Weekend med Pat, Ian, Katarina og alle de andre

Pat Cadigan

Pat Cadigan, iført sin vikingehue, inden hun skal interviewes af undertegnede på Fantasticon 2015.

En af livets ironier er, at man som arrangør sjældent har tid til at nyde det, man er med til at arrangere. Som journalist på Dagbladet Roskilde har jeg flere gange interviewet lederne på Roskilde Festival, og fælles for dem er, at de siger, de stort set aldrig når at se nogle koncerter på den festival, de ellers bruger hele året på at stable på benene. Det bliver højst til et par numre eller en sjælden gang en halv koncert, før de er nødt til at haste videre, fordi der hele tiden er noget andet, de skal se til, eller de skal løse en pludselig opstået krise.

 

Den oplevelse skal jeg nikke genkendende til, omend i en noget mindre målestok. I weekenden fandt Fantasticon 2015 sted, som jeg sammen med Jesper Rugård har stået i spidsen for siden 2013. Efter alt at dømme gik det godt. Der kom flere end i de to foregående år, og de første tilbagemeldinger fra folk går på, at de var begejstrede for Valby Kino som det nye hjemsted, at biografsalene fungerede godt til foredragene og panelerne, og at filmprogrammet var en velkommen tilføjelse. Vores to æresgæster, forfatterne Pat Cadigan og Ian Watson, roste Fantasticon 2015 for at være en velorganiseret og vellykket con og virkede glade og tilfredse.

De rosende ord varmer – især når det kommer fra personer, som har været til mange cons – men sandheden er, at jeg selv har svært ved at vurdere det. Når nogen kalder Fantasticon for “velorganiseret” (hvilket også er sket i de andre år), griber jeg mig altid i at tænke: “Så må der virkelig gå meget galt på andre cons.” Set fra kulisserne er alting nemlig lettere småkaotisk. Jeg hører aldrig om de ting, der går godt, men kun når noget ikke går efter planen, og det meste af tiden bruges på at agere brandslukker. Så de eneste programpunkter, jeg rent faktisk nåede at overvære i løbet af dette års Fantasticon, var dem, hvor jeg selv var på.

OK, jeg er med på, at vi undgik de store katastrofer, selv om det var træls, at teknikken drillede under dele af filmprogrammet (som da der pludselig dukkede en opdateringsbesked op på lærredet under visningen af Mordene på Katarina, fordi filmen blev afspillet via en PC), og at publikum ikke gad blive efter visningen af Skammerens datter, selv om filmens instruktør Kenneth Kainz var til stede for at svare på spørgsmål. Og for at dette ikke skal opfattes som én lang klagesang, så er der selvfølgelig også alle de store oplevelser, man får med ved at være arrangør af Fantasticon. Ellers ville vi ikke bruge så meget tid på det.

MPK (3)

Det er selvfølgelig dårlig stil at tage billeder i biografen med sin telefon under filmen, men hvis man ikke kan gøre det, når ens eget navn er på lærredet, hvornår kan man så?

Pat Cadigan tog denne selfie inden sit interview på Fantasticon, hvor en eller anden tosse fik sneget sig med i baggrunden.

Selfie taget af Pat Cadigan inden mit interview med hende på Fantasticon.

Jeg vil i hvert fald altid huske mit interview med Pat Cadigan, som er en forfatter, jeg har læst, siden jeg var teenager. Ikke alene leverede hun nogle fantastiske svar, men hun fik også salen til at blive helt stille, da hun fortalte om sin kræftsygdom, og hvordan hun indtil videre er kommet igennem den. Det var også stort at gense Mordene på Katarina og efterfølgende svare på spørgsmål om den sammen med instruktøren Kim Lysgaard Andersen, og så var det spændende at møde en gruppe danske filmfolk, som alle gerne vil lave film i de fantastiske genrer. Endelig var det fedt bare at tilbringe en weekend sammen med andre forfattere og fans, som deler ens interesser, uanset om de fik set mere af Fantasticons program, end jeg selv gjorde.

Etiket: , , ,