Den sidste af sin art
Af Lars Ahn
Dyrlægen ser på mig med trist mine.
“Hvor alvorligt er det?” spørger jeg.
“Mit bud er, at han har under 12 timer tilbage. Jeg anbefaler aflivning. Alt andet vil blot være at trække pinen ud.”
“Og du er sikker?” siger jeg, selv om jeg godt ved, han har ret. Han har blot bekræftet den ubehagelige mistanke, jeg har haft, siden Chiron begyndte at blive sløj for mindre end et døgn siden.
Dyrlægen nikker. “Alle symptomerne er dér. Kolik, synkebesvær, savlen, manglende appetit. Græssyge er en forfærdelig sygdom. 85 procent af alle smittede dør, og vi kender stadig ikke Ã¥rsagen.” Han ryster pÃ¥ hovedet. “Jeg har set det hos heste, æsler, ponyer, og da jeg blev tilkaldt til jeres enhjørning, tænkte jeg, det ville være det mærkeligste, jeg nogensinde ville komme til at opleve. Men det her …”
“Jeg ved det,” siger jeg. “Det her slÃ¥r alt.”
Selv om han opfører sig professionelt og selvfølgelig også tager sig godt betalt under bordet, fornemmer jeg en vis tøven hos dyrlægen over for det, han har sagt ja til. Det kan jeg dårligt bebrejde ham, for min egen reaktion var ikke meget anderledes, første gang jeg så Chiron og hans artsfæller. En vederstyggelighed, var min umiddelbare tanke, må jeg med skam melde. Men jeg var også fascineret, og i sidste ende vandt fascinationen over afskyen.
Det var ikke kun det at se væsener fra mytologiens verden i levende live, der bjergtog mig, men lige så meget den blanding af elegance og vildskab, de udstrålede. De var imposante i deres fremtoning, 5-600 kilo rå muskelkraft på fire ben, og med deres skulpturelle overkroppe og markante ansigtstræk lignede de noget, som var skabt af græske guder og ikke af videnskabsfolk i et laboratorium.
Hvorfor jeg blev sat til at passe på dem, fandt jeg aldrig ud af, men noget i min baggrund som hesteavler og ridetræner fik åbenbart nogen til at mene, at jeg var den bedst egnede til opgaven, og med en truende karantæne fra ridesporten hængende over mit hoved for ulovlige træningsmetoder var jeg let at overtale.
Det kan lyde mærkeligt fra en stor heste-elsker som jeg, men den tid var nok den lykkeligste i mit liv. Jeg kom til at holde af dem alle, men Chiron var min favorit. Han var anderledes end de øvrige, som levede op til deres ry ved at være vilde og krigeriske. Chiron var mere blid af natur, og i starten frygtede jeg, det ville gøre ham til et nemt offer, men fysisk var han ikke de andre underlegen, og hvad han ikke havde i vildskab, havde han til gengæld i klogskab og forudseenhed.
Folk spørger mig ofte, om væsener som Chiron er intelligente? Er de mere menneske end dyr eller omvendt? Har de en bevidsthed?
Jeg plejer at svare, at de er noget ganske særligt, men hvis jeg skal være ærlig, må jeg blive dem svar skyldig. Chiron kan ikke tale, og jeg har aldrig hørt noget fra hans mund, der bare minder om ord. Jeg har set ham smile og le, men det virker mere til at være instinkter end egentlige tegn på følelser. Når det kommer til stykket, er han muligvis ikke mere intelligent end en dygtig cirkushest eller en chimpanse, uanset hvor meget han ligner os.
Alligevel er jeg ikke i tvivl, da dyrlægen spørger, hvilken form for aflivning jeg foretrækker.
“En sprøjte,” siger jeg, vel vidende at den beslutning ikke vil gøre mig populær hos ledelsen. Jeg kan ikke forhindre obduktionen, men i det mindste fÃ¥r kimærerne og grifferne ikke glæde af resterne, ligesom de gjorde med enhjørningerne. PÃ¥ den led adskiller vi os ikke fra de andre zoologiske haver.
Jeg vidste udmærket, at Chiron og hans venners eksistens var kontroversiel, så det burde ikke være kommet som en overraskelse for mig, da loven blev ændret, men det gjorde det alligevel. Fra den ene dag til den anden blev alle kunstigt skabte væsener gjort ulovlige og skulle aflives.
Jeg var sÃ¥ smÃ¥t ved at forberede mig pÃ¥ at skulle tage afsked med Chiron, da jeg fik en overraskende henvendelse. En gruppe modstandere af den nye lov ønskede at lave deres egen private zoologiske have for de kunstigt skabte væsener – det var selvsagt dybt ulovligt, men de havde de økonomiske midler til at være ligeglade. Eneste minus: De havde kun plads til ét eksemplar. Om jeg var interesseret? Jeg behøvede blot at se pÃ¥ Chiron for at finde svaret.
Så jeg flygtede med ham og overlod resten af flokken til deres tragiske skæbne, blot for at sande at det hele var forgæves. Jeg har hørt forskere udtale, at væsener som Chiron umuligt kan eksistere i virkeligheden, men burde være forblevet en myte. En menneskekrop har simpelthen hverken hjerte-, hjerne- og lungekapacitet nok til at blive parret med en dyrekrop, der vejer så meget mere og kræver en så stor mængde energi at holde i gang.
Det er sikkert noget, som de har forsøgt at kompensere for i laboratorierne, men i så fald er det gået ud over immunforsvaret, for jeg kan konstatere, at vi har en skræmmende høj dødelighed i vores zoologiske have. Allerede efter den første måned havde jeg været med til at tage afsked med to enhjørninger, en minotauros og en havfrue, og jeg fornemmer, at vores sponsorer er ved at få kolde fødder.
Nu stÃ¥r Chiron for tur, og jeg finder det ironisk, at det er en hestesygdom, der bliver hans død og udsletter hans art – nærmest som om Gud har valgt at give modstanderne ret og spotte den del af menneskeheden, som troede, den selv kunne lege skaber.
Dyrlægen er ved at gøre sprøjten klar. Chiron ligger allerede ned efter at have fået noget beroligende, og som jeg sidder dér ved hans side og klapper ham uden at vide, om det dybest set er for at trøste ham eller mig, fanger jeg noget i hans blik, og for første gang føler jeg, det ikke kun er mig, som ser på ham, men at han også prøver at fortælle mig noget.
Måske er det bare ønsketænkning fra min side, men til sidst kan jeg ikke længere afvise det: Chiron ved, han skal dø, og han er bange.
Jeg undertrykker en hulken og tørrer mine øjne, inden jeg går hen til dyrlægen. Jeg prikker ham på skulderen.
“Jeg gør det,” siger jeg.
Han ser forundret på mig, men lader mig tage sprøjten uden protester. Måske er han i virkeligheden lettet over, at det ikke bliver ham, der tager livet af det sidste eksemplar af en race, som ifølge et flertal af befolkningen aldrig skulle have været skabt.
Jeg går tilbage til Chiron og tømmer den kraftige dosis sovemedicin ind i hans halspulsåre. Virkningen er der med det samme. Jeg kan se, hvordan livet hastigt forsvinder ud af hans øjne, og mens jeg venter på, at hans stadigt svagere og svagere vejrtrækning skal stoppe, siger jeg farvel på den eneste måde, jeg kan komme på for at ære, hvem han var.
Jeg holder ham i hånden.