Reading Festival

Hjemme igen fra en uges ferie i England, hvor højdepunktet var Reading Festival – en festival på størrelse med Roskilde og den næststørste i England efter Glastonbury (som et kuriosum holdes Reading samtidig med Leeds Festival, der har nøjagtig samme program). Mit valg af feriemål skyldtes følgende fem grunde:

1. Muse: Idéen til at tage til Reading opstod, da jeg i foråret var inde på Muses hjemmeside og så, at de skulle optræde på festivalen som et af deres sidste spillejob på den nuværende turné. Siden viste det sig, at Muse ville fejre, at det i år er 10 år siden, at de udgav Origin of Symmetry, så de indledte Reading-koncerten med at spille hele albummet fra ende til anden. Eftersom jeg allerede havde set bandet to gange inden for de seneste to år (i Parken og på Roskilde), var det blot en ekstra bonus, at koncerten ikke lignede de øvrige. Af de seks gange, jeg nu har oplevet Muse live, vil jeg sige, at denne her helt klart hører til blandt de bedste – hvis ikke den bedste.

2. Warpaint: Muse var lokkemaden, men det var, da jeg så, at Warpaint også var på plakaten, at jeg for alvor besluttede at tage af sted. Jeg opdagede pige-kvartetten fra L.A. sidste efterår, og de er siden gået hen og blevet et af mine favoritbands. Desværre missede jeg deres koncert i København, så Reading var min første mulighed for at se dem live. De levede fuldt op til mine forventninger og gav en kuldegysende god koncert med deres uforudsigelige sange. Efterfølgende hilste jeg på bandet i musikmagasinet NMEs telt og fik deres autografer, så det gjorde blot hele oplevelsen endnu større. Fun fact: Bandets bassist, Jenny Lee Lindberg, er lillesøster til skuespilleren Shannyn Sossamon (A Knight’s Tale og 40 Days and 40 Nights), som selv var medlem af Warpaint, inden filmkarrieren tog fart.

3. Pulp: Jarvis Cocker og co. har fundet sammen igen, men ser desværre ikke ud til at lægge vejen forbi Danmark. Det er en skam, for Pulp var i topform på Reading, hvor halvdelen af underholdningen bestod af Jarvis Cockers kommentarer mellem sangene, som for det meste handlede om sex. Undervejs nåede han også at have samleje med forstærkerne, inden publikum fik lov at eksplodere til Common People –  i mine ører en af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet. Og minsandten om Jarvis Cocker ikke også dukkede op under den efterfølgende koncert med The Strokes, hvor han gæsteoptrådte på en coverversion af The Cars-sangen Just What I Needed.

4. Hjemmebanefordelen: Et er at se et britisk band i Danmark, noget andet er at opleve dem i hjemlige omgivelser. Et band som Muse er efterhånden blevet store herhjemme, men i England er de giga-populære. Noget af det største ved at være på Reading var at høre publikum synge med på sangene – ikke mindst fordi de kunne hele teksten og ikke kun omkvædene. Første gang, jeg blev mindet om, hvorfor jeg var taget af sted, var under fredagens koncert med White Lies, som var så meget bedre, end da jeg så dem i KB Hallen tidligere i år. Et andet eksempel var Elbow, som spillede på Main Stage søndag aften før Muse. Prøv at lytte til fællessangen i dette klip:

5. London: Så vidt jeg kan regne ud, var det 10 år siden, at jeg sidst havde været i London. Derfor indledte jeg min ferie med et par dage i storbyen, inden jeg tog ud til mudderet og musikken på Reading. Udover at belaste min i forvejen overfyldte reol med indkøb i Forbidden Planet og HMV fik jeg besøgt både Tate Britain og Tate Modern, som begge har den udprægede fordel, at der er gratis adgang. Jeg fik også set British Library’s udstilling om science fiction, Out of this World. Endelig prøvede jeg forgæves at få billet til Richard III på Old Vic, hvor Kevin Spacey i titelrollen genforenes med American Beauty-instruktøren Sam Mendes. I stedet måtte jeg tage til takke med Legally Blonde – The Musical, som var ganske underholdende og fulgte filmen ret godt.

Klik her for at se mine billeder fra Reading Festival.

Nogle minusser? Vejret kunne selvfølgelig godt have været bedre, og det var trættende at gå rundt i gummistøvler under hele festivalen, fordi jeg havde været ude for nøjagtig det samme på Roskilde i år. Og så gik jeg endnu en gang glip af en koncert med Crystal Castles. Det var dem, jeg var på vej til at se i efteråret, da min bil brød sammen på motorvejen, og da de spillede på Northside i Aarhus tidligere på sommeren, faldt det sammen med en skrivedag i Fantastiks skrivegruppe. På Reading lå deres koncert uheldigvis samtidig med Pulps, og jeg vurderede, at det måske ville være sidste gang, jeg fik lejlighed til at opleve Jarvis Cocker og co. sammen. I stedet må jeg nøjes med dette klip fra BBC, hvor Crystal Castles i øvrigt spiller det nummer, jeg bruger som ringetone.