Kvindernes år i Rockklubben

Janelle Monaés Dirty Computer vandt med et enkelt point foran Kacey Musgraves Golden Hour, da Rockklubben lørdag var forsamlet i Vejle til kåringen af Årets Plade – en titel, der engang havde en gammeldags klang, men nu virker moderne igen, efter at vinylen har vundet indpas til fordel for CD’en. Symptomatisk for tiden foregik afspilningen af de indstillede albums dog på streamingtjenester via Bluetooth …

Læs mere om Rockklubben og Årets Plade her

På tredjepladsen fulgte en tidligere vinder, Courtney Barnett, med Tell Me How You Really Feel, og i det hele taget blev det kvindernes år i Rockklubben, idet kvindelige sangere eller bands med kvinder (Beach House) i front tegnede sig for otte af de 10 øverstplacerede albums.

I den danske afdeling løb Peter Sommer med sejren med Elskede at drømme, drømmer om at elske foran Vokseværk med Katinka.

Se resultatet af hele kåringen her: Årets album 2018

Andre facts om kåringen af Årets Plade

• Med 31 indstillede albums i den udenlandske afdeling blev der sat ny rekord. Den tidligere indehaver var 2012, hvor der var indstillet 28 albums. Alligevel var kåringen færdig ved 22-tiden. Der har været kåringer, der er sluttet væsentligt senere.
• Kvindelige vindere er ikke noget særsyn i Rockklubben i de senere år. Siden 2013 har et album af en kvindelig kunstner eller et band med en kvindelig forsanger (Beach House igen) vundet kåringen fire gange. De seneste mandlige vindere er David Bowie med Blackstar i 2016 og Nick Cave & the Bad Seeds med Push the Sky Away i 2013.
• Før 2013 havde der til gengæld kun været fire kvindelige vindere, siden kåringen begyndte i 1994, og PJ Harvey havde stået for to af de albums (Stories From The City, Stories From The Sea fra 2000 og Let England Shake fra 2011). De to andre var fra bands med kvindelige forsangere, Yeah Yeah Yeahs i 2009 og, suk, Echobelly i 1994.
• Kønsfordelingen i årets udenlandske kåring var 50/50, og der var et par kunstnere, som lader det stå åbent, hvordan de identificerer sig.
• Selv om afgørelsen var tæt i år, overgik den dog ikke kåringen i 2014, hvor Sharon Van Etten og St. Vincent sluttede a point. Sharon Van Etten vandt kun, fordi hendes Are We There havde fået flere topplaceringer i afstemningen end St. Vincent.
• Den tætteste kåring fandt sted i 2016, hvor kun ni point adskilte nr. 1 og 10 (Bowie 120 point, Lucinda Williams 111 point).
• Arctic Monkeys havde et album med for fjerde gang, og fjerdepladsen til Tranquility Base Hotel & Casino var Sheffield-bandets hidtil bedste placering (AM blev nr. 5 i 2013).
• Femte gang blev lykkens gang for Peter Sommer, som i 2008 var ét point fra at vinde Årets Danske Album med Til kragerne, til rotterne, til hundene, men dengang blev slået af Spleen United med Neanderthal. Fire af nomineringerne har været for soloalbums, mens den femte var med De Eneste To.
• For andet år i træk måtte Katinka tage til takke med andenpladsen. Sidste år blev bandet overgået af Søren Huss.
• Rockklubben lod hånt om, at Idles havde udgivet årets bedst anmeldte album på verdensplan. Joy As An Act of Resistance endte på en sølle 22. plads. Ligeledes fik Iceage ikke meget ud af, at Beyondless var et af de få danske albums, der var med i flere udenlandske mediers kåringer. De blev kun nr. 6 hos Rockklubben.
• Nr. 5 i den danske afdeling, Lydmor alias Jenny Rossander, er i familie med den ene af Rockklubbens to forvrag, Mogens Gregers Madsen. Hun er hans kusines datter.

Personligt kan jeg ikke klage over resultatet, eftersom Janelle Monáe og Kacey Musgraves også var de to øverste i min egen bedømmelse af musikåret, omend i omvendt rækkefølge. Derudover havde jeg også Courtney Barnett, Neko Case og Mitski i top 10.

Året der gik 2018: Mit musikår blev en “Forbrændingen”

Som afslutningen får I årets udenlandske vinder og hele den næsten 50 minutter lange film, hun har lavet til sit album: