Roskilde Festival 2024: Fem højdepunkter og tre nedture
Min 27. Roskilde Festival er overstået, og det blev en våd omgang – faktisk den vådeste og mest regnfyldte siden 2007, hvor festivalen druknede i mudder. Så slemt var det heldigvis ikke i år, men det var bestemt ikke sjovt for dem, der lå i telt derude hele ugen, mens jeg havde den luksus, at jeg kunne tage hjem hver nat, fordi jeg bor i Roskilde.
Modsat 2007, hvor regnen faldt uafbrudt flere dage i træk, var der pauser mellem bygerne, så jorden kunne nå at suge det meste af vandet til sig. Derfor var der “kun” moderat mudret på festivalpladsen frem for et bundløst søle, som jeg tidligere har oplevet, men jeg var alligevel glad for mine gummistøvler og mit regntøj.
Nok om vejret, hvad med musikken? De seneste år har der bredt sig en myte om, at Roskilde Festival ikke længere er en rockfestival, men er blevet overtaget af hiphop og pop. Det er for så vidt rigtigt nok, hvis man kun ser på hovednavnene og Orange Scene, hvor Foo Fighters og PJ Harvey var ene om at repræsentere rocken i år.
Men det er langt fra ensbetydende med, at guitarrocken skulle være forsvundet fra festivalen. Den var i hvert fald stadig rigt repræsenteret på de andre scener med flere nye og, ikke mindst, unge navne. Så genren lever stadig, men den har mistet sin dominerende status, og man skal som fan gøre et lidt større arbejde for at følge med.
Her er de fem bedste koncerter, jeg så på Roskilde Festival 2024. Jeg har valgt at nævne dem i kronologisk rækkefølge, så jeg lægger ud med …
Doja Cat (Orange Scene, onsdag)
De kvindelige hiphop-navne indtog for alvor Orange Scene i år, men med blandet held. Sexyy Red og Ice Spice viste, at de var der en postgang for tidligt, og sidstnævnte satte tilmed en negativ rekord, da hun kun var på scenen i sammenlagt 35 minutter (resten af tiden blev fyldt ud af en DJ). Jeg kom selv forbi og så de sidste 25-30 minutter af koncerten på afstand, og det var først bagefter, det gik op for mig, at det havde været næsten hele hendes optræden!
Så leverede Doja Cat et langt bedre argument for hiphoppens eksistensberettigelse på festivalens største scene. Jeg vidste på forhånd ikke, hvad jeg skulle forvente, men jeg blev hurtigt grebet af hendes intense show. Først og fremmest kunne jeg godt lide, at Doja Cat virkede til at tage opgaven alvorligt og gik efter at bevise, at hun ikke er kommet sovende til sin succes. Selv Ekstra Bladets Thomas Treo lod sig imponere og gav koncerten fire stjerner.
The Beaches (Gaia, torsdag)
Tilbage til rocken og det canadiske band The Beaches, som har eksisteret siden 2013, men først for alvor har vakt opmærksomhed uden for hjemlandet med hittet “Blame Brett” fra sidste års album Blame My Ex.
Det var, på flere måder, en perfekt timet koncert. Netop som de første toner blev slået an, begyndte regnen at vælte ned, og det fortsatte den med at gøre, indtil koncerten var overstået tre kvarter senere. Men det var nu ikke kun derfor, vi blev stående inde i teltet, for det viste sig, at The Beaches var lige præcis det, jeg trængte til, den aften: Et velspillende rockband med skarpe, iørefaldende sange og et smittende humør.
Kim Gordon (Avalon, fredag)
Kunne man på forhånd have forudsagt, at en 71-årig kvinde skulle stå for en af festivalens mest støjende og tinnitus-fremkaldende koncerter? Ja, især når kvinden er det tidligere Sonic Youth-medlem Kim Gordon, som med sit seneste album The Collective viser, hun ikke er bange for at kaste sig ud i nye eksperimenter, når hun mikser støjrock med synthesizere og hiphop-beats.
Jeg må indrømme, at jeg finder albummet en smule ensformigt og enerverende i længden, men live fungerede det langt bedre. Kim Gordon var cool som altid og fik én til at håbe, man selv vil være lige så meget på toppen, når man runder de 70 år.
Sådan lød det, da hun spillede på Glastonbury ugen før Roskilde:
Charli XCX (Arena, fredag)
Da Roskilde Festival meddelte, at hovednavnet Kali Uchis havde meldt afbud og ville blive erstattet af Charli XCX, trak jeg blot på skulderen. Jeg havde set Charli XCX live et par gange før, uden at hun havde gjort det store indtryk, og hun skulle spille samtidig med Foo Fighters, så …
Min introduktion til Charli XCX fandt sted helt tilbage i 2013, da hun var opvarmning for Ellie Goulding i Store Vega og gjorde et stort nummer ud af at fortælle publikum, at hun havde været med til at skrive Icona Pop-hittet “I Love It”. Anden gang var på Zürich Open Air i 2019, hvor min dom var, at hun “fungerer bedst i små doser” (2019 var også året, hvor en koncert med Charli XCX måtte flyttes fra Store Vega til Lille Vega på grund af svigtende billetsalg).
Men så udgav Charli XCX albummet Brat, blot tre dage efter hun var blevet annonceret til Roskilde Festival, og det ændrede alt. Lige nu er det ifølge Metacritic årets bedst anmeldte album, og i mine ører er det også en af årets udgivelser. Med Brat har Charli XCX hævet sin sangskrivning til et helt nyt niveau, og det betød, at hendes koncert på Arena pludselig rykkede op i top på min must see-liste, mens Foo Fighters blev droppet.
Det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste, som havde foretaget den prioritering. Koncerten på Arena inden Charli XCX var med det amerikanske indierockband Alvvays, som var en lidt flad oplevelse i et halvfyldt telt, hvor man kunne gå direkte ind i frontpitten. Da den koncert sluttede, var der allerede en lang kø til frontpitten til Charli XCX, og de første rækker uden for pitten var også fyldt op med fans.
Hvis jeg havde haft nogen som helst tvivl om mit valg af Charli XCX frem for Foo Fighters, blev den blæst væk, da hun tidligt i koncerten bød Caroline Polachek velkommen på scenen, så de sammen kunne synge sidstnævntes “Welcome to My Island”.
Caroline Polachek spillede selv på netop Arena sidste år, hvor hun fortalte, at hun var tæt på at komme for sent til koncerten, fordi bandets oprindelige fly var blevet aflyst. Pudsigt nok havde Charli XCX i år en lignende beretning om et manglende pas, der nær havde forpurret hendes optræden.
Heldigvis nåede hun frem til Roskilde, og resten af koncerten klarede hun på egen hånd. I forhold til de andre gange, jeg har set Charli XCX, var der ikke de store ændringer. Hun er stadig helt alene på scenen, musikken er medbragt, og det er ikke altid klart, hvor meget af hendes vokal, der er live, og hvad der er playback. Forskellen er bare, at hun nu har sangene og showet til, at det er lettere at se igennem fingre med det. Publikum i det godt fyldte telt lod til at have det på samme måde, for der var tale om en rendyrket fest.
Og nå, ja, hun sluttede med af med “I Love It”. Denne gang uden forklaring.
English Teacher (Gloria, lørdag)
De bedste Roskilde-koncerter er ofte dem, man ikke havde planlagt at se på forhånd. Sådan blev det ikke i år, hvor tiden gjorde, at det var begrænset, hvad jeg nåede af koncerter, jeg ikke havde sat kryds ved i forvejen.
Alligevel var det en positiv overraskelse, at det var English Teacher, som for mit vedkommende stod for årets koncert på Roskilde. De var bestemt ikke ukendte for mig, og jeg stillede mig i kø en halv time før koncertstart, fordi jeg var overbevist om, at festivalen igen havde begået en fejl ved at placere dem på en for lille scene (mere om det senere).
Når det kom til stykket, var Gloria nok det rette valg, selv om der var næsten helt fyldt på festivalens mindste scene. English Teacher har charmeret mig med sange som “R&B”, “Nearly Daffodils” og “The World’s Biggest Paving Slab”, men de har også en eksperimenterende side, som gør, at deres debutalbum This Could Be Texas efterlader et lidt forvirret udtryk.
Derfor var jeg forberedt på, at koncerten kunne blive en ujævn affære, og det kom sådan set til at holde stik. Men i stedet for at være en svaghed blev det snarere en styrke, fordi det forhindrede koncerten i at blive for stillestående. Det hjalp også, at nogle af bandets medlemmer spillede på flere instrumenter og byttede plads på scenen a la Black Country, New Road, og det skader heller ikke, at English Teacher i forsanger Lily Fontaine har en karismatisk frontfigur.
Gloria gjorde også min skepsis til skamme, for den lukkede scene var nok den perfekte ramme til bandets mere stille sange, som måske ikke ville have haft den samme virkning på en teltscene som for eksempel Gaia. English Teacher har efterfølgende på de sociale medier udtrykt glæde og overraskelse over, at så mange kom til koncerten på Roskilde og har meddelt, at de vender tilbage til Danmark for at spille på Loppen den 31. oktober.
Tak for ingenting
Alt var dog ikke fryd og gammen på årets festival, og det skyldtes ikke kun vejret. Jeg havde også et par mindre gode koncertoplevelser, som efter min mening skyldtes fejlplaceringer. Da Roskilde Festival i sin tid offentliggjorde tidsplanen, kan jeg huske, at der var flere valg, der undrede mig. Et af dem var, at The Last Dinner Party var blevet sat på Eos.
The Last Dinner Party var et af de bands, jeg havde glædet mig allermest til at se, og ud fra anmeldelserne at dømme gav de en glimrende koncert. Sådan lød det da også, da jeg endelig kunne komme til at høre noget.
Bandet skulle spille på Eos en time efter koncerten med The Beaches på Gaia. På grund af regnen var der ret mudret foran scenen, så vi stillede os længere tilbage, hvor der var mere fast grund under fødderne. Det skulle vise sig at være en fejl, for der var mange, som gerne ville se The Last Dinner Party – også langt flere end den lille scene er skabt til.
Eos er en åben scene lige som Orange, så på den led er der plads nok foran den, men til gengæld var lyden frustrerende lav, da The Last Dinner Party gik i gang. Jeg valgte at bevæge mig frem i mængden, og først da jeg kom hen til lydbåsen, begyndte lydniveauet at blive nogenlunde acceptabelt. Men det betød stadig, at mindst halvdelen af de mange tilstedeværende knapt kunne høre noget.
Det gjorde ikke sagen bedre, at Eos nok er Roskilde Festivals dårligst fungerende scene. Den er fin nok til de mindre navne, som sjældent fylder pladsen ud til mere end førnævnte lydbås. Men den falder helt igennem, når festivalen får sat et navn på, der trækker et langt større publikum, som tilfældet var med The Last Dinner Party. Samtidig er scenen ret lav, så det er kun dem, der står på cirka de første 50 meter, som kan se noget. Det var i hvert fald stærkt begrænset, hvad jeg fik set af koncerten, men den lød som nævnt fint, da jeg kom tættere på.
Denne video fra Glastonbury viser, hvad jeg gik glip af:
I kø til klubben
Scenariet gentog sig dagen efter, da jeg ville se Romy efter at have været til Charli XCX. Det var endnu et tilfælde, hvor valget af scene vakte undren mig, for Romy var blevet tildelt Apollo.
For de uindviede adskiller Apollo sig fra festivalens øvrige scener ved at være lavet som en lukket gård, der skal skabe en natklub-agtig stemning. Det betyder, at der kun er en enkelt indgang, som alle skal ind ad. Igen passer det fint, når det ikke er for store navne, der skal optræde, men igen havde festivalen tilsyneladende undervurderet en kunstners popularitet.
Jeg nåede frem cirka en halv time før koncertstart, og da var der allerede kø foran indgangen, fordi der ikke var plads til flere indenfor. Folk blev kun lukket ind i takt med, at andre gik ud, så jeg endte med at høre det første kvarter af koncerten stående i køen. Da jeg endelig kom ind, var der fyldt, men ikke i en grad så det føltes ubehageligt.
Som nedenstående billede viser, var jeg i stand til at komme ret tæt på scenen ved at bevæge mig langs siden. Selve koncerten var igen udmærket, men ikke helt på højde med dengang jeg så Romy sammen med The xx på Orange Scene i 2017. Jeg tænker, at oplevelsen kunne have været langt bedre, hvis optakten og rammerne havde været anderledes (både Romy og The Last Dinner Party havde måske været bedre tjent på Avalon – sidstnævnte måske endda på Arena).
Det skal nævnes, at der er nødudgange, så det er muligt at lukke folk ud i siderne, hvis det skulle blive nødvendigt. Men jeg synes fortsat, at Apollo er en problematisk scene i forhold til ind- og udgang, når festivalen får sat et navn på, der rammer max. kapaciteten.
Fejlplaceret PJ Harvey
Den tredje og sidste fejlplacering, jeg vil omtale, var derimod til den anden side. Den førnævnte tidsplan afslørede nemlig også, at PJ Harvey havde fået Orange Scene lørdag aften. Allerede da jeg så det, tænkte jeg, at der var stor chance for, at det ville ende galt.
Forstå mig ret: Jeg er kæmpe fan af PJ Harvey og udråbte Let England Shake til det bedste album fra det forrige årti. Hun har også givet mig nogle af mine største koncertoplevelser på Roskilde Festival med sine optrædener i 2011 og 2016, men de fandt begge sted på Arena, der ifølge min mening passer langt bedre til hendes musik.
PJ Harveys seneste album, sidste års I Inside the Old Year Dying, egner sig bestemt ikke til Orange Scene, og det fik jeg kun bekræftet, da jeg var til koncert med hende i Falkoner Salen i efteråret. Ved den lejlighed opførte hun hele albummet som en slags teaterkoncert i første halvdel, mens anden halvdel af koncerten bestod af ældre sange.
På Roskilde havde hun heldigvis valgt at blande kortene, men hun havde taget nogle af teater-elementerne med sig, og det førte til en stramt koreograferet koncert, der blev alt for kontrolleret og tilbageholdende til en lørdag aften på Orange. Nøgternt set var det en god koncert, men den var placeret på den forkerte scene, som jeg skrev i min anmeldelse på sn.dk (kræver abonnement).
Igen står jeg med en fornemmelse af, at koncerten ville have virket langt stærkere på Arena. Det ville ikke engang have skabt problemer rent pladsmæssigt, for der var kun halvfyldt foran Orange Scene, og undervejs blev der også vældig god plads i frontpitten. Men nu har jeg så prøvet det: At være til en skuffende PJ Harvey-koncert.
Videoen her er fra hendes koncert på Glastonbury, men jeg tænker ikke, at det gør den store forskel. Det ser ud til, at hun bruger nøjagtig de samme fagter og bevægelser som på Roskilde.
I forbindelse med mit arbejde som journalist for Sjællandske Nyheder (som Dagbladet Roskilde og Roskilde Avis hører under) interviewede jeg Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén, hvor jeg spurgte ham om udfordringerne med at finde den rette scene til de mange navne. Det kom der følgende artikel ud af, som man dog skal have abonnement for at læse:
Nu bliver de stjerner med lynets hast, og det giver festivalen en udfordring
Interviewet blev i øvrigt lavet i festivalens pressecenter klokken 0.30 natten til søndag efter den sidste koncert på Orange Scene (festivalens eget forslag). Jeg kunne ikke engang sove længe, da jeg skulle tidligt op søndag, fordi jeg havde en interviewaftale med festivalens administrerende direktør Signe Lopdrup klokken 9.30 ude på festivalpladsen.