Blush Response
Næsten et år efter udgivelsen har min novellesamling Månebase Rødhætte fået endnu en anmeldelse og tilmed en fantastisk én af slagsen. Den kan læses i det seneste nummer af det halvårlige tidsskrift Proxima, hvor redaktøren Niels Dalgaard er mere end begejstret for novellerne.
Jeg føler mig fristet til at bringe hele anmeldelsen, men må nok hellere nøjes med et par uddrag. Niels Dalgaard skriver blandt andet:
“Lars Ahn Pedersen skriver ganske enkelt godt. Han mestrer både de kortere historier, som er normen blandt nyere danske forfattere, og de længere fortællinger, som ikke alene giver plads til en handling, men også til udfoldelsen af det univers, den udspiller sig i, og de personer som gennemlever den.”
“Forfatteren forstår at variere kompositionen, især i de længere stykker, og bruger flashbacks, begrænset fortællesynsvinkel og andre teknikker med sikker hånd. Interessen holdes fanget undervejs af nye udviklinger, overraskende detaljer i det fortalte univers, og personer som man i de fleste tilfælde kommer til at føle noget for (ikke altid sympati; nogle af dem er nogle dumme svin).”
“Der er ikke én dårlig historie i denne bog. Forfatteren forholder sig overlegent og indsigtsfuldt til de litterære traditioner, han skriver sig ind i, og resultatet er både underholdende og tankevækkende, sådan som god science fiction bør være.”
Min kommentar: Hr. Dalgaard, jeg rødmer …
Da Proxima ikke findes i elektronisk form, skal man enten tegne et abonnement eller finde det på et bibliotek, hvor jeg i øvrigt selv stiftede bekendtskab med tidsskriftet som teenager, fordi det var det eneste sted, man kunne læse om science fiction på dansk.
Det seneste nummer indeholder desuden en udskrift af den forfattersamtale, som jeg havde med mine kolleger A. Silvestri og Richard Ipsen på Dancon 2012. Ud fra den kan man konstatere, at jeg er bedre til at formulere mig på skrift end i tale.
PS I samme artikel kommer det til at fremstå som om, jeg på et tidspunkt taler om, at jeg valgte at skifte fortællesynsvinkel i min novelle Afhøring af offer nr. 5. Men det er faktisk novellen Portræt af en månepige, jeg taler om, så jeg tror, den bemærkning må være faldet ud under redigeringen, eller også fik jeg bare ikke forklaret mig godt nok, hvilket er ligeså sandsynligt.
Du må meget undskylde, Lars, og det er ikke, fordi jeg betvivler dit talent. Men det er vel ikke så overraskende, at Niels Dalgaard roser bogen, når han selv er en af de bærende kræfter i Science Fiction Cirklen, der har udgivet bogen? Det svarer lidt til at skrive: jaaaa! Jeg har fået en god anmeldelse. Af min forlægger.
Jonas
Det har du ikke ret i. I samme Proxima, har min novellesamling fået en lidt dårlig kritik af en anden “bærende kraft” Fleming Rasch, ikke helt retfærdige som jeg selvfølgelig skal sige. Og jeg er formand for Science Fiction Cirklen. Og Cirklen har udgivet Flemings novellesamling. Så der findes faktisk nogen der kan være ærlige samtidig med at have fødder i flere lejrer. Niels er redaktør på Proxima, og har som sådan ikke noget med redaktionen af Lars novellesamlignen at gøre.
Manfred
Formand for Science Fiction Cirklen
Jeg må lige slå fast, at jeg ikke tror, Niels Dalgaard er mindre end ærlig i sin anmeldelse. Det er hans indgående kendskab til Ahns forfatterskab, sikkert også person og det faktum, at SCF har været en af Ahns største supportere, der problematiserer sådan en anmeldelse. Der er en interessekonflikt, når en anmelder er i bestyrelse hos foreningen, der har udgivet det anmeldte værk. Det kan alle uden for miljøet se.
På Horrorsiden anmelder jeg konsekvent ikke nogen, jeg kender. Man kan alt for nemt blive forvirret af, at man synes forfatterens mission er sympatisk osv. og anmelde alt for mildt.
Hvis der skal opbygges troværdighed omkring fantastikmiljøet, skal alle de bånd kappes, så f.eks. SCF ikke anmelder SCF-udgivelser. Uanset hvordan man vender og drejer det, ser det bøvet ud udefra. Hvis jeg kan se det, er der helt sikkert også andre, der kan.
Det er så ikke kun et problem i de små genrekredse, men også (og særdeles) hos de store forlag, hvor alle kender hinanden inklusive pressen der leverer anmeldelserne. Forlagene holder sig gode venner med de højt profilerede anmelderne. Og anmelderne med forlagene for at få de gode bøger at anmelde, så de, betalt pr. ord, kan skrive op og ned ad stolpen om en ligegyldig samtalebøger. Helst godt, for ellers kommer der ikke nogen bøger der kan anmeldes fra den side mere. Men det ser den håbefulde læser dog ikke. Han/hun tror på den ærlige anmeldelse.
Sådan som jeg kender SciFi, Horror og Fantasy forfattermiljøet, er der stor overlap, både genre og funktioner, og begrænset antal aktører både forfattere og anmeldere så jeg ser det problematisk kun at anmelde nogen man ikke kender personlig eller “ligger i seng med”.
Ja det kan se ud som åbenlys rygklapperi, men det er da trods alt bedre end fordækt studehandel.