Fantasticon fylder 20 – her er mine højdepunkter
Årets Fantasticon er overstået, og det var vanen tro hyggeligt at gense forfatterkolleger og venner fra fanmiljøet og møde nye ansigter. Men det var også specielt, fordi det er 20 år siden, den første Fantasticon blev holdt.
Jeg var selv med til at arrangere Fantasticon i en årrække og stod i spidsen for det sammen med Jesper Rugård i årene 2013-17. Men hvor Jesper nu er tilbage som arrangør, har jeg valgt at holde mig på sidelinjen. De seneste år har jeg deltaget i et par programpunkter, men denne gang havde jeg ingen forpligtelser og kunne være til stede som “almindelig” gæst.
Det gav mig lejlighed til at få set flere paneler med den ene af årets æresgæster, den amerikanske forfatter Catherynne M. Valente, og derudover blev jeg klogere på så forskellige emner som Doctor Who, kryptozoologi, japansk horror manga og udødelighed i Tolkiens univers.
Ved den fælles fødselsdagsreception med Science Fiction Cirklen, som fylder 50 i år, holdt Jesper en tale, hvor han gennemgik de forskellige udgaver af Fantasticon. Det bragte minder frem, så her er en række af mine egne højdepunkter:
En knapt så lovende begyndelse
Jeg var ikke til den første Fantasticon i 2004, men jeg var til den næste i 2005, der faktisk blev holdt i de samme lokaler på Blågårds Plads som dette års udgave. Jeg må indrømme, at mit indtryk ikke var ubetinget positivt. Jeg kendte ikke nogen, mens alle andre virkede til at kende hinanden, så jeg blev der ikke så længe.
Næste gang var i 2007, hvor Fantasticon var blevet til Eurocon og tiltrak fans fra hele Europa. Men selv om det var et stort arrangement med masser af programpunkter, havde jeg stadig lidt den samme oplevelse af at deltage i en lukket fest.
Det ændrede sig året efter, hvor jeg havde indsendt en novelle til Fantasticons novellekonkurrence – dengang en sådan eksisterede. Forinden havde jeg haft et par noveller med i Himmelskibet, som var foreningen Fantastiks medlemsblad. I de første år var det Fantastik, som arrangerede Fantasticon, inden der blev stiftet en selvstændig forening til det formål, men hvor sidstnævnte lever videre, blev Fantastik nedlagt i 2023.
Til min overraskelse vandt min novelle Har du hørt havfruerne synge?, og så var jeg nødt til at dukke op for at modtage min præmie. Det førte til, at jeg blev inviteret med i Fantastiks skrivegruppe, og næste gang jeg var til Fantasticon, var det pludselig en helt anden oplevelse, fordi jeg kendte flere af de tilstedeværende (jeg vandt i øvrigt også Fantastiks novellekonkurrence i 2010 for Rudolf).
Jeg har siden tænkt over, hvordan man kan gøre det til en mere velkommen oplevelse at være ny på en con, og heldigvis er det noget, man i dag er meget mere opmærksom på fra arrangørside.
Turistguide for Ellen Datlow
Fantasticon 2012 vil altid stå som et af mine personlige højdepunkter – og ikke kun fordi jeg vandt min første pris. Det år var jeg kommet med i arrangørgruppen, og en af mine opgaver var at hente de to udenlandske æresgæster, den amerikanske redaktør Ellen Datlow og den engelske forfatter Alastair Reynolds, i lufthavnen.
Jeg var og er kæmpe fan af begge, så jeg lå nærmest søvnløs af bar spænding, inden jeg skulle møde dem. Min nervøsitet blev ikke mindre af, at jeg for første gang skulle være moderator på et panel, hvor en af deltagerne var Alastair Reynolds, og jeg skulle også stå for æresgæst-interviewet med Ellen Datlow.
Begge viste sig at være nede på jorden og nemme at snakke med, men jeg havde til gengæld ikke regnet med, at jeg skulle være turistguide for Ellen Datlow i dagene op til Fantasticon. Heldigvis havde jeg taget ferie i den uge, så jeg havde tid til det. Jeg gik rundt med hende i København, hvor hun tog masser af billeder af de gamle bygninger, og vi var også på Arken og Louisiana, fordi hun gerne ville se på kunst.
Som prikken over i’et vandt jeg Niels Klim-prisen for bedste science fiction-novelle på dansk for En helt almindelig død, som jeg delte med Michael Kamp for Homo Arachnida. Alastair Reynolds fik også en pris for de danske oversættelser af to af hans kortromaner, mens A. Silvestri vandt i langnovelle-kategorien.
Pat Cadigan er her endnu
Efter den oplevelse var jeg så højt oppe at køre, at jeg sagde ja til at overtage ansvaret for Fantasticon sammen med Jesper Rugård. De to første år var vi i Valby Kulturhus, men i 2015 prøvede vi noget nyt og flyttede over i Valby Kino, hvor vi blandt andet viste kortfilmen Mordene på Katarina, der er baseret på min novelle Mordene på Katrina (ja, de valgte at ændre navnet).
Æresgæsterne var den engelske forfatter Ian Watson og den amerikanske forfatter Pat Cadigan, og sidstnævnte var lidt af et sats, fordi hun lige havde været igennem et kræftforløb. Jeg skulle interviewe hende, og det var en stærk oplevelse at høre hende fortælle om sygdommen. Heldigvis er hun fortsat blandt os.
Alt har en ende
Det er Christopher Priest desværre ikke, da han døde tidligere i år. Christopher Priest er den eneste, som har været æresgæst på Fantasticon to gange, først i 2005 og dernæst i 2017.
Ved sidstnævnte lejlighed fik vi så at sige “to-for-en”. Jeg husker ikke, hvordan vi kom på at spørge den engelske forfatter Nina Allan, om hun ville være en af vores æresgæster? Jeg kan i hvert fald sige, at det ikke var med den bagtanke, at vi ville få hendes samlever Christopher Priest med i købet. Nina Allan så gerne, at vi inviterede dem begge, og det kunne vi dårligt sige nej til.
På det tidspunkt havde jeg kun læst et par af Nina Allans noveller, men da jeg skulle interviewe hende på Fantasticon, fik jeg fat i hendes to første romaner The Race og The Rift og blev blæst fuldstændig bagover af dem. Lige siden har jeg læst alt, hun har udgivet, og hendes seneste roman, Conquest, var min favorit fra sidste år. Det er blandt andet noget af det, som Fantasticon kan: Introducere dig for din næste yndlingsforfatter.
I tiden op til Fantasticon 2017 kunne jeg godt mærke, at jeg efter seks år som en af arrangørerne var ved at løbe tør for energi. Så jeg slap tøjlerne og lod andre tage over. End ikke corona kunne stoppe Fantasticon, og det glæder mig at se, at en ny generation er kommet med i arrangørgruppen. Det er især tydeligt, når det handler om promovering på sociale medier, som var et område, der haltede, da jeg havde ansvaret (Bevis: Jeg har stadig denne blog).
Månedens anbefalinger
Det er lige gået op for mig, at jeg ved et rent tilfælde har valgt noveller af forfattere, hvis fornavne alle begynder med Car-. Men det må siges at være det eneste fællestræk ved de tre ellers meget forskellige historier.
Carolyn Zhao: In Which Caruth Is Correct (Clarkesworld, maj 2024)
Forestil dig en verden, hvor det er muligt at genbesøge sine traumer og forsøge at ændre dem til det bedre. Eneste problem er, at nogle ikke har lyst til at vende tilbage, når først de har gjort det. Dette er Carolyn Zhaos første novelle, og hun fik den antaget af Clarkesworld i første forsøg. Når man som jeg har prøvet at sende ind til magasinet adskillige gange uden held, får man selv lyst til at rejse tilbage i tiden, men jeg må også indrømme, at det er en imponerende debut.
Carlie St. George: The Weight of Your Own Ashes (Clarkesworld, maj 2024)
Jeg har tidligere anbefalet noveller af Carlie St. George, som jeg primært kender som horror-forfatter. Her forsøger hun sig med science fiction-genren, og det viser hun sig også at være god til. Fortælleren tilhører en race, som lever i fire forskellige kroppe samtidig og på forskellige planeter. En af kroppene befandt sig på Jorden, men omkom i en trafikulykke. Nu er en af de tre tilbageværende kroppe rejst hertil for at deltage i begravelsen, men det har hendes menneske-kæreste svært ved at forholde sig til. En tankevækkende novelle om i hvor høj grad man skal lave om på sig selv for at tilpasse sig andre.
Caroline M. Yoachim: We Will Teach You How to Read | We Will Teach You How to Read (Lightspeed, maj 2024)
Dette er ikke kun en anbefaling, men også en udfordring. Caroline M. Yoachim har tidligere demonstreret, at hun ikke er bange for at eksperimentere med formen. Det er desuden værd at læse interviewet, hvor hun forklarer, hvordan hun kom på historien, og hvad der fik hende til at skrive den på den måde.
Apropos nye forfattere vil jeg også gerne nævne Tobias Backman, som jeg mødte på Fantasticon. Han er en dansk science fiction- og fantasy-forfatter, der lige som jeg bor i Roskilde og kæmper en brav kamp for at slå igennem på det engelsksprogede marked. Den store forskel på os er, at han primært skriver på engelsk og kun en gang imellem på dansk, mens jeg gør det omvendte. Han har solgt noveller til blandt andet Daily Science Fiction og Stupefying Stories og er desuden med i Science Fiction Cirklens antologi Drømmen om frihed – Lige under overfladen 18.
Her er en af hans historier: The Monsters Which Must Be Slain To Save The Kingdom And Set Things Right
Tobias har også en hjemmeside med en blog, hvor han netop har skrevet et indlæg om Fantasticon. Desuden anmelder og anbefaler han med jævne mellemrum noveller. Det er altid rart at vide, at man ikke er alene.