10 ting jeg lærte i Korea

Hjemvendt fra tre ugers ferie i Korea vil jeg her forsøge at sammenfatte mine oplevelser med denne liste over, hvad jeg lærte på turen.

1. Korea er andet end Seoul
Da jeg i 2010 tog tilbage til Sydkorea for første gang siden min adoption, nåede jeg aldrig udenfor Seoul. Denne gang tilbragte vi kun sammenlagt en uge i Seoul, mens vi i de øvrige to uger rejste rundt i andre dele af landet. Det viste sig at være en klog beslutning, for der er en verden til forskel på Seoul og resten af Sydkorea.
Tempoet og mængden af mennesker daler mærkbart, men det gør folks engelskkundskaber desværre også. Da vi ankom til Sokcho på østkysten, var det vores plan at finde et hotel. Dem viste der sig at være masser af, men de var bare ikke lige til at få øje på, fordi alle skiltene på bygningerne var skrevet med koreanske tegn (Tip: Hvis du ser et symbol, der ligner en rød skål med tre flammer, så er det et hotel/motel).
korea17.JPGkorea06.JPG
Det mest interessante ved at tage ud i provinsen var at opleve, hvor forskellige byerne er – ikke kun i forhold til Seoul, men også til hinanden. Førnævnte Sokcho er en typisk badeferieby – en lettere nedslidt, mindre hip udgave af Skagen, uden den store charme og mest interessant, fordi den ligger nær Koreas største nationalpark, Seoraksan, som var vores egentlige mål.
Derfor kom næste stop på turen, Samcheok, som en positiv overraskelse, fordi vi havde forventet mere af det samme. Godt nok kunne de ikke tale engelsk på vores motel, som ellers hedder International Motel, og der var gratis porno på tv’et og kondomer til gæsterne, men byen er forbløffende moderne og fuld af liv og virker et årti længere fremme i forhold til Sokcho.
korea10.JPG
Vi faldt alle pladask for Busan, som med sine 3,6 millioner indbyggere er Koreas næststørste by. Der er dog et pænt spring op til Seoul, hvor der bor over 10 millioner (25 millioner, hvis man tæller hele hovedstadsregionen med, hvilket betyder, at halvdelen af landets befolkning bor i Seoul og omegn). Det gør, at Busan nok føles som en storby, men stadig har en helt anden atmosfære end Seoul, ikke mindst fordi den ligger ud til havet.
Busan er hjemsted for verdens største butikscenter (komplet med skøjtebane, spa land, biograf og golf driving range), verdens 5. travleste havn, verdens 8. højeste bygning (301 meter og med det spøjse navn We’ve the Zenith), Koreas største strand (Haeundae) og største fiskemarked, Jagalchi Fish Market, som er en ret overvældende oplevelse.
korea09.JPG
Fra Busan fløj vi videre til Jeju, der går for at være Koreas svar på Hawaii (her er både palmer og vulkanske klipper), men dårligt vejr og dårlig planlægning fra vores side gjorde, at vi fik alt for lidt ud af vores tre dage på øen. En skam, for der virkede til at være mange interessante steder at besøge, og bizart nok er der også et hav af museer for ethvert tænkeligt emne så som citroner, chokolade, teddy bjørne, Leonardo Da Vinci, afrikansk kunst og hele to om sex og erotik.
Det var dog det eneste sted på turen, hvor vi alle boede på samme værelse og selv lavede vores aftensmad. Og det bringer mig til en anden vigtig pointe, for hvor jeg i 2010 var alene af sted i to omgange (omend sammen med en flok journalister og siden med en gruppe adopterede), rejste jeg denne gang sammen med min far, min søster (som også er adopteret), min svoger og mine to niecer på tre og seks år. Selv om der er fordele ved at rejse alene (man bestemmer selv tempoet, og hvad man vil se), er det alligevel noget andet, når man har nogen at dele sine oplevelser med.

2. Det er let at komme rundt
En af de store aha-oplevelser ved denne tur var, hvor let det er komme rundt i Sydkorea. Jeg var i forvejen spændt på, hvordan vi ville finde fra Seoul og ned langs østkysten til Busan, men det gik forbløffende gnidningsfrit. Ikke alene kører der direkte busser mellem de større byer med stor regelmæssighed, men det virker også til at være muligt at blive transporteret ud til selv den mindste flække.
Det største problem kan være at finde køreplanen, som ofte kun kan læses på hjemmesider på koreansk, men her var der hjælp at hente fra de lokale, og ellers kan man spørge på busstationerne. På den måde kom vi fra Seoul til Sokcho og videre til Samcheok og Busan, og hver tur tog cirka tre-fire timer og kostede max. 150 kroner.
Da vi skulle fra Busan til Jeju og fra Jeju til Seoul, fløj vi indenrigs med Busan Air, og det var igen hurtigt (under en time) og effektivt. Både Seoul og Busan har en velfungerende metro, og ellers kan man tage en taxa, hvilket ikke er specielt dyrt. Det eneste, jeg nu har til gode rent transportmæssigt i Korea, er at tage toget (turen mellem Seoul og Busan kan tilbagelægges på tre timer med et højhastighedstog). Biler holder jeg mig til gengæld fra efter at have oplevet trafikken i de store byer.

3. Alting er bare større
Det er først, når man kommer uden for Seoul, at det går op for én, hvor stor en del af Korea der er dækket af bjerge. Det betyder, at det er begrænset, hvor der kan bygges huse og dyrkes afgrøder (primært ris), og tro mig, koreanerne udnytter pladsen til det yderste.
Samtidig virker det til, at folk i stigende grad forlader landområderne og søger ind mod byerne, og resultatet er boligblokke i størrelser og antal, der forekommer fuldstændig uvirkelige set med danske øjne. For når man ikke længere kan komme ud til siderne, er man nødt til at bygge højt for at få klemt så mange mennesker ind som muligt, lader tankegangen til at være.
Noget af det første, der slog mig, da jeg kom tilbage til Danmark, var, hvor lavt alting er. Hvis nogen foreslog at bygge et 15 etager højt boligkompleks herhjemme, ville det udløse ramaskrig. I Korea ville det blive betegnet som et halvhøjt byggeri.
korea18.JPG

4. Koreanerne er hjælpsomme
Det kan godt være, at det stadig kniber med det engelske, men det forhindrer ikke koreanerne i at forsøge at hjælpe, når en flok danske turister er i vildrede. Stort set alle steder blev vi mødt med stor velvilje og hjælpsomhed, så problemerne blev i langt de fleste tilfælde løst på trods af sprogvanskelighederne.
Enten ved at vi blev sendt hen til den medarbejder, som kunne mest engelsk, eller også blev det klaret med fagter og tegn. Af eksempler kan nævnes den restaurant i Gangnam i Seoul, hvor ejerne ikke talte et ord engelsk, så hvad gør man så? Man spørger selvfølgelig sine øvrige kunder, og så blev de sat til at oversætte og bestille mad og drikke til os. Ejerne var tilmed så glade over at have fået udenlandsk besøg, at vi fik et par ekstra retter gratis.
Efterfølgende forsøgte vi at finde noget pizza til mine niecer, som ikke altid var til det koreanske køkken. Det endte med, at en kvinde indvilligede i at vise os hen til et fastfood-sted, selv om det var en tur på en lille kilometer og sent fredag aften. Vi lod hende slippe, da vi fik øje på en McDonalds i stedet.
Roser er der også til personalet på Apple Backpackers i Seoul og Popcorn Hostel i Busan for deres venlighed, samt ikke mindst Jejueco Suites i Jungmun på Jeju, som kørte rundt os til diverse steder. Adskillige taxachauffører insisterede desuden på at slæbe vores meget tunge kufferter, selv om vi tilbød at gøre det selv (man giver normalt ikke drikkepenge i Korea, men det gjorde vi i de tilfælde).
Den største oplevelse var dog, da jeg og min søster på sidstedagen var til frisøren og fik en klipning på koreansk. Det tog lidt over en time, og der var et helt team på, da stylisten, som fører kam og saks, naturligvis ikke også kan vaske kundens hår … Det var ren luksus og kostede kun 225 kroner, men så fik jeg både masseret hårbund og skuldre og prøvede at få vasket håret i isshampoo, som i bund og grund er en klump sne med shampoo. Det var koldt, men ikke i ubehagelig grad, så tak til folkene hos Coiff1rst Paris i Hyundai Department Store (ja, de laver også andet end biler) ved Coex Mall i Seoul.
korea20.JPG

5. Korea er wired
Jeg vidste det sådan set godt fra mit efteruddannelseskursus i Seoul i 2010, men Sydkorea er i den grad på nettet. Overalt hvor vi kom, var det som regel til at finde steder med gratis wi-fi, som man kunne koble sig på. Det var standard på alle hotellerne, og jeg præsterede at betale en bilregning, poste et indlæg på min hjemmeside, holde mig opdateret om Roskilde Festival og Wimbledon samt købe billet til en Pixies-koncert, mens jeg var i Korea.

6. Spis andet end kimchi
korea03.JPG
Koreanerne spiser nogenlunde det samme dagen lang, og deres morgenmad er blot en lettere version af det, de får til frokost og aftensmad. En ting er sikkert: der serveres kimchi til alt. Så når jeg nu fortæller, at der nok går en måneds tid eller mere, før jeg igen skal have kimchi, siger det lidt om, hvor meget vi fik i Korea.
Tre uger i Korea afslørede, at det koreanske køkken bliver rimelig ensformigt, hvis man ikke er villig til at eksperimentere, for før eller siden får man nok af korean barbecue og bibimbap, uanset hvor lækkert det er. Så nu har jeg også smagt kold nudelsuppe, som var så kold, at den blev serveret med knust is (kolde supper er populære om sommeren, hvilket giver mening, når man har oplevet, hvor varmt det kan blive i Korea i juli og august), og galbitang, en velsmagende oksekødssuppe, hvor benene stadig sidder på kødstykkerne.
Mit mod rakte dog ikke til at give mig i kast med de mange retter med store blæksprutter, som det koreanske køkken også byder på. Det havde ellers været oplagt, fordi mange af de byer, vi boede i, ligger ud til havet, så mange af de lokale restauranter havde dem på menuen, men jeg holdt mig til et par stegte fisk. Bedst af dem var en yderst velsmagende makrel, som vi fik på Jeju.
Til gengæld var jeg den eneste, som spiste de tørrede småfisk, der af og til blev sat på bordet, og da vi kom tilbage til Seoul, fik vi nok det mest eksotiske måltid i form af noget, der bedst kan beskrives som et omeletorgie (det var på restauranten med de hjælpsomme kunder). Ved siden af det fik vi serveret en æggesuppe, små blæksprutter i chilisauce og noget, der viste sig at være gele fremstillet af agern (den brune klump på nedenstående billede).
korea15.JPG
Og så må jeg tilstå, at vi de sidste dage faldt i og valgte at spise henholdsvis italiensk og kinesisk til aftensmad, og det var nok også meget sigende, at jeg fortærede en hel pakke rugbrød i løbet af fire dage, da jeg kom hjem.

7. Der findes kvabsede koreanere
Da jeg var i Seoul i 2010, brugte jeg megen tid på at studere koreanerne for at se, om jeg adskilte mig fra dem. Ville mit udseende og påklædning fortælle, at jeg ikke var “en af dem,” inden jeg åbnede munden og afslørede, at jeg ikke kunne sproget?
Åbenbart ikke, for både dengang og nu henvendte de sig konstant til mig (og min søster) på koreansk. Til gengæld syntes jeg for tre år siden, at stort set alle koreanere var åleslanke og endte med at føle mig som en lettere overvægtig vesterlænding, hvilket jeg sådan set også var.
Pudsigt nok havde jeg ikke samme følelse denne gang, fordi jeg til forskel fra sidst så flere kvabsede koreanere. Bekymrende nok var det især blandt de unge, at kiloene havde sat sig, så der er nok nogle, der har erstattet kimchien med for mange burgere og pizzaer. Omvendt tvivler jeg på, at gennemsnitsvægten hos befolkningen har nået at ændre sig så meget på så kort tid, så i 2010 har jeg nok stirret mig blind på alle de tynde (faktum er dog, at koreanerne generelt er slanke, og en stor del skyldes nok kosten).
Under alle omstændigheder har jeg fået et mere nuanceret syn på, hvordan en koreaner ser ud. Sandheden er, at de er lige så forskellige af udseende som alle andre. Det kræver bare, at man kigger ordentligt efter.

8. Batman bor i Samcheok
korea07.JPG
Den primære årsag til, at vi gjorde holdt i Samcheok, var Hwanseon Donggul, der er en af Asiens største drypstenshuler. Samcheok markedsfører da også sig selv som “The City of Caves,” og den gigantiske hule var et imponerende syn og et af turens højdepunkter. Min yngste niece var overbevist om, at vi var inde i Batmans hule og tilbragte det meste af tiden med bekymret at spørge, om han var hjemme (det var han ikke), selv om hendes storesøster beroligende forklarede: “Anna, han findes ikke i virkeligheden.” Ak ja, hvor bliver de hurtigt store. Til gengæld fandt vi Batman inde i Samcheok by …
korea19.JPG

9. Man kan købe K-pop på Nationalmuseet
Sørgeligt, men sandt: Jeg har aldrig været på Nationalmuseet i København, men nu har jeg til gengæld besøgt The National Museum of Korea i Seoul. Udover at være et imponerende bygningsværk (med fare for at gentage mig selv: koreanerne bygger ikke småt) var det interessant at konstatere, at man i museumsshoppen blandt andet kan købe cd’er med K-pop. Det svarer vel til, at Nationalmuseet begyndte at sælge cd’er med Aqua og Infernal som eksempler på dansk kulturhistorie. Jeg endte med at købe dem her:


(Og nej, de synger ikke om Nik & Jay, selv om det lyder sådan. “Naega Jeil Jal Naga” er koreansk for “Jeg er den bedste.”)

10. Drik aldrig det her
korea12.JPG
Ja, i Korea kan man købe fyrrenålesaft på dåse, og det smager lige så dårligt, som det lyder. Som at drikke en WunderBaum. Nu er I advaret.

Udgivet i Korea Etiket:
2 kommentarer til “10 ting jeg lærte i Korea
  1. Madeleine Bondy siger:

    Tak for god og anderledes information!Jeg skal til Sydkorea en måned i juli og er begyndt at forberede mig.

  2. Kari siger:

    Takk for morsom og god informasjon! Jeg er adoptert og skal for første gang besøke landet i sommer 🙂

Skriv et svar