E. Høj (uddrag)

Af Lars Ahn

Det slår aldrig fejl. Hver gang de hiver et lig op fra havnen, har hun ham i røret.

”Var det dig?” vil han vide, og hun svarer nej, selv om hun ved, han ikke tror hende.

Hun har lyst til at bede ham om at ringe til lygtemanden eller åmanden i stedet, men de er for længst forsvundet, modsat hende. For hvem ved hvilken gang minder han hende om deres aftale (”Kun dem vi har givet lov til”) og lægger på, inden hun kan nå at svare. Hun hader, når han gør det, men hans forgængere var værre. Det irriterer hende, at de har så lidt styr på, hvad hun kan, og hvad hun ikke kan. Er de virkelig være så dumme, eller er de bare dovne og gider ikke læse på lektien? Indtil for nylig har hun troet, det var tilfældet, men så slog det hende, at der kunne være en anden forklaring.

Det skyldes ikke uvidenhed. Det er bare almindelig ligegyldighed.

Måske er det derfor, hun ender med at tage katten til sig. Hun ser den første gang, da hun er nede i gården med sine affaldsposer, og den farer ud mellem containerne, hvor den har gemt sig. Det giver et sæt i hende, og hun ler af sig selv, fordi hun kan ikke huske, hvornår hun sidst er blevet overrasket af noget.

Et par dage senere finder hun den siddende under en busk, hvor den ser bange og forpjusket ud. Den er mere en stor killing end en fuldvoksen kat, men den er allerede ude af hendes tanker igen, da hun er nået op til sin lejlighed.

Tredje gang er efter opkaldet om liget i havnen, som går hende mere på, end hun vil være ved. Lejligheden føles som et fængsel, og hun trænger til at komme ud, ud, ud og væk fra det hele. Hun går rundt i gaderne på må og få, indtil hun når vandet. Hendes spejlbillede stirrer op fra kanalens grøngrumsede overflade. Skal hun træde ud over kanten? Mon hun overhovedet er i stand til at drukne? Hun er fristet til at lade sig synke til bunds bare for at få det opklaret. Gad vide hvem han i så fald vil ringe til?

Men hun gør det ikke. Det gør hun aldrig. I stedet vender hun om og går hjem, og da hun står foran porten til gården og skal til at låse sig ind, får hun øje på katten igen.

”Har de lukket dig ude?” siger hun og forbløffes over lyden af sin stemme. Det har altid undret hende, hvorfor mennesker ændrer tonefald, når de taler til dyr, men nu tager hun sig i at gøre det samme.

Katten mjaver, som om den svarer på hendes spørgsmål.

”Nå, der er heller ingen, der vil have dig.” Hun bøjer sig ned for at røre den og forventer, den vil stikke af, men den bliver bare stående og lader sig ae. Den er nærmest kun skind og ben, og noget i hende gør, at hun ikke kan få sig selv til at efterlade den på gaden.

Hun bor på femte sal, og ejendommen er så gammel, at der ikke er elevator, så hun må traske op ad trapperne med katten i sin favn. På intet tidspunkt forsøger den at vriste sig fri, og hun tænker, den er for afkræftet til at gøre modstand. Det er først senere, det går op for hende, at der kunne være andre årsager.

***

En halv karton mælk og en dåse tør torskerogn, der er blevet glemt bagest i et køkkenskab, er alt, hun har at tilbyde, men det lader katten at være mere end tilfreds med.

Mens hun ser den glubsk fortære sit måltid, modtager hun en besked på sin telefon. Det er billedet af hendes næste mål sammen med en adresse og et tidspunkt. Da hun begyndte, tog de enten hende med hen til stedet og udpegede ham, eller også viste de hende en portrættegning og fortalte, hvor han opholdt sig. Først senere gik de over til fotografier, der blev afleveret i brune kuverter, så hun til sidst kom til at afsky farven. Derfor kom det nærmest som en lettelse, da hun fik overrakt sin første smartphone, selv om det tog lang tid, før hun blev overbevist om, at glasset ikke var magisk.

Det er altid kun et billede, de sender, aldrig et navn. En gang imellem dukker de efterfølgende op i medierne, mens de fleste forbliver anonyme. Hun stiller ikke spørgsmål, for hun lærte tidligt, at det var nytteløst.

”Hvem er han?”

”En fjende af staten.”

”Hvad har han gjort?”

”Det er alt, du behøver at vide.”

”Men…”

”Vi kan sagtens annullere aftalen. Er det det, du ønsker?”

”Nej. Undskyld jeg spurgte.”

***

I al den tid, hun har boet i lejligheden, har der stået E. HØJ på døren. Hendes nuværende fornavn er Elvira, men hun har også heddet Ella, Ellen, Eleonora, Elisabeth og Ellinor. Før hun flyttede til byen, havde hun intet navn, for det var kun mennesker, som gik op i at have en individuel identitet.

Derfor gør det ikke den store forskel, når hun hvert tredje eller fjerde årti får et nyt navn. Nyt pas? Hun rejser aldrig ud af landet. Nyt sundhedskort? Hun har aldrig været syg eller haft brug for at gå til lægen. Personnummer? NemID? e-Boks? Alle regninger og al kommunikation med det offentlige bliver varetaget af andre. Hun ved ikke engang, om hun betaler skat.

Faktisk er det forbløffende, hvor let det er at blive boende i den samme lejlighed år efter år efter år, uden at nogen bemærker, at beboeren er den samme. Det er selvfølgelig en fordel at være i stand til at ændre sit udseende fra ung til gammel og tilbage igen, så ingen undrer sig over, at man tilsyneladende ikke ældes. Ellers er tricket at undgå sine naboer og have så lidt kontakt med de andre beboere i ejendommen som muligt og helst slet ingen overhovedet. Det har fungeret fremragende.

Læs resten af novellen i Noget er på vej (Krabat, 2021)