På skrivekursus i sydens sol
Det er for alvor blevet efterår, og så er det åbenbart tid til at gyse. I hvert fald har Biblioteket Frederiksberg lavet listen “Et godt gys” med anbefalinger af bøger. Listen indeholder værker af kendte udenlandske forfattere som Neil Gaiman, Joe Hill, Jeff VanderMeer og Shirley Jackson, men også danske forfattere som Anne-Marie Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Michael Kamp, Teddy Vork, A. Silvestri, Helene Hindberg … og mig. Klik på nedenstående link for at se, hvilken af mine bøger der er kommet med i det fornemme selskab.
Biblioteket Frederiksberg: Et godt gys
Apropos gys, så nævnte jeg i mit forrige indlæg, at min novelle Pigen, der ikke spiste kimchi var blevet optaget i en antologi med gysere for unge fra Forlaget Petunia. Siden sidst har bogen fået titlen Mørkets gerninger, og novellen er blevet redigeret og strammet til, så den nu er kommet ned på 11.400 ord. Antologien udkommer på Bogforum den 16. november.
Turen gik til Santorini
I samme indlæg kom det frem, at det var skrevet, mens jeg befandt mig på den græske ferieø Santorini, og hvad lavede jeg så der? Jo, jeg var på et efteruddannelseskursus med titlen “Skriv langt – få det gjort”.
Kurset henvendte sig til journalister, der vil skrive lange artikler, men var også for dem, som vil prøve kræfter med fiktionens verden, og da jeg er i gang med en roman, meldte jeg mig til og blev optaget. Men hvorfor lige Santorini? Ifølge arrangørerne kunne det utrolig nok bedre betale sig at tage til Grækenland end at indkvartere sig på et kursussted i Jylland med ophold og forplejning.
En del af forklaringen på den lave pris var sikkert, at det var sidst på feriesæsonen, og hverken vores hotel eller byen Perissa på øens sydkyst, hvor vi boede, var overrendt af turister. En anden fordel ved at være på Santorini i uge 38 var, at vi slap for den værste sommerhede. Middagssolen var stadig skarp og brændende, men temperaturen holdt sig på 24-25 grader og kom ikke under de 19 grader om natten.
Arbejd, arbejd
Selv om vi var der i arbejdsmæssig sammenhæng, er det ikke til at komme udenom, at det også føltes lidt som en halv ferie. Vi fik i hvert fald alle ladet batterierne op og var rørende enige om, at vi godt kunne have klaret en uge til på øen – især da vi hørte, hvor koldt det var blevet hjemme i Danmark.
Men vi var der også for at skrive, og som jeg har erfaret af mine ophold på Hald Hovedgaard, kan man få vældig meget fra hånden, når man ikke har andet at tænke på. Hver dag var planlagt, så formiddagene var sat af til skrivning, mens alle på holdet fik en halv times coaching om eftermiddagen.
Som afslutning var der tre kvarters Walk & Talk, hvor man skulle tale om sit projekt med en af de andre deltagere (i løbet af ugen udviklede det sig til Swim & Talk, fordi de fleste af os endte nede på stranden), inden vi fik en times oplæg af vores undervisere Tina Andersen og Lone Theils.
Sidstnævnte er journalist, men er også krimiforfatter, så jeg valgte at blive coachet af hende hele ugen, da jeg syntes, det gav mest mening, når mit projekt var en roman. Hvad angår selve romanen, fik jeg ikke skrevet så meget på den, som jeg havde regnet med. Det blev kun til lidt over 4000 ord. Til gengæld fik jeg styr på en masse af “udenoms-detaljerne” så som personkarakteristik på hovedpersonerne og spillereglerne for romanens overnaturlige element.
I forvejen havde jeg en synopsis på nutidshandlingen i romanen, men undervejs er det gået op for mig, at der også skal være et fortidsspor, og den del har jeg nu fået på plads. Det er alt sammen noget, jeg burde have lavet på forhånd, men nogle gange er det lettere bare at skrive videre på historien og udskyde det besværlige baggrundsarbejde til senere. Nu er det af vejen, og jeg føler, at ugen på Santorini har givet et mere klart billede af, hvad jeg vil med romanen, og hvor meget jeg mangler, før den er færdig.
Skriv kort
Det vakte megen morskab blandt mine medkursister på “Skriv langt – få det gjort”, at jeg skulle på et andet efteruddannelseskursus ugen efter, vi kom hjem – ikke mindst fordi det hed “Fortællinger på 500 ord”.
Pudsigt nok viste det sig, at de to kurser faktisk havde mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro, fordi begge handlede om, hvordan man strukturer en fortælling. Principperne er i bund og grund de samme, uanset om ens historie er på 500 ord, 5000 eller 50.000.
Her er resultatet af en af øvelserne fra kurset, hvor vi blev sendt ud på gaden for at finde en historie. For mit vedkommende blev det til dette 300 ord lange portræt af en japansk gademusiker, som jeg mødte ved Nørreport Station:
Selv når ingen ser hende spille, er Tomoko Inoue aldrig alene. Den 28-årige japaner kom til Danmark i januar for at være her et år. Siden har hun næsten hver dag bevæget sig ud i Københavns gader for at spille på sin saxofon i to timer. Også i vinter, hvor det var ”very cold”, som hun udtrykker det på sit begrænsede engelsk.
Det var interessen for nordisk jazz, der fik hende til at forlade Osaka, hvor hun underviste i at spille saxofon og ellers optrådte på hjembyens jazzklubber og barer. I København har hun også slået sine folder på barer og klubber og til fester, og på søndag skal hun ud sammen med en trommeslager og en bassist. Men det er langt fra nok for Tomoko.
”I like to play,” siger hun, og det er årsagen til, at hun ikke kan lade være med at bijobbe som gademusiker.
Det lader ikke til at genere Tomoko, at folk ikke stopper op og lytter. Hun virker i sin egen verden, når hun spiller, og hun er faktisk ikke helt alene.
På et stativ lige til højre for hende har hun sat sin smartphone i øjenhøjde, så dagens optræden på Nørreport Station bliver sendt live ud på de sociale medier. Skærmen afslører, at der er flere, som følger med fra Japan, selv om klokken derovre er over 22.
På fliserne ligger den åbne saxofon-taske, der ikke kun er klar til at tage imod penge, men også fungerer som holder for hendes lille trådløse højtaler. Baggrundsmusikken styres fra den medbragte tablet, og kort efter smyger tonerne fra saxofonen sig rundt om de forbipasserende – og fansene på den anden side af kloden. Efter hvert nummer kigger hun over på skærmen og siger et par ord til sit publikum, inden hun kaster sig over det næste nummer på listen.
Strike!
På kurset blev vi præsenteret for flere eksempler, også nogle som var over 500 ord. En af dem var denne artikel, som enhver skylder sig at læse, uanset om de interesserer sig for bowling eller ej, for historien handler selvfølgelig om meget andet end kunsten at vælte ti kegler med en tung kugle: