Døden i kloakken (uddrag)
Af Lars Ahn
”Det er bare en vandrehistorie,” havde han sagt inden han var gået ned i kloakken, og alligevel havde han taget geværet med, men mest fordi politiinspektøren havde insisteret på det.
Nu stod han dernede og prøvede at se så langt som lyset fra pandelampen rakte, inden det blev opslugt af mørket. Han havde en fornemmelse af at han kunne se mindre og mindre for hvert skridt han tog. Som om mørket åd af lyskeglen og langsomt, men sikkert sugede kraft ud af pandelampen.
Han skulle lige til at løfte foden igen da han så det. En bevægelse i udkanten af lyskeglen. Han stivnede. Var det synsbedrag, eller var der noget levende længere inde i mørket? Han bad sig selv om at slappe af og tage en dyb indånding. Det kunne selvfølgelig bare være en rotte. Men hvad nu hvis det ikke var? Hvad nu hvis det var … det andet?
Han hævede geværet og gik fremad.
***
”Hvordan smager krokodillekød så?” spurgte youtuberen og vendte sit kamera mod Stefan.
Han sukkede indvendigt og fortrød endnu en gang han havde sagt ja til dette cirkus. Men han havde brug for omtalen, og den unge fyr foran ham havde over 100.000 følgere, så han var nødt til at spille med. Især fordi det var hans datter der havde arrangeret det.
”Det skulle smage som en mellemting mellem kylling og fisk,” sagde han.
Youtuberen så overrasket ud. ”Vil det sige du ikke selv har prøvet det?”
”Nej, hvorfor?”
”Du har jo en krokodillefarm?”
”Zoo,” sagde Stefan. ”Jeg har en krokodillezoo. Det er noget ganske andet.”
”Men vil du ikke kunne tjene ekstra på at sælge kødet? Det skulle være ret populært.”
Stefan smilede. Han håbede ikke det så alt for anstrengt ud. ”Jeg går heller ikke ud fra at hundeejere spiser hundekød, eller at hesteejere får hestekød til aftensmad hver dag, hvis du forstår hvad jeg mener?”
”Øh … nej, nej, selvfølgelig. Jeg mente bare … undskyld, kan vi tage det om igen?”
Han skulle lige til at sige noget han sikkert ville komme til at fortryde, da han blev reddet af sin telefon.
”Jeg bliver nødt til at tage den. Vigtigt opkald,” sagde han, selvom han ikke genkendte nummeret. Det var nok bare en sælger. Kunderne ville ikke ringe til ham privat.
”Det er Stefan.”
”Taler jeg med ejeren af Krokodille Land?” sagde stemmen i den anden ende.
”Ja, det er mig.”
”Politiinspektør Niels Sommer. Vi står med et problem hvor vi har brug for din ekspertise.”
”Hvad drejer det sig om?” Stefan havde prøvet at blive kontaktet af politiet én gang før, og dengang havde det handlet om en undsluppen slange der var ganske uskadelig.
”Det ved vi ikke helt,” sagde politiinspektøren. ”Men tag dit gevær med. Det kraftigste.”
***
”Du tager pis på mig,” sagde Stefan efter han havde fået Niels Sommer til at uddybe hvad det var han skulle hjælpe politiet med.
”Normalt ville jeg være enig. Men beviserne gør at vi ikke kan afvise der kan være noget om snakken.”
Stefan rystede på hovedet. ”Ok, jeg kan være der om en halv time. Jeg skal lige have pakket bilen med mine fælder.”
”Og dit gevær.”
”Og mit gevær.”
”Så stor en kaliber som muligt.”
”Jeg har kun det ene.”
Han lagde på og så youtuberen stå med åben mund og med kameraet rettet mod ham.
”Wow, det var nice!”
Stefan troede ikke sine ører. ”Optog du min samtale?”
Youtuberen nikkede ivrigt. ”Du skal på krokodillejagt!”
”Det er for tidligt …”
”I en kloak!”
”Hør nu …”
”Må jeg ikke nok komme med?”
Stefans første indskydelse var at sige nej, men noget fik ham til at holde igen. Måske var det tanken om hans datter og hendes bebrejdende blik hvis han forspildte denne mulighed, eller også var det erindringen om hans ekskones utallige bebrejdelser, eller hans revisor og dennes bedemandsrøst da de gennemgik det seneste regnskab.
”Fint, men kun hvis du gør som du får besked på, og lader være med at gå i vejen. Forstået?” hørte Stefan sig selv sige til sin store bestyrtelse.
Youtuberen lignede én der lige havde opdaget at der ville være to juleaftener i år.
”Du ved godt det ikke kan lade sig gøre,” sagde Stefan da de sad i bilen på vej hen til mødestedet.
”Hvad?” sagde youtuberen.
”Krokodillen i kloakken. Det er bare en vandrehistorie.”
”Men jeg har da set videoer …”
”Ja, men det har været af krokodiller og alligatorer fra naturen som har forvildet sig ind i et afløb. Det jeg taler om … undskyld, jeg har glemt dit navn.”
”Suppedaskeren.”
”Dit rigtige navn!”
”Emil.”
”Tak. Det jeg taler om, Emil, er historien om babykrokodillen der bliver skyllet ud i toilettet og siden vokser sig kæmpestor i kloakken. Det er aldrig sket i virkeligheden og kommer heller aldrig til at ske, så hvis det er det du håber at se, så bered dig på at blive skuffet.”
”Ok, men hvorfor kan det ikke lade sig gøre?”
”Fordi en krokodille ikke kan overleve i en kloak. For eksempel har den brug for steder hvor den kan sole sig for at regulere kropstemperaturen, og kloakker er ikke just kendt for deres sollys. Desuden er der en række andre forhold der også skal være på plads, og derfor er deres habitat ret følsomme over for menneskelig påvirkning. Så jeg beklager, men det er kun i dårlige gysere den slags sker.”
”Ok.” Emil så ikke helt så nedtrykt ud som Stefan havde forventet.
”Jeg kan stadig nå at sætte dig af hvis …”
”Nej, det er cool nok. Jeg kan sagtens få det til at se godt ud når jeg klipper det sammen.”
***
”Et hvad for noget?” sagde Stefan.
”Et fedtbjerg,” sagde manden fra forsyningsselskabet. Han havde kun præsenteret sig som Werner, og Stefan var usikker på om det var hans fornavn eller efternavn.
Noget havde blokeret kloakken, og mistanken gik på at det var et fedtbjerg.
”Det er resultatet af at folk hælder fedt og olie i afløbet, og det blander sig med alt det andet vi heller ikke burde skylle ud. Vådservietter, kondomer, vatpinde, tamponer … læg selv mere til. Når det størkner, bliver det hårdt som beton og er et helvede at fjerne,” sagde Werner.
Ifølge Werner blev der i 2017 fundet et fedtbjerg under Whitechapel i London der vejede over 130 ton og var 250 meter langt. Det blev overgået i februar 2019 af et fedtbjerg i Liverpool der var lige så langt som det i Whitechapel, men vejede 400 ton. Det havde taget flere måneder at fjerne fordi arbejdet måtte foregå med hakker og skovle.
”Indtil i dag ville jeg have forsvoret at den slags kunne ske herhjemme, og hvis det endelig skulle være, ville det være i en storby. Ikke herude,” sagde Werner.
Forsyningsselskabet havde sendt to mand ned for at undersøge det potentielle fedtbjerg. Kun én var kommet ud.
”Han var i choktilstand da vi nåede frem, så det er begrænset hvad vi har kunnet få ud af ham,” sagde politiinspektøren.
”Så hvorfor ringede du til mig?” sagde Stefan.
”På grund af det her.” Niels Sommer tog en telefon frem hvor glasset var smadret. ”Han var ude af stand til at tale, men strittede imod da ambulancefolkene ville tage ham med. Det var som om han ville være sikker på vi havde forstået hvad det var han ville vise.”
Revnerne i glasset gjorde det i første omgang svært for Stefan at se hvad billedet på skærmen viste. Det var taget med blitz, og forgrunden bestod af hvad der måtte være fotografens ene knæ. Men jo mere han stirrede på det, jo mere begyndte han at forstå hvorfor det lige præcis var ham de havde henvendt sig til. For i baggrunden på billedet kunne der anes noget i mørket. Motivet var uskarpt og rystet, men han var ikke i tvivl. Det var noget med skinnende øjne. Noget med skarpe tænder. Noget med skæl.
Læs resten af novellen i Pulp Horror Fiction (Enter Darkness, 2021)