Bag Langt ude i skoven

Uden at det var planen, er jeg kommet til at “tælle ned” til udgivelsen af Velkommen til dybet – 13 gyserhistorier her på siden med et par indlæg. Men nu må det så være på tide at skrive om min novelle Langt ude i skoven, som er med i Tellerups horrorantologi, og hvis forhistorie jeg lovede at fortælle mere om i dette blogindlæg for mere end et år siden.

Klik her for at læse et uddrag af novellen.

Langt ude i skoven tager – ikke overraskende – sin titel fra den kendte børnesang. Som det også nævnes i Velkommen til dybet, var min oprindelige idé at forsøge at overføre sangens specielle struktur til novelleformen, dvs. at man begynder med det store overblik (bjerget i skoven) og derefter går tættere og tættere på (drengen på puden), indtil man vender tilbage til start. Derudover ønskede jeg at tage udgangspunkt i en klassisk horrorsituation: at være faret vild i en mørk skov. Redaktøren af Velkommen til dybet, Mathias Clasen, kalder dette scenario for “skovhorror” og mener, at det er en form for ur-frygt, der ligger gemt i vores underbevidsthed.

Men der er også et andet aspekt ved Langt ude i skoven, som ikke omtales i antologien. Novellen handler nemlig lige så meget om et monster af mere moderne art: spøgelsesbilisten (så min novelle kan beskrives som The Blair Witch Project møder Trafikradioen). En af vore dages største dræbere er trafikken, og risikoen for at omkomme i en trafikulykke er gigantisk i forhold til at blive offer for en seriemorder, giftige insekter eller glubske hajer. Godt nok er antallet af trafikdræbte i Danmark heldigvis på vej ned, men der var alligevel 272, som mistede livet i trafikken i 2010. Alligevel er folk langt mere nervøse for at blive udsat for hjemmerøverier eller gadevold, selv om de reelt set udsætter sig for en større fare, hver gang de sætter sig ind i en bil. Sådan tænker de færreste dog – måske fordi det i så fald vil betyde, at ingen tør træde uden for en dør – men det var det forhold, jeg ønskede at kommentere med min novelle.

Mathias Clasen kommer også ind på det skisme i sin afsluttende artikel i Velkommen til dybet: at vi er mere bange for ting, som vores forfædre med god ret frygtede, end for de farer, som det moderne samfund udsætter os for. “Det interessante er, at fobier reflekterer de trusler, vore evolutionære forfædre kæmpede mod (…) Evolutionen favoriserede altså frygtsomme mennesker. Det er bedre at være på vagt over for edderkopper, afgrunde, dybt vand og truende mennesker, end at være ligeglad (…) For horrorgenren virker ved kunstigt at aktivere vores frygtmaskineri. Den pirker til vores indre stenaldermenneske,” skriver han blandt andet.

Til sidst lidt om tilblivelsen af Langt ude i skoven. Jeg skrev novellen i sommeren 2009 og havde den 1. september som deadline til novellekonkurrencen. Normalt har jeg det med at skrive helt op til sidste øjeblik, men i dette tilfælde var jeg nødt til at indsende den 10 dage før, fordi jeg skulle på ferie i Italien. To dage før jeg skulle af sted, tog jeg Langt ude i skoven med til et møde i Fantastiks skrivegruppe og modtog der en række kommentarer, som fik mig til at indse, at der skulle ændres en del i novellen. Jeg overvejede, om jeg kunne nå det, men satte mig foran computeren, da jeg kom hjem og skrev løs. Blandt andet ændrede jeg hovedpersonens forhistorie, lige som slutningen blev skrevet om, så den lille piges rolle blev mere klar. Derefter mailede jeg novellen til Tellerup uden egentlig at have nogen idé om, den fungerede eller ej, så desto større var min glæde, da den blev antaget.

Desuden “udmærker” Langt ude i skoven sig også ved at være skrevet i anden person (dvs. i “du”-form), hvilket ellers er noget, alle forfatterspirer bliver stærkt frarådet at gøre. I dette tilfælde mente jeg dog, at jeg kunne slippe af sted med det, men jeg lover højt og helligt aldrig at gøre det igen – indtil videre …