Fem lektioner fra Korea

Lige siden jeg vendte hjem fra Seoul, har jeg tænkt, at jeg skulle have rundet min dagbog af. Nu er der så gået en måned – mest af alt fordi jeg har været i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere mine tanker, og så kom der andre ting på tværs så som travlhed på arbejdet og en forkølelse, der frarøvede mig stemmen i to dage. Men her er fem ting, som mit møde med Korea har lært mig:

1. Jeg bliver aldrig koreaner
Gensynet med mit fødeland førte ikke til, at min indre koreaner blev vakt til live, men det bekræftede nu blot noget, jeg godt vidste i forvejen. Jeg var trods alt kun fire måneder, da jeg kom til Danmark. Dansk er mit modersmål, jeg er vokset op med dansk kultur og danske værdier, og det har gjort mig til den, jeg er i dag. Selv hvis jeg lærte at tale flydende koreansk (ikke videre sandsynligt) og flyttede derover permanent, ville jeg aldrig kunne gå for at være 100 procent koreaner. Dertil er jeg for dansk. Det er ikke noget, jeg siger med beklagelse, men blot en konstatering.

2. …men på den anden side
Uanset hvor dansk jeg føler mig, kan jeg heller ikke sige, at jeg er 100 procent dansker på grund af mit udseende. I stedet er jeg dansker med koreansk baggrund. Det er en del af min identitet, vil altid være det, og det er med til at skille mig ud fra mængden – af samme grund var det en lidt mærkelig fornemmelse at gå rundt i Seouls gader og pludselig føle sig helt usynlig, fordi alle lignede én. Min koreanske baggrund er en Special Feature på min personlige dvd, som jeg aldrig vil eller kan gemme af vejen. På den anden side ser jeg åbenbart mere japansk end koreansk ud ifølge flere af de koreanere, jeg mødte på min tur, så hvad ved jeg…

3. Mine forældre har gjort det godt
Hvis der var noget, jeg blev opmærksom på under Gathering, så var det, at mange adopterede er vokset op uden at stifte bekendtskab med koreansk kultur eller andre asiater. Sådan var det ikke med mig. I mit nabolag var der mindst to andre familier, som havde adopteret fra Korea, og flere af mine forældres venner havde også børn, der var adopteret.
Og mens andre forældre valgte at holde deres børn væk fra alt koreansk for at gøre dem så vestlige som mulige, gik mine i den stik modsatte retning og viste en nærmest overvældende interesse for koreansk kultur. De købte koreansk brugskunst, tog min søster og jeg med til fester med andre adopterede og kaldte på os hver gang, der var noget fra Korea i fjernsynet (det var i 80erne, så det handlede enten om studenterdemonstrationer eller OL). Faktisk gik de op i Korea i sådan en grad, at det mættede min egen nysgerrighed og måske er forklaringen på, at det først er i de senere år, at jeg har fået lyst til at tage derover.
Alt dette gik dog først op for mig, da jeg overværede et foredrag under Gathering (som jeg omtalte i dette indlæg), der handlede om, at folks oplevelse af deres første møde med Korea afhang af, hvor meget koreansk kultur de var blevet udsat for under deres opvækst. Jo mere kultur, jo mere afslappet var deres forhold til Korea, mens adopterede uden foregående kendskab ofte oplevede en stærkere følelsesmæssig reaktion, der i nogle tilfælde kunne give sig udtryk i decideret skuffelse og en ulyst til at vende tilbage en anden gang.

4. Jeg skal derover igen
Helt klart. Det var en kæmpe oplevelse, og selv om det vil være en overdrivelse at sige, at jeg følte mig mere hjemme i Seoul i forhold til andre storbyer, jeg har besøgt, så var det en speciel fornemmelse at gå rundt og vide, at jeg kunne være vokset op dér, hvis blot skæbnen havde villet det anderledes.

5. …men jeg kommer ikke at bo dér
I hvert fald ikke på permanent basis. Men hvis jeg en gang skulle prøve at bo i udlandet i en længere periode, vil Korea være et godt bud.