Game Over

Af Lars Ahn Pedersen

Pludselig en dag begyndte Magnus’ computer at tale til ham.
Han var i fuld gang med at lade sin troldmand gøre det af med en flok dæmoner, da han hørte en stemme sige: “Så gå dog ud!”

Magnus kiggede sig forvirret omkring. Han var alene på sit værelse, og det havde heller ikke lydt som hans forældre. Han var også sikker på, at spillet ikke var udstyret med dansk tale.

Dæmonerne udnyttede hans tøven til at få sat et par feje angreb ind, så inden længe var Magnus travlt optaget af at kæmpe sig ud af den knibe, han havde bragt sig selv i. Netop som det var ved at lykkes, lød stemmen igen.

“Lad dog være med at tilbringe hele dagen foran skærmen. Vejret er dejligt. Gå ud og få noget frisk luft.”

Magnus måbede. Denne gang havde stemmen talt så længe, at han var sikker på, at den kom fra computeren.

“Hv-hvem er du?” sagde han.

“Er det ikke ret åbenlyst?” lød svaret.

Stemmen virkede irriteret. Den var overhovedet ikke som de talende computere, Magnus havde set på film. De talte altid i samme tonefald og uden følelser, og ofte var det ikke til at høre, om det var en mand eller en kvinde. Denne her lød som en blanding mellem hans mor og hans dansklærer, når de var allermest sure.

“Lad mig være i fred,” sagde han og prøvede at spille videre. I stedet frøs skærmbilledet.
“Du burde virkelig bruge din tid på noget bedre end bare at spille,” formanede stemmen.

“Hvem er du? Min mor?” sagde Magnus og følte sig en smule dum over at svare en død genstand igen, men han var selv ved at blive irriteret. Det var typisk hans held, at når der endelig skete noget interessant, så fik han blot mere skældud.

“Nej, en ven, som blot prøver at hjælpe.”

“Hvis du virkelig er min ven, så lad være med at afbryde mit spil.”

“Ingen grund til at være uhøflig, unge mand.”

Magnus knyttede næverne. Hvis der var noget, han ikke kunne fordrage, så var det at blive kaldt for “unge mand.”

“Undskyld, men det rager ikke dig, hvad jeg laver i min fritid. Burde du ikke være glad for at blive brugt? Hvorfor har du så travlt med at få mig udenfor?” sagde han.

“Du er ikke glad,” svarede computeren.

“Nej, selvfølgelig er jeg ikke glad. Min computer gør ikke, som jeg siger.”

“Du er ikke en glad dreng. Du spiller for at glemme, at du er ensom.”

Magnus besluttede, at han havde hørt nok.

“Pis med dig,” sagde han og slukkede for computeren.

Han skumlede i et par minutter, før han tændte for den igen. Der skete intet. Skærmen forblev sort.

“Nej!” Han trykkede febrilsk på alle taster, men computeren havde åbenbart besluttet sig for at strejke.

“Forbandede lort!” Han følte trang til at give maskinen et ordentligt dask. Det plejede at være hans fars løsning på tekniske problemer, men det havde sjældent den store virkning, og Magnus tvivlede på, at vold ville gøre situationen bedre.

“Magnus, hvad laver du?” lød hans mors stemme ude fra køkkenet.

Han skar en grimasse. “Lektier.”

“Vi spiser om fem minutter,” råbte hun.

“Okay, mor,” sukkede han og stirrede på den døde skærm.

Det forekom ham, at der kom en svag lyd fra kabinettet. Han lagde sit øre helt ind til det. Jo, han havde ikke hørt galt. Der var en lyd. Det lød nærmest som en kluklatter.

#

De næste uger var et mareridt for Magnus. Computeren lod sig gerne tænde, så han kunne få lavet sine lektier og surfe på nettet, men hver gang han forsøgte at starte et spil, begyndte den at komme med forslag til andre aktiviteter så som at gå til fodbold eller spejder. Alene tanken gjorde ham træt.

Magnus overvejede, om han skulle sige noget til sine forældre, men kom frem til, at det var bedst at lade være. De syntes i forvejen, at han tilbragte for megen tid foran computeren, og hvis han fortalte dem, at den var begyndt at tale til ham, ville de virkelig tro, at det var rablet for ham. Han havde hørt dem diskutere, om de skulle indføre regler for, hvor længe han måtte bruge computeren hver dag, og han ønskede ikke at puste til ilden. Det var heller ikke en mulighed at bede om en ny pc, for hans far var lige blevet sagt op, og han vidste, at der ikke var råd til det helt store fremover. De ville måske ikke engang komme ud at rejse i år.

Hvis Magnus havde haft en nær ven, kunne han måske have talt med ham om det. Men der var ikke rigtig nogen, hvor han følte sig 100 procent sikker på, at de ikke ville løbe skrigende væk eller udråbe ham som tosse overfor resten af klassen.

Det var ikke fordi, Magnus klarede sig dårligt i skolen eller følte sig udenfor. Han kom fint ud af det med de andre drenge, og det var ham, de gik til, hvis de sad fast i et spil, men det var også det. Pigerne var det lidt anderledes med. Han følte sig tryg nok, når han kunne hjælpe dem med et computerproblem, men ellers anede han ikke, hvad han skulle tale med dem om. Hidtil havde det ikke generet ham, men efter at han var begyndt i 7. klasse, havde han på fornemmelsen, at han var ved at gå glip af noget. Det var som om, at alle andre var drejet af, uden at han havde opdaget det og havde efterladt ham alene på en kedelig sidevej.

Det smertede ham at erkende, at computeren havde ret på det område. Han havde ikke rigtig nogen venner, men så længe han spillede, var det ikke noget, han tænkte over. Nu optog det nærmest alle hans tanker, og han hadede det.

#

Til sidst besluttede Magnus sig for at skille sin computer ad. Han havde været alle indstillingerne igennem og havde renset harddisken, uden at det fik stemmen til at forsvinde. Den insisterede om muligt blot endnu mere på, at han fik nogle nye interesser.

Han kom frem til, at hvis fejlen ikke lå i softwaren, så måtte det være hardwaren, den var gal med. Den tredje mulighed – at det var ren indbildning – turde han ikke tænke på. Magnus gik derfor i gang med at undersøge, hvordan en computer egentlig fungerer og var snart i færd med at læse den ene tykke bog efter den anden om computerteknologi. Tidligere ville han sikkert have fundet den slags dræbende kedeligt, men nu slugte han det med en iver, som fik hans forældre til at kradse sig i håret.

“Det er da bedre, end han spiller,” sagde de til hinanden.

Magnus begyndte også at tilbringe mere og mere tid på det lokale bibliotek i sin jagt efter oplysninger, som kunne forklare hans computers talegave. Til sidst havde han været hele faglitteratur-afdelingen igennem uden at finde svaret. I sin desperation vendte han blikket mod skønlitteraturen.

Og således gik det til, at Magnus en dag stod foran en reol udstyret med et skilt med ordene “Science fiction / Fantasy.” Han stirrede hjælpeløst på de mange titler og anede ikke, hvor han skulle begynde.

“Leder du efter noget?” lød en stemme bag ham.

Han vendte sig om og regnede med at se en bibliotekar. I stedet stod der en pige på hans egen alder, som han mente at kunne genkende fra en af parallelklasserne.

“Øh, ja, jo …” sagde han og kunne have sparket sig selv. “Jeg er ude efter noget science fiction.”

Pigen smilede til ham. “Hvilken slags? Space opera? Hård SF? Cyberpunk? Nærfremtid? Dystopier?”

Han stirrede på hende. Halvdelen af det, hun sagde, gav ikke mening, men han kunne ikke undgå at bemærke, at hun bar på en stor stak bøger, og at de alle så temmelig science fiction-agtige ud. Så han tog en dyb indånding og sagde:

“Kender du nogle bøger med talende computere?”

#

“Hvad læser du?” spurgte computeren.

“En bog,” sagde Magnus.

“Hvilken?”

Han vendte bogens forside mod webkameraet.

2001 af Arthur C. Clarke. Interessant valg. Hvordan fandt du frem til den?”

“Jeg fik den anbefalet,” sagde han.

“Af hvem?”

“En pige, jeg mødte på biblioteket.”

“Aha. Er hun sød?”

Magnus trak på skuldrene. “Hun er okay.”

“Blot ‘okay’?”

“Hun er lidt nørdet, men ellers cool nok. Hun kan også godt lide computerspil,” sagde han og forsøgte at få det til at lyde så henkastet som muligt.

“Javel ja,” sagde computeren. “Og?”

Magnus rømmede sig. “Det viser sig, at hun ikke kan komme videre i Mass Effect 3, så jeg har tilbudt at hjælpe hende.”

“Hvor galant. Skal det være hos hende eller hos dig?”

“Jeg sagde, at min computer drillede for tiden, så vi aftalte, at jeg kom hjem til hende,” sagde Magnus. “Hvorfor?”

“Du har selv spillet, så der er intet i vejen for, at I kan gøre det her.”

“Virkelig?” sagde Magnus overrasket. “Jeg troede ikke…”

Computeren lo. “Du må godt komme hjem nu.”

Creative Commons License
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

En kommentar til “Game Over
  1. Henning Andersen siger:

    Den var sgu god! Et øjeblik var jeg nervøs for at det ville blive en moraliserende fortælling – men den skuffelse gik ikke i opfyldelse! OG: – den der lille detalje med at Magnus viser bogen til computeren – der ikke hedder HAL9000 – det er jo nærmest et “påskeæg” til voksne læsere. Helt igennem en positiv oplevelse.

Skriv et svar