Skjoldmøen og uhyret (uddrag)

Af Lars Ahn

”Er du Svana Slagteren, skjoldmøen fra nord?”

Fordelen ved Svanas udseende var, at alle vidste, hvem hun var. Det var til gengæld også ulempen …

Hun havde med vilje sat sig i det fjerneste og mest mørke hjørne af kroen i håb om at få lov at spise sit aftensmåltid uden at blive forstyrret. Nu var freden allerede forbi. Hun var ankommet til byen lige før solnedgang og havde været lettet over at slippe for endnu en nat under åben himmel. Dem havde der været for mange af på det seneste. Pungen var atter ved at være tom, så hun havde ganske rigtigt brug for et job. Problemet var mere den type arbejde, hun fik tilbudt, og de to personer, der stod foran hende, virkede til at være præcis det, hun ikke søgte.

”Hvem spørger?” Svana fortsatte med at spise uden at kigge op.

Hun havde lagt mærke til manden og kvinden med det samme, da de kom ind. Med deres klæder skilte de sig ud fra kroens øvrige gæster, og de kunne ikke skjule, at omgivelserne gjorde dem utilpas. De lignede folk med penge, og det var den eneste grund til, at Svana tillod deres tilstedeværelse.

”Vi er fra byrådet,” sagde kvinden. ”Jeg er rådkvinde Ghi, og dette er rådmand Len. Vi håber, du kan hjælpe os.”

”Hvad er dusøren?” sagde Svana og tog en slurk af den lokale vin. Den havde en sur bismag.

Hendes svar passede tydeligvis ikke Len, som skulle til at sige noget, men blev afbrudt af Ghi. ”500 duc og et stykke jord efter eget valg.”

Svana var tæt på at spytte vinen ud og ikke kun på grund af smagen. 500 duc var mere end, hun havde tjent de sidste to år, og jorden kunne hun sikkert sælge, for selv om hun var bondedatter, havde hun aldrig følt trang til at følge i sine salige forældres fodspor.

Men netop lønnen gjorde hende mistænksom. Hun blev ofte opsøgt af folk, som hændervridende bad om hjælp mod en grusom hersker eller ville have hende til at sørge for, at retfærdigheden skete fyldest i en sag, hun intet havde med at gøre. Det var også hendes erfaring, at tingene sjældent var så enkle, som de blev udlagt.

”Så hvad er problemet?” sagde hun.

”Et uhyre har i årevis plaget os og voldt stor ulykke.”

Svana stirrede på dem. ”Vil I have mig til at dræbe et dyr? Så gå til en jæger.”

Ghi lænede sig ind over bordet og sagde med lav stemme til Svana. ”Vi ved ikke, om uhyret er et dyr eller et menneske. Tror du på trolddom?”

Svana troede ikke på trolddom. Hun havde haft mange eventyr, men ingen hvor der ikke havde været en naturlig forklaring. Det forklarede hun sine måske kommende arbejdsgivere. De fastholdt alligevel, at hun var den rette. Ghi gjorde i hvert fald, mens Len fortsat virkede skeptisk. Det var mest for at irritere ham, at Svana fulgte med dem.

***

”Er vi sikre på, det er Svana Slagteren?”

”Hvem skulle det ellers være? Se på hende. Hun svarer til beskrivelsen. En høj, lys kvinde fra nord, der taler vores sprog og har et langt ar på den ene kind.”

Svana var vant til at blive mistroet. Men i dette land var hun svær at tage fejl af, for befolkningen var mørkere i huden, og de fleste var et hoved lavere end hende.

Byrådet bestod kun af fem personer, og ud fra deres hviskende diskussioner at dømme var de ikke helt enige. Ghi lod til at udgøre den ene fløj sammen med to af medlemmerne, mens Len virkede til at have borgmesteren på sin side. Borgmesteren var en ældre mand ved navn Toh med sørgmodige øjne og dybe panderynker, der så ud til at være kommet for at blive. Han vinkede Svana hen til sig.

”Er du virkelig så dygtig med et sværd, som det siges?” sagde han.

”I kender mit navn,” sagde hun.

Det var tydeligt, de ville have hende til at sige mere, men Svana gik tilbage på sin plads og stirrede på hvert enkelt rådsmedlem, indtil de vendte blikket væk.

”Behøver vi vide mere?” sagde Ghi.

Alle rystede på hovedet, undtagen Len.

Toh rejste sig. ”Vi er rede til at hyre dig, Svana Slagteren. Men først bør du vide, hvad du er oppe imod.”

Det var begyndt for tolv somre siden. Fra den ene dag til den anden var vejret slået om, og regnen faldt ubønhørligt flere uger i træk. Samtidig blev det så koldt, at folk var nødt til at finde det varme tøj frem, selv om det var nu, de burde svede, mens de arbejdede under den bagende sol på markerne. Høsten var i fare, og byen så med frygt frem til en vinter på smalkost. Men netop som det så allermørkest ud, skete der noget. En stor, sortklædt skikkelse trådte ud gennem regnen og stillede sig foran byens port. Bagefter kunne ingen blive enige om, hvordan vedkommende havde set ud, eller hvordan stemmen havde lydt. De erindrede kun, hvad der var blevet forlangt.

Send den smukkeste af jeres døtre ud til tårnet i skoven, og jeres høst vil blive reddet!

Den fremmedes budskab blev modtaget med stor forvirring. Ingen i byen, end ikke de ældste, kunne huske noget om et tårn i skoven, men da de så efter, måtte de sande, at der stak en spids op mellem trætoppene, selv om alle sværgede, at den ikke havde været der dagen før.

Hvad angik kravet, var der ingen tvivl. Det kunne overhovedet ikke komme på tale, så alle var enige om at se tiden an og håbe på, at vejret ændrede sig. Det skete ikke. Regnen fortsatte, og en vinter med rumlende maver truede, så indbyggerne var mere lydhøre, da den sortklædte skikkelse atter stod foran byporten og gentog sit krav.

Møllerens datter var den første, som tog af sted. Hun var ingen stor skønhed, men hun meldte sig frivilligt til alles lettelse og taknemmelighed. Få timer efter hun var gået ind i skoven, holdt det op med at regne, og solen viste sig for første gang i flere uger. Trods deres dårlige samvittighed kunne byens borgere ikke lade være med at smile, og de håbede, mareridtet var overstået. I virkeligheden var det først lige begyndt. Kort før solnedgang kom den sortklædte skikkelse ud fra skoven og smed noget på jorden, inden den forsvandt ind mellem træerne.

To af byens stærkeste mænd gik ud til skovbrynet og fandt en sæk, der indeholdt to ting. Den ene var møllerdatterens afrevne hoved. Den anden var en seddel med budskabet: ”Ikke smuk nok”. Inden mændene var nået at løbe tilbage, begyndte regnen at falde igen.

Dagen efter blev den næste datter sendt ud i skoven. Det var hende, som alle byens unge mænd kiggede efter, så hun var det åbenlyse valg. Men da hun selvfølgelig vidste, hvad der var sket med møllerens datter, var hun bestemt ikke enig i den beslutning. Fire mænd måtte derfor eskortere hende så tæt på tårnet, som de turde, og efterlod hende bundet på hænder og fødder i en lysning. Lyden af hendes gråd og bønner fulgte dem, mens de hastede tilbage og fik dem til at ønske, at de også havde kneblet hende, men det blev husket til næste gang.

For det virkede. Vejret blev bedre, høsten blev reddet, og ingen behøvede at gå sultne i seng. Men det var svært for byens indbyggere at glæde sig over det, når de vidste, hvad prisen var.

”Seksten døtre har vi sendt derud,” sagde Toh. ”Og inden længe skal vi vælge den syttende.”

Svana kunne ikke få regnestykket til at gå op. ”Sagde I ikke, det begyndte for tolv somre siden?”

”Jo, men på et tidspunkt blev kravet hævet til to om året,” sagde Ghi.

”Og I ved alle hvorfor,” sagde Len og så anklagende på de andre. ”Eller tror I stadig, det var tilfældigt, at det skete lige efter, vi havde sendt den første kriger ud til tårnet?”

”Den første …? Sig mig, hvor mange har der været før mig?” sagde Svana.

Ingen virkede til at have lyst til at svare

”Fortæl hende det,” sagde Len. ”Ellers gør jeg det.”

Ghi sukkede. ”Du er den syvende. Ingen af de andre er vendt tilbage.”

”Og de var alle mægtige krigere,” sagde Len. ”Helte med et uplettet ry, hvis gerninger blev lovprist af poeter. Så hvis de ikke kunne gøre det, hvorfor skulle det blive anderledes af at sende en skjoldmø, en kvinde, som er en berygtet morder og tyv?”

Han var tydeligvis ude på at få Svana til at miste besindelsen, men hun havde mødt for mange af hans slags til at lade sig gå på af det. I stedet lænede hun sig tilbage i stolen.

”Måske er en skjoldmø netop det, der skal til? Og hvad kan det skade at prøve? Hvis jeg ikke vender tilbage, har I sparet pengene, og I kan altid sige, I løb tør for smukke døtre og måtte sende mig i stedet.”

Len skulede, mens de andre nikkede anerkendende. Sort ild, tænkte Svana. Jeg har lige overtalt dem til, at det er en god idé at sende mig i døden.

Læs resten af novellen i Fantastiske fabulationer 1 (Ildanach, 2021)