Fantasticon 2012

Årets Fantasticon er overstået, og jeg forsøger stadig at få helt styr på mine tanker omkring det hele. Det var hårdt, det var sjovt, og det var til tider også ret surrealistisk på en knib-mig-i-armen-for-jeg-tror-jeg-drømmer-måde. Det sidste hang sammen med, at jeg i år var involveret på et niveau, jeg ikke havde prøvet før. Ikke alene var jeg med i arrangørgruppen, men jeg deltog også i hele fem programpunkter, hvoraf det ene var et dobbeltinterview med undertegnede og min forfatterkollega A. Silvestri.

På forhånd var jeg dog mest spændt på at møde de to æresgæster Alastair Reynolds og Ellen Datlow, fordi jeg er stor fan af dem begge. I et tidligere indlæg skrev jeg, at tanken om at jeg skulle interviewe Ellen Datlow på Fantasticon, var ved at gøre mig til et rystende nervevrag. På det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg skulle ende med at agere turistguide for hende i to dage, og det var nok meget godt, for så var jeg sikkert gået helt i baglås. Men det gik fint. Både hun og Alastair Reynolds var helt nede på jorden og meget lette at snakke med. Det var sådan set også, hvad jeg havde forventet ud fra det, jeg havde læst om dem i forvejen, men det er altid rart at få det bekræftet. Desuden har jeg billeder, der beviser, at jeg rent faktisk var på Arken og Louisiana med Ellen Datlow, så det ikke bare er noget, jeg har drømt.

Mine paneler med Alastair Reynolds og Ellen Datlow virkede også til at gå godt, men det må være op til andre at vurdere. Jeg fik min debut som moderator med et panel om optimistisk science fiction, hvor Reynolds deltog sammen med historiker og sf-fan Tue Sørensen og forfatteren H. H. Løyche, og heldigvis havde de ingen problemer med at snakke om emnet. Mit interview med Ellen Datlow og panelet om genfortællinger af eventyr med hende og filmeksperten Nicolas Barbano var begge velbesøgte, mens det samme desværre ikke kan siges om mit interview med fantasy-forfatteren Sven Damgaard Ørnstrup, som led under, at det var blevet placeret tidligt om søndagen.

Mit eget interview sammen med A. Silvestri var et af de allersidste programpunkter, og det betød til dels, at fremmødet var pænt, men begrænset (jeg tror, der var otte til stede), samt at min mentale kapacitet på det tidspunkt kørte på reserverne. Jeg opdagede samtidig, at det er meget lettere at være den, som stiller spørgsmålene end at være den, der skal komme med svarene. Jeg går ud fra, at det lykkedes mig at få sagt noget, der var nogenlunde sammenhængende, men det får jeg måske opklaret senere hen, for interviewet blev optaget. Ellers kan jeg tage revanche til efteråret, hvor vi begge er sat på til Dancon. Midt i det hele fik jeg også min første pris, og det lykkedes mig på en eller anden måde at få skrevet og indsendt en novelle til en konkurrence.

Hvis jeg skal opsummere læren af den seneste uge, så er det, at jeg gerne vil være med til at sikre, at Fantasticon fortsætter, selv om det er noget, der tærer på kræfterne. Jeg lærte også, at det er muligt for mig at være sammen med folk, jeg beundrer, uden at min hjerne kortslutter, men først og fremmest gav alle oplevelserne mig endnu mere lyst til at skrive, skrive og skrive – både på dansk og engelsk.

PS Fantasticon lærte mig også, hvor meget der foregår på Twitter, så nu er jeg begyndt at pippe dér.