Bag om Kongens nytårstale

Kongens nytårstale var mit første forsøg ud i tidsrejse-genren, og hvis jeg skal være helt ærligt, så var jeg lidt i tvivl om, den skulle med i Månebase Rødhætte. Ikke fordi jeg er utilfreds med novellen, men fordi jeg har svært ved at vurdere, om jeg har overdrevet satiren.

Kongens nytårstale blev skrevet til en af Knud Larns novellekonkurrencer, hvor temaet var “Danskerne og tidsmaskinen”. Vinder blev Malan Jacobsen med Ulvetid, mens mit bidrag blev udvalgt til offentliggørelse i fanzinet Science Fiction nr. 17. Det er værd at notere sig, at to af de andre offentliggjorte noveller fra konkurrencen sidenhen også er dukket op i udgivelser fra Science Fiction Cirklen. A. Silvestris Vi, der skummer fløden er med i hans samling Faderens sønner, mens Manfred Christiansen har taget Nøjsomhed med i Galaktiske forestillinger.

Jeg skrev Kongens nytårstale i slutningen af 2008, og den er tydeligvis præget af den opmærksomhed, som Afhøring af offer nr. 5 skabte med sin specielle stil. Det gav mig mod på flere fortællemæssige eksperimenter, så jeg tænkte, at når jeg kunne slippe af sted med at skrive en novelle som en afhøringsrapport, så kunne jeg vel også forsøge mig med at lave én som en nytårstale. Jeg løb dog hurtigt ind i problemer. Ved at læse dronningens gamle nytårstaler fandt jeg ud af, at de typisk er på 1500 ord, men for at deltage i konkurrencen skulle novellen være på mindst 3000 ord. Det løste jeg ved at lade kongen overskride sine beføjelser og så ellers fylde op med masser af fodnoter.

Og det er formentlig hovedårsagen til mit lidt valne forhold til Kongens nytårstale. Idéelt set burde den have været kortere, og jeg frygter, at jeg har trukket joken for langt ud i forhold til, hvad den kan bære. I bund og grund er novellen én lang vits om en verden, hvor en dansker har opfundet en tidsmaskine, hvilket kongen nævner i sin nytårstale. Men det er først, da han kommer ind på andre af årets begivenheder, at det går op for os, hvor meget opfinderen har ændret ved fortiden. Så hvorfor så ikke gøre det samme og forkorte novellen til denne samling? Det hænger sammen med, at jeg tidligt traf en beslutning om, at novellerne i Månebase Rødhætte skulle bringes i deres oprindelige udgaver. Jeg rettede selvfølgelig åbenlyse fejl, men ellers holdt jeg mig fra at lave om på historierne og faldt heller ikke for fristelsen til at “forbedre” dem i bedste George Lucas-stil. Man finder altid et eller andet, der kan gøres bedre ved en tekst, men hvis man ikke giver slip på den på et tidspunkt, kan man blive ved med at rette i den.

Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at der gik halvandet år mellem, at jeg skrev novellen, til den endelig udkom på tryk, og at jeg syntes, at jeg havde rykket mig som forfatter i den mellemliggende periode. Når jeg alligevel endte med at tage Kongens nytårstale med i min samling, skyldes det, at den fungerer som et fint afbræk mellem de noget mere dystre Afhøring af offer nr. 5 og Mordene på Katrina og den lange titelnovelle. Desuden morede det mig at opfinde en alternativ danmarkshistorie, der bedst kan beskrives som en patriots våde drøm.

Læs et uddrag af Kongens nytårstale her.