Den halve

Da jeg i sin tid begyndte at løbetræne, var mit mål at kunne løbe fem kilometer uden pause og på under en halv time. 10 kilometer forekom uopnåeligt, Eremitageløbet (13,3 km) var ren fantasi, og en halvmaraton (21,097 km) var overhovedet ikke i mine tanker, da jeg ligeså godt kunne have sagt, at jeg ville løbe til Månen.

Om en uge er det seks år siden, jeg løb mit første 10 km-løb, året efter havde jeg min debut i Eremitageløbet, og i dag deltog jeg for første gang i Copenhagen Half Marathon og gennemførte i tiden 2:01:36.

Umiddelbart har motionsløb ikke meget med mit forfatterskab at gøre og så alligevel … Mine løbeture har vist sig ikke kun at være gavnlige for min form. Jeg har også fået flere idéer til historier eller fundet ud af, hvordan jeg skulle løse et plotproblem, mens jeg har løbet rundt. Desuden er det set i bakspejlet nok ikke helt tilfældigt, at jeg begyndte at løbetræne næsten samtidig med, at jeg gik i gang med at skrive fiktion igen.

I 2007 debuterede jeg som forfatter med novellen Fru Jensen og den nydelige mand i Himmelskibets sommernummer. Samme år eller året forinden gjorde min læge mig opmærksom på, at mine sukkertal var nået op på et niveau, hvor jeg var i fare for at få diabetes, hvis jeg ikke lagde min livsstil om og begyndte at tabe mig. Det burde være advarsel nok, men der skulle endnu et lægebesøg til, før jeg for alvor tog skeen i den anden hånd. Jeg ændrede mine kostvaner og investerede i et par ordentlige løbesko.

Så hvad har det med mit skriveri at gøre? Hvis jeg skal efteranalysere mine valg i 2007, tror jeg, at jeg ubevidst var kommet frem til, at der skulle ske noget nyt i mit liv, hvor jeg var kørt fast. Jeg gik ikke kun i gang med at skrive fiktion. I de følgende år blev jeg også aktiv i foreningsarbejde (Koreaklubben og Fantastik) og fik udvidet min bekendtskabskreds. Siden måtte jeg sande, at man også kan sige ja til for meget, så de seneste år har jeg prioriteret flere ting fra (Fantasticon og formandsskabet i min ejerforening) for at få mere tid til at skrive. Og nå ja, mine sukkertal faldt til det normale igen.

Men tilbage til CPH Half, som faktisk ikke var min første halvmaraton. Mellem jul og nytår løb jeg en træningstur på 21,1 km for at se, om jeg kunne. Samme dag meldte jeg mig til CPH Half. Min tid på træningsturen var 2:01:52, og derfor tænkte jeg, at det burde være muligt at komme under de to timer i København, da det er en flad rute, mens min egen træningsrute har flere stigninger (tak, Præstemarksvej).

Som min sluttid fra i dag viser, lykkedes det ikke, selv om jeg forbedrede min personlige rekord (ifølge Endomondo løb jeg 21,43 km og nåede halvmaratonen på under to timer (1:59:46), men nu vælger jeg at følge det officielle resultat). Undskyldninger har jeg nok af: En skade i foråret holdt mig ude i en måned, og jeg fik slet ikke løbet i juli, fordi jeg var tre uger i Vietnam og kom hjem med en forkølelse, som det tog mig yderligere et par uger at slippe af med. I det hele taget var jeg spændt på, om bentøjet ville holde, fordi jeg på det seneste har haft ondt efter mine løbeture, men det var heldigvis begrænset, hvad jeg mærkede til det i dag.

Selve løbet gik mere eller mindre efter planen. Jeg var meget opmærksom på at undgå at lægge for hårdt ud, så jeg prøvede at spare på kræfterne og formåede at holde den samme gennemsnitsfart på de første 10 kilometer (5:35 min./km). De næste fem kilometer dalede tempoet, men det var efter 15-16 km, at benene for alvor begyndte at føles tunge, og fra 19 km handlede det bare om at få sat den ene fod foran den anden og komme i mål.

På forhånd var jeg nervøs for, om jeg ville blive kold, mens jeg ventede på at komme til at løbe, men vejret var perfekt, og det var dejlig varmt i startområdet. Der gik også kun 12 minutter, fra løbet blev skudt i gang, til jeg kunne løbe over startstregen. Ude på ruten var der tilskuere overalt, som kom med opmuntrende tilråb, og flere steder var der musikalske indslag, der løftede stemningen. Min favorit var koret, der sang Uprising af Muse (ikke Survival, som jeg først fik skrevet), netop som jeg løb forbi.

Eneste minus: De to kilometer jeg skulle gå for at nå hen til Østerport Station efter at have løbet 21 kilometer …