Derfor har jeg skrevet under

Jeg er medunderskriver på et åbent brev sammen med mine forfatterkolleger Karsten Brandt-Knudsen, Carina Evytt, Majbrit Høyrup, Richard Ipsen, Kenneth Krabat, Patrick Leis, Jesper Rugård, A. Silvestri, Thomas Strømsholt, Tenna Vagner, Rasmus Wichmann og Gudrun Østergaard.

Og hvorfor har jeg så gjort det?

Da jeg i 2007 kom i gang med at skrive fiktion igen efter flere års pause, havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle blive udgivet, eller om der overhovedet var interesse for mine historier. Det blev ikke lettere af, at jeg skriver i de fantastiske genrer, som historisk set ikke har haft den store udbredelse i Danmark.

Mit held var, at jeg ramte ind i en bølge, hvor en række nye, små forlag så dagens lys og begyndte at indkalde til novellekonkurrencer og antologier inden for netop science fiction, fantasy og horror. Jeg sendte mine noveller ind, og til min store glæde blev de antaget. Jeg vil til evig tid være redaktørerne af disse udgivelser taknemmelig, for hvis jeg havde modtaget et afslag, er jeg ikke sikker på, jeg var blevet ved. Jeg ville måske have skrevet videre, men jeg ville næppe have haft modet til at vise det til andre.

Men midt i glæden var der dog noget, som undrede mig. Mine noveller blev stort set bragt, som de var. Der fandt ingen form for redaktion eller korrekturlæsning sted, og hvis der gjorde, var det ikke noget, jeg blev gjort bekendt med. Der blev heller ikke udbetalt honorar, og belønningen bestod som regel af et par frieksemplarer af antologien samt muligheden for at købe yderligere eksemplarer med forfatterrabat.

Det er ingen guldgrube at udgive antologier og novellesamlinger i Danmark, og slet ikke når der er tale om de fantastiske genrer, så jeg havde det OK med, at jeg ikke tjente på mine noveller, for det gjorde forlagene heller ikke. De fleste af forlagene var typisk enmandsforetagender, som blev drevet af ildsjæle, og i takt med at de antog flere og flere af mine noveller, lærte jeg personerne bag at kende og kom på venskabelig fod med dem. Det har sikkert været en medvirkende årsag til, at jeg undlod at stille krav.

I lang tid var det tilfredsstillende nok at se mine ord på tryk og føje endnu en bog til samlingen på reolen. Forlagene sørgede for, at de fantastiske genrer var repræsenteret på det danske bogmarked, og det gav mig mulighed for fortsat at blive udgivet, så jeg tænkte, at det var til fordel for alle.

Så hvad har ændret sig?

I 2010 så jeg min første forlagsaftale, da jeg fik antaget Langt ude i skoven i Tellerups antologi Velkommen til dybet. Det var også første gang, jeg oplevede at få honorar for en af mine noveller – 2000 kroner, der gik til at betale en bilregning. Jeg kan faktisk ikke huske, om der blev læst korrektur og foretaget redaktion på novellen, men det går jeg ud fra, når det var et professionelt forlag, der stod bag. I så fald var det en ny oplevelse for mig.

Min næste milepæl var i 2014, da jeg endelig havde optjent point nok til at få udbetalt bibliotekspenge. I mit tilfælde tog det syv år, en novellesamling og cirka 15 antologier at nå til det punkt, og jeg nævner det kun, fordi nogle forlag bruger bibliotekspengene som argument for ikke at betale for bidrag til antologier. Som nystartet forfatter kan det virke som et ubestigeligt bjerg, hvis man kun skriver noveller til antologier, hvor man skal dele pointene sammen de andre bidragsydere.

Efter 14 år som forfatter med en roman, to novellesamlinger og deltagelse i over 30 antologier på mit cv kan jeg konstatere, at frieksemplarer og æren fortsat er den typiske “betaling”. Det er også stadig undtagelsen snarere end reglen, at en redaktør går ind og redigerer i novellen. Når jeg sjældent har været ude for det, kan det selvfølgelig skyldes, at mine historier er så perfekte, at der ikke er noget at rette eller forbedre, men jeg tillader mig at tvivle på, at det er tilfældet. Heldigvis er korrekturlæsning ved at være standard i dag, selv om kvaliteten er svingende, og der stadig slipper forstyrrende fejl med i udgivelserne.

Men hvorfor skal det være sådan? Hvorfor skal det komme som en behagelig overraskelse, når en redaktør rent faktisk forholder sig til det, jeg har skrevet, og stiller spørgsmål til handlingen og har forslag til forbedringer? Hvorfor skal det ses som en uventet bonus, når der følger penge med for det arbejde, jeg trods alt har udført ved at skrive en novelle? Burde det egentlig ikke være en selvfølge?

De gode oplevelser

For nogle forfattere lyder det sikkert som sød musik at få bragt deres historier uden nogen form for redaktionel indblanding og uden at blive udsat for emsige korrekturlæsere, der misforstår deres rolle og tror, de er redaktøren. Jeg har det lige omvendt. Jeg nyder at komme igennem den redaktionelle vridemaskine, fordi jeg føler, at jeg lærer noget nyt hver gang. Derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke har været ude for det noget mere i mit forfatterliv.

Selv nu kommer det bag på mig, at jeg skulle helt frem til 2018, før jeg for alvor oplevede, hvor stor forskel en dygtig redaktør kan gøre. Birgitta Gärtner fra Mofibo/Storytel spurgte, om jeg ville skrive en novelle til et halloweenprojekt, og udover at honoraret var et af de største, jeg har modtaget som forfatter, var redigeringsprocessen den mest grundige, jeg til dato har været ude for. Hun stillede de rigtige spørgsmål, påpegede de svage punkter, kom med forslag til forbedringer og gik ned i de sproglige detaljer (Storytel gør sig især i lydbøger, så det var vigtigt, at novellen var let at læse højt). Det betød, at jeg nåede at skrive novellen igennem flere gange, så den endelige udgave af Bag murene var markant anderledes end mit første udkast. Den var også langt bedre, men jeg har en ærgerlig fornemmelse af, at den første udgave nok var blevet accepteret af andre redaktører.

Et andet eksempel er Pigen, der ikke spiste kimchi fra antologien Mørkets gerninger. Forlaget Petunia tilbød godt nok hverken honorar eller kontrakt, men redaktøren Tenna Vagner havde en masse brugbare input, som var med til at forbedre novellen, så det var et fornøjeligt samarbejde. Endelig vil jeg fremhæve Jalyn Powell og Jean Asselin fra James Gunn’s Ad Astra, som sidste sommer bragte min engelsksprogede novelle Mermaid Remixed. Selv om det er et lille onlinemagasin, der kun tilbyder $50 i honorar (lidt over 300 kr.), så det var en meget positiv oplevelse, og jeg følte virkelig, at jeg var i gode hænder gennem hele forløbet.

Så det er hovedårsagen til, at jeg har skrevet under på brevet. For hvorfor kan det ikke være sådan hver gang?

Konsekvensen

Jeg er med på, at min udmelding ikke vil blive positivt modtaget alle steder. Føler jeg mig pludselig for “fin” til at være med i antologier og novellekonkurrencer, der ikke tilbyder honorar og/eller grundig redaktion? Skyder vi ikke gråspurve med kanoner, når vi går efter de små forlag, som ikke har samme ressourcer og økonomi som de store? Saver jeg ikke den gren over, jeg sidder på, ved at begrænse antallet af de forlag, jeg vil sende mine noveller ind til? Er det ikke en gratis omgang for mig, når jeg som semi-etableret forfatter har mit på det tørre og i øvrigt heller ikke forsøger at leve af mit forfatterskab?

Jeg kan ikke svare på de andre medunderskriveres vegne, men fælles for flere af os er, at vi begyndte som forfattere i samme periode og har kunnet følge hinandens karrierer (eller mangel på samme). Det er ikke tilfældigt, at vi har fundet sammen om at formulere vores tanker nu, for det har vist sig, at det er noget, vi hver især har gået og rumsteret med de seneste år. Vi har alle set, hvor godt resultatet kan blive, når en god redaktør kommer ind over, og vi ved også, at en dygtig korrekturlæser kan fange alle de fejl, som forfatteren og redaktøren har overset.

Så i mit stille sind har det ærgret mig, når jeg har modtaget endnu en antologi, der er OK, men ikke er blevet korrekturlæst godt nok og tydeligvis kunne have været endnu bedre, hvis der var blevet luget ud i indholdet (og jeg er med på, at det måske havde betydet, at min novelle ikke var kommet med). I længden højner det ikke lysten og motivationen til at blive ved med at sende noveller ind til de forlag.

Som tidligere nævnt bliver ingen rige af at udgive antologier og novellesamlinger, og ofte giver de underskud for forlagene. Derfor vil der i flere tilfælde ikke være et overskud at dele ud af, eller også vil beløbet være så lille, at det nærmer sig symbolsk betaling. Men bare det at tilbyde en form for honorar har en signalværdi, uanset om der er tale om et engangsbeløb eller en andel af overskuddet. Det understreger en seriøsitet ved projektet, på samme måde som en kontrakt gør det klart for alle parter, hvad det er, der bliver aftalt.

Set fra læsernes side kan man også spørge, hvad glæde de har af at læse noveller, der ikke er blevet ordentlig redigeret og korrekturlæst? Risikerer man ikke at skræmme læserne væk og bekræfte dem i den udbredte antagelse, at den engelsksprogede genrelitteratur er bedre end den danske?

Personligt vægter jeg den redaktionelle del højere end den økonomiske, men jeg prøver som nævnt heller ikke at leve af mit forfatterskab. Det er der andre, som gør, og der er grænser for, hvor langt det rækker med “vi kan ikke betale dig, men du får gratis eksponering ved at være med”.

Fremadrettet vil jeg derfor kun indsende til novellekonkurrencer og medvirke i antologier, der opfylder de ovennævnte betingelser. Flere mindre forlag gør det til min glæde allerede, mens andre stadig halter efter. Lige nu har jeg to noveller, der er blevet antaget til antologier, som endnu ikke er udkommet, og de aftaler vil jeg selvfølgelig overholde, selv om der i det ene tilfælde ikke udbetales honorar.

Det er muligt, at dette betyder, jeg kommer til at skrive færre noveller, men så kan det være, at jeg endelig kan få færdiggjort den roman, jeg nu har fablet om de sidste to år.

Hvis nogen vil være medunderskriver på brevet, kan de sende en mail til dantologideltager@gmail.com