Fire minder fra Roskilde Festival ’14

Min 20. Roskilde Festival er overstået, og her er, hvad jeg vil huske den for – udover det gode vejr, støvet, gode venners selskab, Cofocos kartoffelpizza, Roskilde Håndbolds fish ‘n’ chips, den evige kø foran Kiin Kiin’s Street Kitchen (hvis retter var ventetiden værd) og den helt særlige Roskilde-stemning:

1. Uheldig på Avalon

Roskilde Festival havde i år fået en ny scene, Avalon, som sådan set fungerede fint. Problemet var bare, at jeg var uheldig med samtlige koncerter, jeg så på den.

Først var der Warpaint, som var den koncert, jeg havde set mest frem til. Desværre tog det fire-fem sange at få nogenlunde styr på lyden, hvilket betød, at bandets fine og komplekse lydbillede mudrede til og lød usammenhængende. Resten af koncerten gik bedre, og Warpaint er stadig et charmerende bekendtskab på en scene, men det blev aldrig helt så godt, som jeg havde håbet. Det gør mig så endnu gladere for, at jeg har billet til Vega i efteråret, hvor de skal spille under mere kontrollerede former, end en festival tillader.

Lyden drillede også under koncerten med Slowdive, hvor det i store dele var nærmest umuligt at høre, hvad der blev sunget. Nu har vokalerne aldrig spillet en særlig fremtrædende rolle i det gendannede shoegazer-bands musik, men det er alligevel en vigtig ingrediens, og så interessante er Slowdive heller ikke i den instrumentale udgave. Ellers var det et rent nostalgi-trip med et band, jeg sidst så live for 21 år siden.

Der var intet bøvl med lyden til Kavinsky, men her var der i stedet andre tekniske vanskeligheder, der forsinkede koncerten i 20 minutter. Da den så endelig kom i gang, kunne man konstatere, at de opstillede videoskærme, som formentlig var årsagen til forsinkelsen, hverken gjorde det store fra eller til. Først under afslutningsnummeret Nightcall (kendt som åbningssangen fra Drive) var der lavet en computergrafik, der for alvor fungerede.

Endelig måtte jeg opgive at se koncerten med Future Islands, fordi teltet var så proppet, at det blev umuligt at koncentrere sig om musikken. Men selv om Avalon efterlod mig med et blandet indtryk, tror jeg, den har en lys fremtid foran sig, når blot lydfolkene lærer den ordentlig at kende.

2. Missede koncerter

Der er så mange koncerter på Roskilde Festival, at man ikke kan undgå at glip af nogen, man virkelig gerne ville have set. I år virkede det til, at jeg med usvigelige sikkerhed missede de bedst anmeldte koncerter på festivalen. Således fik jeg hverken set Major Lazer, Jason Isbell & The 400 Unit, Spids Nøgenhat, Atomic Bomb! eller førnævnte Future Islands, fordi jeg befandt mig andre steder på festivalpladsen.

Jeg var til Damon Albarn, men fik kun set den sidste halvdel, fordi jeg prioriterede at få noget at spise og drikke højere efter at have lavet lørdagsavisen færdig. The Rolling Stones, Stevie Wonder, Jack White og Mø gik jeg ikke glip af, og især de to sidstnævnte leverede varen, men det i sig selv var en oplevelse at se Mick Jagger og co. på Orange Scene, selv om koncerten først for alvor rykkede i anden halvdel.

Til gengæld var jeg til den nok dårligst anmeldte koncert på hele festivalen, nemlig Icona Pop på Arena lørdag aften.

Læs Berlingskes anmeldelse her og Gaffas anmeldelse her

Helt så slem synes jeg nu ikke, den var (Politiken gav den i øvrigt 5 hjerter). Det var den forventede fest med syng-med-numre som All Night, Girlfriend og I Love It, men derudover var det ren overflade, og det havde været rart, hvis den svenske duo havde udnyttet live-situationen noget mere, så det ikke bare lød som om, man havde skruet højt op for anlægget derhjemme. I hvert fald synes jeg, de missede nogle oplagte muligheder til at inddrage publikum endnu mere, end tilfældet var.

3. Svenske kvinder

Udover Icona Pop nåede jeg at være til koncert med tre andre navne med svenske kvinder i front. I optaktsdagene så jeg Say Lou Lou, som stadig virker en smule ufærdige live, men har vist, at de kan skrue en popsang sammen. Lørdagen startede jeg i selskab med Jenny Wilson, som gav en fremragende koncert på Roskilde i 2009, men ikke nåede helt de samme højder i denne omgang. Bedst af dem alle var dog Lykke Li, som bare er helt sin egen og formår at få overført sin distinkte lyd, så den også fungerer live. Anmelderne er meget delte og har givet koncerten både 2, 3 og 5 stjerner, men jeg hører helt klart til blandt de begejstrede.

4. Støj gør godt

Jeg havde egentlig håbet at kunne skrive om Slowdive i denne afdeling, men sådan kom det ikke til at gå. I stedet overbeviste nogle andre støjende veteraner Mogwai med en koncentreret optræden på Arena fredag aften, mens der også er plusser til EMA for hendes koncert søndag eftermiddag. Hun indledte showet som cool og mut rockchick, men halvvejs inde i forløbet smed hun solbrillerne og endte med at smile og grine bredt, selv om jeg sjældent har set et så pauvert fremmøde til en koncert på Pavilion. Omvendt gav det mulighed for, at man kunne komme helt tæt på scenen, og efterfølgende kom hun endda ud og snakkede lidt med publikum.

Som afslutning vil jeg komme ind på den første koncert, jeg så på Roskilde i år (optaktdagene undtaget), nemlig den med det koreanske post-rockband Jambinai. Det blev en endnu mere tung og støjende affære end forventet, og det var kun i det første og sidste nummer, at den mere mediative side af bandet kom frem. Resten af tiden tonsede de løs med deres blanding af traditionelle koreanske instrumenter og heavy metal-lyd, alt i mens samtlige fem musikere blev siddende på deres stole på scenen. Hvilket blot viser, at det er muligt at headbange og sidde ned samtidig. En af den slags unikke koncertoplevelser, man kun får på Roskilde Festival, så jeg er klar til 2015-udgaven.