It was 20 years ago …

Lyst til at se, hvordan jeg skrev for 20 år siden? For nylig slog det mig, at det i år er to årtier siden, jeg tog hul på mit voksenliv. 1993 var året, hvor jeg flyttede hjemmefra og begyndte på Journalisthøjskolen i Aarhus. Men det var også året, hvor jeg skrev min første rigtige novelle, It’s My Party, og jeg har besluttet at markere “jubilæet” ved at vise den her på siden – endda i to versioner.

It’s My Party blev til, fordi jeg skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen og derfor anskaffede mig en elektrisk skrivemaskine. Det kan være svært for de fleste under 30 år at fatte dette, men i 1993 var man stadig nødt til at have en skrivemaskine for at komme ind på Journalisthøjskolen. Godt nok var der på prøvedagen et enkelt lokale til dem, som var så fremme i skoene, at de havde en bærbar computer, men de kunne tælles i et to-cifret antal. Alle andre (+1600 personer) medbragte et hakkebræt, og jeg var ingen undtagelse.

Jeg havde haft maskinskrivning i skolen, så jeg var ikke uvant med at anvende et sådant apparat, men jeg tænkte, at jeg alligevel hellere måtte øve mig. Spørgsmålet var bare, hvad jeg skulle skrive? Jeg kunne have valgt at skrive af efter avisen, men af en eller anden grund gik jeg i gang med It’s My Party. Når jeg betegner den som min første rigtige novelle, skal det forstås sådan, at det var den første gang, hvor jeg satte mig ned og skrev en historie, uden at der var tale om en bunden opgave, så som en fristil eller en skriveøvelse.

It’s My Party er i høj grad et barn af sin tid. Året før havde jeg læst American Psycho af Bret Easton Ellis, og den roman rykkede ved grænserne for, hvor udpenslet man kunne tillade sig at beskrive vold. Samtidig havde Quentin Tarantinos spillefilmsdebut Reservoir Dogs gjort et stærkt indtryk på mig, ikke mindst måden hvorpå han lod barske voldsscener blive akkompagneret af glade popsange. Mit 20-årige jeg syntes, den slags var cool, så selvfølgelig skulle jeg også prøve at lave sådan noget. I dag bilder jeg mig selv ind, at jeg er blevet noget klogere og godt kan se, at både Ellis og Tarantino havde nogle andre pointer, og at det ikke kun var vold for voldens skyld. Jeg kan dog konstatere, at jeg siden har genbrugt tricket med sangene i den noget mindre blodige Langt ude i skoven.

Som nævnt findes der to udgaver af It’s My Party. Den første blev skrevet på skrivemaskinen i foråret 1993, mens jeg ikke præcist kan huske, hvornår den anden version blev til. Den er formentlig lavet i slutningen af 1993 eller i 1994 på den Mac, jeg havde købt i mellemtiden (den første og hidtil eneste Mac, jeg har ejet). Den væsentligste forskel er, at det, udover It’s My Party, er to forskellige sange, der anvendes. I den oprindelige novelle brugte jeg No Limit af 2 Unlimited, mens det i den reviderede udgave er Whitney Houstons cover af Dolly Partons I Will Always Love You. Min foretrukne version er, ikke overraskende, den sidstnævnte, som sprogligt flyder bedre. Den oprindelige er mere rå og bærer præg af den manglende redigeringsfase, men indeholder omvendt nogle detaljer, jeg savner i den nyere udgave.

For at kunne bringe It’s My Party her på siden var jeg simpelthen nødt til at taste begge versioner ind, da jeg kun havde dem på papir. Det kunne i den fase selvfølgelig have været fristende at “forbedre” teksten, men jeg har valgt kun at rette deciderede stave- og slåfejl. Resten er, som jeg skrev det for 20 år siden, netop for at kunne vise en tidlig udgave af mit forfatter-jeg. Men prøv for sjovs skyld at læse begge versioner og se, om du kan genkende noget i sproget eller stilen. Det kan også være, du kommer frem til, at det nok var fornuftigt, at jeg ventede til 2007 med at få noget udgivet.

Læs It’s My Party (No Limit-versionen) her (1400 ord)

Læs It’s My Party (Whitney-versionen) her (2170 ord)

God fornøjelse, og husk at jeg var ung og ikke vidste bedre …