Mere PIX

Nej, denne gang handler det ikke om PIX: Nygotiske skæbner, men om den netop overståede filmfestival CPH PIX, hvor jeg i år nåede at se 11 film. I stedet for at omtale dem i den rækkefølge, jeg så filmene i, vil jeg i stedet gennemgå de bedste først og så ellers lade det gå ned ad bakke.

Årets højdepunkt var uden tvivl den koreanske instruktør Park Chan-wooks engelsksprogede debut Stoker, som er et sjældent eksempel på, at man godt kan tage til Hollywood og stadig bevare sin helt egen stil. Stoker er en film, der konstant overrasker, og hvor man langt hen ad vejen aldrig helt ved, hvad det er for en slags historie, man får serveret. Mia Wasikowska fra Alice in Wonderland og The Kids Are All Right er fremragende i hovedrollen som pigen, der først efter sin fars død møder hans bror (Matthew Goode fra Watchmen). Der er noget uldent ved onklen, men omvendt er pigen heller ikke helt normal, og spillet mellem dem er så fascinerende at følge, at man næsten helt glemmer, at Nicole Kidman også er med som moderen. Stoker kan bedst beskrives som et gotisk remix af Alfred Hitchcocks Shadow of a Doubt, og i begge tilfælde er der tale om værker af en mesterinstruktør, som har fuld kontrol over sine virkemidler og anvender dem på bedste vis. (9/10)

En filmatisering af Shakespeares Much Ado About Nothing, der udspiller sig i nutiden og er holdt i sort/hvide billeder, var nok ikke lige, hvad man havde forventet at se fra Joss Whedons side efter megasuccessen The Avengers. Men den gode Whedon trængte til luftforandring og indspillede faktisk filmen hjemme hos sig selv i en pause mellem optagelserne og klipningen af The Avengers. Resultatet er yderst charmerende, og selv om jeg stadig foretrækker Kenneth Branaghs udgave, er denne her ikke langt efter. Amy Acker og Alexis Denisof, som begge var med i Buffy og Angel, viser nye sider af sig selv i rollerne som Beatrice og Benedick, der konstant hÃ¥ner hinanden for at skjule, hvor meget de holder af den anden, og rundt om dem færdes en masse andre velkendte ansigter fra Whedons serier – deriblandt Nathan Fillion og Sean Maher fra Firefly. (8/10)

Den positive overraskelse blev leveret af The Pact – en ikke helt ueffen gyser om et hjemsøgt hus. Trods en til tider lidt for pÃ¥trængende lydside (især i indledningen) og Casper Van Dien i en klichérolle som hjælpsom politimand formÃ¥ede filmen alligevel at komme pænt ind under huden pÃ¥ mig. En stærk kvindelig hovedperson (Caity Lotz), der langt hen ad vejen reagerer, som de fleste andre ville gøre i samme situation, er ogsÃ¥ med til at løfte The Pact over gennemsnittet. (7/10)

En anden instruktør, som også har foretaget et stilskifte, er japanske Sion Sono, hvis ekstremt blodige Cold Fish jeg så på CPH PIX i 2011. Med The Land of Hope er han nærmest gået over i den anden grøft og har lavet et sobert drama om et fiktivt udslip fra et atomkraftværk, og hvordan det påvirker en familie. Bortset fra at Sion Sono undervejs bliver lidt for bastant i sin symbolik, kan man ikke lade være med at blive grebet af personerne og deres dilemmaer. Først bagefter gik det op for mig, at flere af skuespillerne også var med i Cold Fish, og det siger også noget om kvaliteten af præstationerne i filmen. (7/10)

Det vil nok være noget af en tilsnigelse at påstå, at den engelske instruktør Ben Wheatley har ændret stil med Sightseers, men den indeholder langt mere humor end hans forrige film, den brutale og uhyggelige Kill List, omend den er af den kulsorte slags. En pebermø tager på campingtur med sin nye kæreste blot for at opdage, at han er seriemorder, som slår folk ihjel, der irriterer ham. Hendes reaktion er at gøre ham kunsten efter, og inden længe har de trukket et blodigt spor gennem landskabet. Sightseers er fuld af groteske scener, som både forfærder og morer i lige høj grad, men i sidste ende føles den mest af alt som en lidt for lang, men godt fortalt vittighed. (7/10)

Den koreanske Sleepless Night er til gengæld et hverdagsdrama, der er sÃ¥ lavmælt, at filmens dramatiske højdepunkt er, da den ene af hovedpersonerne fÃ¥r stjÃ¥let sin cykel! Filmen følger et ungt par, som to Ã¥r inde i deres ægteskab begynder at spekulere pÃ¥, om de skal have børn, eller om det vil gribe forstyrrende ind i deres liv. Og det er sÃ¥dan set det hele. Det lyder kedeligt, men for undertegnede var det faktisk befriende at se en film om “almindelige” koreaneres hverdag, uden at det ender i tragedie eller sødsuppe. Det hjælper ogsÃ¥, at filmen kun varer lidt over en time, og at de to hovedrolleindehavere ikke ligner filmstjerner, men ser lige sÃ¥ gennemsnitlige ud som flertallet. (7/10)

Prisen for årets feel bad-film går til Jiseul, der beretter om et tragisk kapitel i Koreas historie. I 1948 ankom sydkoreanske soldater til øen Jeju med det formål at jagte kommunistiske oprørere, men gjorde det med en sådan brutalitet, at det anslås at have kostet et femcifret antal civile livet. I stedet for at beskrive konflikten i det store billede vælger filmen at følge en gruppe beboere, der søger tilflugt i en hule, samt den deling soldater, som leder efter dem. Fokus ligger mere på gruppen frem for individet, og hvad det får af konsekvenser, når ingen rigtig tager ansvar eller lader det være op til de forkerte at tage beslutningerne. Jiseul er en stærk film, som da også har vundet en pris på Sundance, og den er fortalt i et interessant billedsprog (sort/hvid og masser af skæve kamera-indstillinger), men den er samtidig så deprimerende og trøstesløs i sin skildring af menneskets værste egenskaber, at man næppe har lyst til at se den mere end den ene gang. (7/10)

Berberian Sound Studio skuffer en smule, men mest fordi udgangspunktet er sÃ¥ lovende. En engelsk lydtekniker (Toby Jones) ankommer til Italien i 70’erne for at arbejde pÃ¥ en film, blot for at opdage at der er tale om en blodig gyser. Bortset for titelsekvensen ser man aldrig noget fra filmen, men hører kun lydeffekterne og den dialog, som skuespillerne indspiller i studiet. Berberian Sound Studio byder pÃ¥ masser af stemning og nostalgi for fans af italienske giallo-gysere, men desværre er det som om, at filmen ikke rigtig ved, hvad den skal bruge sin historie til, og mod slutningen kører den helt af sporet og bliver mærkelig pÃ¥ den dÃ¥rlige mÃ¥de. (6/10)

Dommedag indtræffer hele tre gange i den koreanske omnibus-film Doomsday Book, som er instrueret af Lim Pil-seong og Kim Jee-woon. Førstnævnte stÃ¥r for det første og tredje indslag, og i begge tilfælde er vægten lagt pÃ¥ det groteske og komiske i situationen – ikke mindst mediernes behandling af henholdsvis en epidemi, der forvandler folk til zombier, og nyheden om at vores klode er ved at blive ramt af en gigantisk billardkugle (spørg ikke). Mellem dem kommer sÃ¥ Kim Jee-woons film om en robot, som forvirrer sine skabere ved at blive religiøs. Det er en interessant og tankevækkende idé, men desværre gÃ¥r der ren diskussionsklub i filmen, og den normalt sÃ¥ visuelt opfindsomme instruktør (A Tale of Two Sisters, A Bittersweet Life og The Good, The Bad, The Weird) forfalder lidt for ofte til bare at vise talende hoveder, der rÃ¥ber ad hinanden. (6/10)

Franskmændene er vilde med den koreanske instruktør Hong Sang-soo, hvis film regelmæssigt er med i hovedkonkurrencen i Cannes. Det forklarer, hvordan han har fået selveste Isabelle Huppert til at være med i In Another Country, selv om den foregår i Korea, og alle de øvrige medvirkende er koreanere. Filmens ramme er en ung pige, som skriver tre forskellige historier om franske kvinder, der møder koreanske mænd på et feriested, men hvad det medfører af misforståelser på grund af kulturforskellene. Der er noget meget fransk over Hong Sang-soos stil, men desværre på en måde som får én til at føle, at livet er for kort til den type film. (5/10)

Og til sidst er der Rob Zombies The Lords of Salem, som faktisk var den første PIX-film, jeg så i år. Jo mindre sagt om denne ufrivlligt komiske og usammenhængende rodebunke, jo bedre. (2/10)

SÃ¥ samlet set blev det til fire koreanske film, fire amerikanske (heraf én instrueret af en koreaner), to engelske og en japansk. Jeg sprang Kim Ki-duks Pieta over, fordi jeg allerede har den pÃ¥ dvd, men i mine øjne er det én af hans bedste, og jeg hører ellers ikke til blandt hans største fans (8/10). Derudover blev det i samme periode til tre film, som ikke var en del af CPH PIX: Oblivion og Oz – The Great and Powerful, som begge var visuelt imponerende, men indholdsmæssigt tynde (begge 5/10), samt Otto er et næsehorn (6/10), som jeg sÃ¥ med min lockout-ramte niece.

1 Comment on “Mere PIX

Leave a Reply