Den lille død

Forlaget Kandors antologi Drifter – 13 mørke erotiske noveller ankom i dag med posten, og meget passende ringede postbudet to gange, før jeg nåede at åbne døren. Det er en udgivelse, som jeg længe har set frem til, men også halvvejs frygtet, for bogen indledes af min novelle La petite mort, der er mit første forsøg ud i erotisk horror.

Jeg har spøgt med, at dette er en novelle, som familie, venner og bekendte selv må gøre en aktiv indsats for at få læst, så det er med en vis bæven, at jeg lægger et uddrag af La petite mort ud her på siden.

Læs et uddrag af novellen her.

La petite mort er den mest grænseoverskridende novelle, jeg har skrevet, men det har også været en spændende udfordring som forfatter. Redaktør Nikolaj Højberg skriver i sit forord til Drifter, at han inspireret af Fifty Shades of Grey-bølgen var interesseret i at se, hvad danske forfattere kunne få ud af kombinationen erotik og gys – to følelser, som normalt arbejder imod hinanden.

Mens jeg har skrevet en del horror-noveller, er den erotiske genre nyt land for mig, så jeg vidste heller ikke, om jeg overhovedet kunne finde på noget. Først måtte jeg gøre op med mig selv, hvor mine egne grænser gik. Alt med børn var udelukket på forhånd, og jeg følte heller ikke trang til at skrive om sex med dyr. Men hvad med nekrofili?

Død og erotik har længe gået hånd i hånd indenfor horror, og Edgar Allan Poe-citatet, som jeg indleder La petite mort med, bliver ofte (fejlagtigt) hevet frem for at understrege pointen. Koblingen er også tit blevet noteret hos filminstruktører som Alfred Hitchcock og Dario Argento, når de kæler så meget for detaljerne i deres iscenesættelse af mord på unge, smukke kvinder, at de truer med at tage opmærksomheden fra resten af filmen. Alle kender brusebadsscenen fra Psycho, men hvor mange husker, hvad der ellers sker i historien?

Nu havde jeg mit udgangspunkt, men omvendt havde jeg ikke lyst til at skrive direkte om nekrofili. Løsningen viste sig at findes i en gammel idé til en science fiction-novelle, som jeg aldrig havde fået gjort mere ved. Hvad nu, havde jeg tænkt, hvis der blev opfundet et stof, der gjorde det muligt for folk at opleve, hvordan det føles at være død, og nogen fandt på at bruge det i deres sexlege? Længere nåede jeg aldrig, men nu slog det mig, historien ikke behøvede at være science fiction, men kunne udspille sig i nutiden – eller fem minutter ude i fremtiden, om man vil, fordi handlingens omdrejningspunkt er et ikke-eksisterende produkt.

Mit oprindelige problem med idéen var, at jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor nogen overhovedet ville ønske at blive bragt i en dødlignende tilstand. Det var først, da jeg kom på, at den “døde” stadig ville være i stand til at følge med i, hvad der skete omkring ham eller hende, at brikkerne begyndte at falde på plads. Historien udviklede sig derfra i nye og uventede retninger i takt med, at der kom mere kød og blod på de to hovedpersoner, og deres vennepar endte også med at spille en større rolle end tiltænkt. Det førnævnte Poe-citat var en sen tilføjelse. Jeg kendte til det i forvejen, men det var først, da jeg fik læst det i den oprindelige sammenhæng – hans essay The Philosophy of Composition – at det gik op for mig, jeg kunne bruge det som ramme for fortællingen.

Så det er baggrunden for La petite mort. Som forfatter kommer man tit til at gøre brug af sit ubevidste tankegods og hive sider af sig selv frem, man ikke kendte eksistensen af – risikoen er endnu større, når man beskæftiger sig med genrer som horror og erotik, så nu har folk en mulighed for at få et glimt af, hvad der foregår inde bag min tilforladelige facade. Jeg håber dog også, at læserne vil se La petite mort som andet end en fortælling om et ægtepar, der opdager, de er mere perverterede, end de forestillede sig. Selv synes jeg, novellen er lige så meget en tragisk historie om stor kærlighed – men det er måske bare min forstyrrede hjerne, der er på spil …