert fald for mig), dengang jeg oprindeligt fik idéen: netmobning blandt børn. Mobning har hele tiden været et tema i novellen, men det slog mig, at de sociale medier havde ændret betingelserne. I min skoletid kunne mobbeofrene i det mindste være i fred for deres plageånder, når de kom hjem, men i dag følger de så at sige med ind på børneværelset.
Som jeg også skriver i efterordet til novellesamlingen, kan jeg ikke påstå, at jeg for alvor har prøvet at blive udsat for mobning og ved, hvad det vil sige. I 1. eller 2. klasse var der dog en kort periode, hvor jeg blev drillet af de andre børn, fordi jeg var lille af min alder. Men lige så pludseligt det var begyndt, lige så pludseligt holdt det op igen, og det skete ikke siden. Det faktum, at jeg stadig kan huske det små 40 år senere, får mig dog til at tænke på, hvordan det må præge en person at blive udsat for vedvarende, mangeårig mobning.
Derfor var jeg glad for Jette Holsts anmeldelse af novellen, hvor hun blandt andet skriver:
“Jeg fik næsten Stephen King-fornemmelse under læsningen. Ahn beskriver barndommens evighed og tanker så det næsten gør ondt, og så leverer han lige den ondeste slutning på falderebet.”
Det rammer meget præcist, hvad jeg prøvede at opnå. Af de ni noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er Fortovsdrab klart den, der er mest inspireret af Stephen King. Han er eminent til at beskrive, hvordan man som barn føler, at der er situationer, som de voksne ikke er i stand til at forstå og derfor ikke kan hjælpe. Så det var et bevidst valg, og ja, jeg synes også, slutningen er ond.
Apropos barndomserindringer, så er fortovet i Fortovsdrab inspireret af et virkeligt sted i Hedehusene, hvor jeg voksede op. Stien ligger dog ikke nær mit barndomshjem, men ved en klassekammerats, og jeg har næppe gået på den mere end en håndfuld gange, og jeg har heller aldrig leget på den, som fortælleren gør i novellen. Af en eller anden grund gjorde stien alligevel et indtryk på mig, så da jeg skulle skrive novellen, var det den, jeg forestillede mig og endte med at beskrive.
Så stærkt var billedet i mit hoved, at jeg ikke følte behov for at gense stedet, mens jeg skrev Fortovsdrab. Det skete først for nylig, da jeg skulle skrive dette indlæg og tænkte, det kunne være sjovt at vise stien. Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at den slet ikke så ud, som jeg huskede. For det første er stien både længere og bredere, og den er heller ikke belagt med fliser, men med asfalt. Som fotoet her afslører, er der ingen revner, så dem måtte jeg i stedet finde foran mit nuværende hjem (billedet i toppen).
Det kan selvfølgelig være, at stien er blevet udvidet og udbedret i de mellemliggende årtier, men jeg hælder mest til, at det er min hukommelse, der har spillet mig et puds.
