Liv efter liv

En af mine bedste læseoplevelser sidste år var Kate Atkinsons roman Life After Life, mens en af de film, jeg følte mig allermest underholdt af, var Doug Limans science fiction-actionbrag Edge of Tomorrow med Tom Cruise og Emily Blunt. Umiddelbart kunne de to værker næsten ikke være mere forskellige, men de har også visse fællestræk. For eksempel har de begge en hovedperson, som dør igen og igen blot for at vende tilbage – lige som i computerspil – og det fik mig til at anmelde dem sammen i Himmelskibet nr. 41 under overskriften Game Over – Continue? Yes/No.

Normalt bringes alle anmeldelser fra Himmelskibet på Himmelskibets anmelderblog, men det skete ikke i dette tilfælde – sikkert fordi anmeldelsen var så lang, at den blev bragt udenfor magasinets anmeldersektion og i stedet tæller som en artikel. Men for de nysgerrige kan dobbeltanmeldelsen nu læses her på siden ved at klikke på nedenstående link:

Læs min anmeldelse af Life After Life og Edge of Tomorrow her

Siden jeg skrev artiklen, har Kate Atkinson lavet en slags fortsættelse til Life After Life i form af romanen A God in Ruins (Tom Cruise har også nævnt muligheden for en toer til Edge of Tomorrow, men det er vist stadig meget ukonkret). Persongalleriet er stort set det samme i de to romaner og kredser omkring familien Todd, men hovedpersonen er denne gang ikke Ursula – kvinden med det uendelige antal liv – men i stedet hendes lillebror, Teddy, som også havde en fremtrædende rolle i Life After Life. Fokus ligger fortsat på 2. verdenskrig, men frem for London under The Blitz handler det nu om Teddys oplevelser som kaptajn på de fly, der fløj bombetogter over Europa.

I erkendelse af at det ville være en halsløs gerning at kopiere Life After Lifes struktur med en hovedperson, der gennemlever adskillige liv, har Kate Atkinson i stedet valgt at fokusere på et enkelt liv i A God in Ruins, dvs. Teddys. Men frem for at beskrive det i kronologisk orden zapper hun frem og tilbage mellem forskellige episoder i hans liv og synsvinkler (enkelte kapitler ses også gennem øjnene på Teddys hustru, datter og børnebørn). I det hele taget optræder Kate Atkinson som en ekstrem udgave af den alvidende og bagkloge forfatter, der ikke holder sig tilbage med tidligt at “afsløre,” hvordan det siden går diverse personer, så fortid, nutid og fremtid ofte kolliderer i et og samme afsnit.

Jeg blev ikke nær så grebet af A God in Ruins som af Life After Life, men teknisk set er den noget af et mesterstykke med sin komplicerede struktur, der har karakter af et mareridtsagtigt puslespil. Set med forfatterøjne kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan Kate Atkinson har besluttet sig for, hvor de enkelte dele skulle placeres i forhold til hinanden, og hvor meget hun har flyttet rundt på dem undervejs for at få det hele til at passe sammen. Og så indeholder A God in Ruins det, der foreløbig er min yndlingspassage fra en roman i år, og som nærmest opsummerer hele bogens handling:

“He had been reconciled to death during the war and then suddenly the war was over and there was a next day and a next day and a next day. Part of him never adjusted to having a future.”