Berlin, Barcelona og Eurocon

Det er nu to uger siden, jeg kunne gå rundt i Barcelona i 20 graders varme iført T-shirt og sommerjakke. Så kom jeg hjem og skulle straks finde den tykke vinterjakke og vinterstøvlerne frem … Jeg bilder mig selv ind, at det er derfor, det har taget mig så lang tid at få skrevet dette indlæg.

Berlin

Inden jeg tog til Barcelona, var jeg et smut forbi Berlin, hvor et af mine yndlingsbands, Warpaint, gav koncert. Det gør Warpaint til det første band, jeg har set i tre forskellige lande (Reading Festival i England 2011, Roskilde Festival 2013 og Berlin 2016). Jeg har også været til koncert med Jarvis Cocker i tre lande, men to af gangene var med Pulp (Roskilde 1996 og Reading 2011), mens den tredje (Rock en Seine i Paris 2007) var en solokoncert.

Selve koncerten var fremragende, og sangene fra det nye album Heads Up fungerede godt live. Jeg kunne også konstatere, at det at gå til koncert i Berlin føles meget som at være til koncert i København, helt ned til den del hvor man skal stå i en lang kø til garderoben.

Eurocon

Mit egentlige mål med rejsen var dog Eurocon i Barcelona. Jeg valgte både at tage derned, fordi jeg aldrig havde været i Barcelona før, og fordi to af æresgæsterne var forfattere, som jeg er stor fan af: Aliette de Bodard og Richard Morgan. Begge var skarpe og interessante at høre på, men det behøver jeg ikke at fortælle, for stort set alle programpunkter på Eurocon blev filmet og kan nu ses på Youtube. Her er for eksempel interviewet med Richard Morgan:

Eurocon 2016 var min tredje udenlandske con efter Eurocon 2011 i Stockholm og Worldcon 2014 i London. Nu hvor jeg selv har prøvet at arrangere Fantasticon, er det altid interessant at se, hvordan andre gør. Generelt virkede det som om, der var styr på tingene, og jeg oplevede ikke de store kiks. På førstedagen, fredag, var udvalget af engelsksprogede ting på programmet dog så begrænset, at det nærmest gav sig selv, hvad man skulle se, mens der var langt mere at vælge imellem de to andre dage (jeg gik dog glip af søndagen, da jeg skulle nå et tidligt fly).

Et panel om europæisk science fictions plads på verdensscenen bragte ikke meget nyt for dagen og var – deprimerende nok – nærmest en gentagelse af et panel, jeg så på Worldcon to år tidligere. Konklusionerne var stort set de samme: SF på andre sprog end engelsk lider under, at science fiction selv i store lande som Tyskland, Spanien og Frankrig næsten kun udgives af små forlag uden den store gennemslagskraft, og at det er dyrt at få lavet ordentlige oversættelser til engelsk. Lyder det bekendt? Sådan er det også herhjemme.

De bedste ting, jeg overværede på Eurocon, var en samtale mellem Aliette de Bodard og Adam Roberts om Jules Verne og H. G. Wells, et panel om politisk SF med blandt andre Richard Morgan og Adam Roberts (som jeg skal til at have læst noget mere af), samt et foredrag om Venus med den unge, tjekkiske forfatter Julie Nováková. Til gengæld led et interview med Joe Haldeman under, at det skulle oversættes til spansk, så det åd halvdelen af de 45 minutter, der var afsat.

Barcelona

Eurocon betød, at det var begrænset, hvor meget jeg nåede at få set af Barcelona. Jeg havde i realiteten kun én enkelt dag til sightseeing, så jeg droppede Camp Nou og nøjedes med at se Sagrada Familia udefra (i sig selv et imponerende nok syn).

I stedet fik jeg handlet i Gigamesh – Barcelonas svar på Fantask. Størstedelen af bøgerne er på spansk, men de har også en stor engelsksproget afdeling. Gigamesh var desuden de eneste, som havde en stand på Eurocon med bøger på engelsk. De var brugte, men fristende billige. Jeg gjorde ellers mit bedste for at begrænse mig, da mine reoler i forvejen bugner af ulæste bøger, men det er svært at stå imod, når titlerne sælges til 1 euro stykket.

Og for dem, som savner Fona 2000, TP Music, Stereo Studio, GUF, HMV m.fl., kan jeg oplyse, at den franske kæde fnac stadig eksisterer. Barcelona-afdelingen på den centrale Placa Catalunya var fyldt med CD’er, DVD’er og Blu-ray, men for filmenes vedkommende var der dog et væsentligt problem: Langt de fleste udgivelser havde kun catalanske og til nød spanske undertekster. Det var til at leve med på de engelsksprogede film, men hvis man ønskede at købe f.eks. en spansk eller koreansk film, var der intet at gøre. Jeg har oplevet noget lignende med udgivelser i Tyskland og Frankrig, men jeg var alligevel overrasket over, at det også gør sig gældende i Catalonien, som ikke kan siges at være et stort sprogområde.

Jeg prøvede også to koreanske restauranter i Barcelona (begge ganske glimrende, men den ene serverede europæiske portionsstørrelser, så jeg kom til at bestille alt for meget mad) og fik så dårlig samvittighed over det, at jeg resten af tiden gik efter det lokale køkken. Meget af det kan bedst beskrives som “solid husmandskost”, eksempel: bønner med blodpølse og kylling i sveske- og rosinsovs – jeg satte dog grænsen ved “hjerne i smør”. Apropos mad, så er det også værd at besøge madmarkedet La Boqueria, der ligger ud til La Rambla og er en vildere udgave af Torvehallerne. Her kan man ved selvsyn konstatere, at catalanerne anvender alle dele af dyrene i deres madlavning. Velbekomme!