Manden på første række (uddrag)
Af Lars Ahn
Filmen var lige gået i gang, da manden på første række i biografsalen begyndte at tale. Han forklarede kvinden ved sin side, hvad det var for en film, vi skulle til at se. Han fortalte også, hvem instruktøren var, og hvilke andre film denne havde lavet, hvem der var på rollelisten, og hvad de ellers havde medvirket i. Selv klipperen blev nævnt.
Jeg var lige flyttet hertil og kendte ingen, og da jeg først skulle begynde på mit nye arbejde ugen efter, havde jeg god tid til at udforske byens kulturtilbud. Så jeg endte med at gå i biografen alene.
Salen havde cirka 70 pladser, men vi var kun 15-20 til stede, kunne jeg konstatere, da jeg ville se, om der var andre, som følte sig generet af snakkehovedet i front. Jeg sad midt i salen, og stort set alle andre befandt sig på rækkerne tættere på ham, så jeg tænkte, at hvis der var nogen, som skulle sige noget, burde det være dem.
Jeg har en bekendt, som er holdt op med at gå i biografen, fordi han synes, nutidens publikum er blevet for uroligt og larmende. Selv mener jeg, det er i orden at rasle med sin slikpose og komme til at hoste, og jeg kan nødt acceptere, at nogen ikke slukker deres telefon, så længe de har den på lydløs. Men jeg tolerer ikke folk, der taler under filmen, og manden på første række overskred i mine øjne alle grænser for acceptabel opførsel. Jeg antog, han ville stoppe af sig selv, når filmen for alvor kom i gang efter forteksterne, men han blev bare ved. Da det havde stået på i et par minutter, havde jeg fået nok.
”Hey! Filmen er i gang,” hviskede jeg højlydt.
Manden talte videre, som om han intet havde hørt. Jeg hævede stemmen.
”Gider du snart holde kæft? I sidder ikke hjemme i sofaen.”
Nogen tyssede på mig. Jeg så mig omkring for at få opklaret, hvem det var, men uden held.
”Ufatteligt,” mumlede jeg og forlod salen for at finde en medarbejder. Den eneste, jeg kunne få øje på, var en ung fyr i sliksalget. Jeg fremførte min klage, men han trak bare på skulderen.
”Det er Eigil,” sagde han, som om det forklarede alt.
Mine forsøg på at få ham til at gøre noget prellede af (”Kan du ikke bare vælge et andet sæde?”), og han ville heller ikke refundere billetten (”Filmen er startet”), så jeg gik tilbage for at hente min jakke. Manden ævlede stadig løs, og det bekræftede mig blot i, at jeg gjorde ret i at udvandre. Men lige som jeg skulle til at gå, tog min nysgerrighed over. Jeg var nødt til at se, hvad det var for en idiot, der havde ødelagt min biograftur, og gik ned til den forreste række. Jeg skulle lige til at sige farvel til ham med en sarkastisk bemærkning, men den døde på mine læber.
Læs resten af novellen i Indenfor (Forlaget Brændpunkt, 2021)