Bag om Rudolf

Julemåneden er indledt, alt er dækket af sne udenfor, og jeg har allerede været til to julefrokoster. Så er det jo meget passende, at turen nu er kommet til den eneste science fiction-julehistorie, jeg indtil videre har skrevet. Rudolf er, som de fleste nok har regnet ud, en sci-fi udgave af sangen om rensdyret med den røde tud, og ligesom julemanden for jeg også lidt vild undervejs.

Rudolf blev oprindeligt skrevet i efteråret 2009 til en novellekonkurrence, hvor temaet var alternative julehistorier. Mit bidrag faldt dog ikke i dommernes smag, og jeg vidste derefter ikke helt, hvad jeg skulle gøre med novellen. Min første tanke var at bringe den her på hjemmesiden ved juletid, men så viste det sig, at emnet for Fantastiks novellekonkurrence i 2010 var biodiversitet, og at historien skulle indeholde et usædvanligt væsen. Usædvanligt væsen? Rensdyr med lysende, rød næse? Den lå lige til højrebenet (eller i mit tilfælde, venstrebenet), og så fik Rudolf en ny chance efter en omskrivning, som klart gjorde den bedre.

Om det var derfor, at den gik hen og blev delt vinder af novellekonkurrencen sammen med Majbrit Høyrups Fremmedgjort, skal være usagt, men på sin vis var det mere passende, at det var i denne konkurrence, at den nåede til tops. Rudolf har nemlig flere ting til fælles med min novelle Har du hørt havfruerne synge?, der vandt Fantastiks novellekonkurrence i 2008 (jeg deltog ikke i 2009, fordi jeg var en af dommerne det år). Ikke alene foregår de i samme verden, men de har også en person og et sted til fælles, nemlig marinbiologen Natalie og den hemmelige zoologiske have fyldt med mytologiske væsener.

Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være sådan. Men da jeg skulle finde ud af, hvad det var for en fremtid, hvor nogen havde skabt en levende udgave af Rudolf med den røde tud, så gik det op for mig, at jeg allerede havde skrevet om den året før i Har du hørt havfruerne synge? Dengang vidste jeg bare ikke, at der var en videnskabelig forklaring på, at der var havfruer, griffer og kentaurer til, men tænkte mere, at vi var i en fantasy-verden, der lignede vores, bortset fra at den slags væsener eksisterede. Men ved at lade Natalie og hendes zoo vende tilbage i Rudolf fik jeg med et slag gjort Har du hørt havfruerne synge? til science fiction, og dermed kan jeg også retfærdiggøre, at den er med i Månebase Rødhætte. Det var nu ikke derfor, at jeg gjorde det, for på det tidspunkt havde jeg overhovedet ikke en novellesamling i tankerne, og trods det fælles univers kunne de to noveller næsten ikke være mere forskellige i fortællestil og tone.

I dag kan jeg godt indrømme, at beslutningen om at lade Rudolf være en slags spin-off til Har du hørt havfruerne synge? ikke var den mest gennemtænkte. Det gik op for mig, da jeg i sommer læste korrektur på novellerne og faldt over et par selvmodsigelser. For eksempel nævner jeg i Har du hørt havfruerne synge?, at Natalie ser en kentaur på sin første arbejdsdag, mens det i Rudolf er en vigtig del af plottet, at kentaurerne er blevet udryddet. Det misforhold var jeg nødt til at forklare, og Rudolf er den af novellerne i samlingen, hvor jeg har været inde at rette mest i forhold til den oprindelige udgave. I det samlede billede er der tale om små detaljer, og selve handlingen er der ikke ændret ved, men nu skulle de to historier gerne hænge bedre sammen. Alt dette blegner dog til sammenligning med det rod, jeg har fået skabt ved at kæde Har du hørt havfruerne synge? og Rudolf sammen med de næste to noveller i samlingen, men det kommer jeg ind på i et senere indlæg.

Ellers vil jeg blot tilføje, at jeg godt kan lide forholdet mellem mine tre hovedpersoner, Schmidt, Natalie og Meyer, og at det var sjovt at skrive deres dialog. Det hænder også, at jeg overvejer at vende tilbage og se, hvordan de klarer sig, og om der ikke gemmer sig flere fortællinger i den forbudte zoologiske have.

Læs et uddrag af Rudolf her.

1 Comment on “Bag om Rudolf

Leave a Reply