Hævnen er sursød

Park Chan-wooks hævntrilogi kan nu endelig få på dansk dvd, hvis man ellers kan finde den.

Af Lars Ahn Pedersen
Det tog sin tid, men nu er det endelig muligt at få hele den koreanske filminstruktør Park Chan-wooks hævntrilogi på dansk dvd. Filmene kan dog sagtens ses uafhængigt af hinanden, da der kun er tale om en trilogi i tematisk forstand.
Første del, Sympathy For Mr. Vengeance (2002), udkom allerede herhjemme i 2004. Siden måtte vi vente en rum tid på det nok mest berømmede indslag, den Cannes-præmierede Oldboy (2003), som til gengæld er den eneste af de tre, der har fået dansk biografpremiere.
Det skete i maj sidste år, efterfulgt af en flot dvd-udgivelse i efteråret. Den sidste brik faldt på plads i januar i år, da Lady Vengeance (2005) fik dansk dvd-premiere.
Og hvorfor er det nu noget at blive begejstret over? Jo, for Park Chan-wooks hævntrilogi hører samlet set til blandt det ypperste, som koreansk film har præsteret. Hvis man synes, at Kim Ki-duk (The Isle og Forår, sommer, efterår, vinter… og forår) er for bizar, og hvis man er blevet træt af den uendelige mængde af gysere, som den koreanske filmindustri pumper ud hvert år, så er det denne trio, som kan give én håbet og lysten tilbage til fortsat at udforske vort fødelands filmskat.
Dertil kommer det sympatiske faktum, at hele herligheden kan anskaffes for under 150 kroner, hvis man kigger godt efter i dvd-forhandlernes tilbudsrækker.

En brutal startSymp.jpg
Historien om Park Chan-wooks hævntrilogi er historien om en trilogi, som egentlig ikke var planlagt til at være det, og som begyndte med et gedigent flop.
Inden sit gennembrud med filmen Joint Security Area (JSA) i 2000 var Park Chan-wook mere kendt som filmkritiker end for sine instruktør-evner. Det ændrede sig med JSA, som for en stund var den mest sete koreanske biograffilm nogensinde og derfor gav ham frie hænder til at vælge sit næste projekt.
Valget faldt på Sympathy For Mr. Vengeance – en kulsort og brutal fortælling om hvordan de bedste hensigter kan føre til andres ulykke. En ung, døvstum mand forsøger at redde sin syge søster, og i desperation beslutter han sig for at skaffe penge til en operation ved at kidnappe en forretningsmands datter. Herfra er det, at det går galt for filmens hovedpersoner. Rigtig, rigtig galt endda. Snart træder hævnens mekanismer i kraft, og når folk tager hævn i Sympathy For Mr. Vengeance, gør de det ikke halvhjertet. Hvorfor nøjes med et klap på kinden, når en lægtehammer kan gøre jobbet lige så godt, synes at være tankegangen.
Det budskab stod i grel kontrast til JSA’s rørende og håbefulde beretning om venskabet mellem en gruppe syd- og nordkoreanske soldater, og publikum holdt sig da også langt væk fra biograferne. Det er en skam, for Sympathy For Mr. Vengeance er tæt på at være et helstøbt værk med en interessant billedside, stærke skuespils-præstationer og et par rystende voldsscener, som man ikke lige får fjernet fra nethinden. Netop volden vil være et minus for nogle, men omvendt er det en af grundene til, at Sympathy For Mr. Vengeance virker så stærkt, som den gør.
Faktum er, at der intet forherligende er ved filmens vold. Tværtimod er dens rå og blodige karakter med til at understrege pointen om hævnens nyttesløse væsen.

MesterværketOld_3.jpg
Trods den kommercielle fiasko med Sympathy For Mr. Vengeance havde Park Chan-wook ikke fået nok af hævn-temaet. Tværtimod virkede han endnu mere opsat på at få lavet en film, der kunne få både kunstnerisk og økonomisk succes. Det må man sige, at han opnåede med Oldboy, der ikke alene fik juryens Grand Prix på Cannes-festivalen (den næststørste pris efter De gyldne Palmer) i 2004, men også blev en af de mest sete film i Korea det år.
Oldboy er historien om en ganske almindelig familiefar, der efter en våd aften pludselig finder sig selv spærret inde i en celle uden at vide hvorfor. 15 år senere bliver han lukket ud igen – stadig uden forklaring. Optændt af hævn går han nu i gang med at finde ud af, hvem hans nemesis er, og hvorfor han har gjort sig fortjent til denne skæbne.
Plottet er i sig selv ikke synderlig originalt og kunne være taget fra tusinder af b-film. Men som Quentin Tarantino så ofte har demonstreret: Det er ikke, hvad man fortæller, det er det vigtige. Det er, hvordan man gør det, der tæller. I den forstand er Oldboy ikke kun en fremragende koreansk film. Det er en fremragende film – punktum. Det er filmkunst i verdensklasse, og Park Chan-wook demonstrerer endnu engang sin suveræne beherskelse af mediet, når han lader skuespil, billedside, lyd, musik og klipning gå op i en højere enhed.Old_1.jpg
I forhold til Sympathy For Mr. Vengeance er volden tonet ned, omend Oldboy stadig indeholder adskillige øjeblikke, der ikke er for sarte sjæle. Blandt mange mindeværdige stunder er sekvensen, hvor hovedpersonen bevæbnet med en hammer kæmper sig gennem en hær af gangstere – alt sammen filmet i én lang optagelse – og så er der selvfølgelig scenen, hvor han spiser en levende blæksprutte… Velbekommen.

Kvindeligt modspilLady.jpg
Oven på Oldboy var forventningerne selvsagt høje til tredje og sidste indslag, Lady Vengeance. Park Chan-wook indfrier dem til fulde – og så alligevel ikke. Lady Vengeance er klart den svageste film af de tre, men taget for sig selv er der stadig tale om en effektfuld og stilsikker oplevelse.
Som titlen antyder, har den modsat de to andre film en kvindelig hovedperson, og det har blandt andet den betydning, at det er en mindre voldelig beretning end sine forgængere, selv om der bestemt ikke spares på det kunstige blod.
Efter at have siddet i fængsel i 13 år for en forbrydelse, hun ikke har begået, går den kvindelige hovedperson i gang med at sætte sin nøje planlagte hævn i værk for at få ram på manden, der fik hende til at tage straffen. Det sker ved at indhente tjenester fra sine tidligere cellekammerater, hvilket vises i en række virtuost iscenesatte flashbacks.
Men Lady Vengeance handler lige så meget om tilgivelse som om hævn, for nok var hovedpersonen uskyldig i den forbrydelse, hun blev dømt for, men hun spillede alligevel en lille rolle i den ved ikke at udpege den virkelige gerningsmand. Så da hævnens time oprinder, træder hun et skridt tilbage og overlader scenen til andre.
Dette aspekt af handlingen gør, at Lady Vengeance adskiller sig markant fra de to øvrige film i trilogien. Ulempen er, at det også betyder, den ikke føles nær så stærk. Det er på sin vis originalt og anderledes tænkt af Park Chan-wook at trække heltinden ud af ligningen i opgørets stund, men det giver samtidig en distancerende effekt, som svækker filmen mod slutningen.

Unik instruktør
Og således blev der sat punktum for et stykke koreansk filmhistorie, der inkluderede et mesterværk og to fem-stjernede oplevelser. Der er ingen tvivl om, at trilogien har været med til at fastholde interessen for koreansk film, og Oldboy er formentlig den koreanske titel, som de fleste danskere har hørt om i dag.
Det er fristende at skrive, at hævn-trilogien vil tjene som en perfekt introduktion til koreansk film, men det vil også være misvisende. Ligesom vi ikke har et dusin Lars von Trier’er i Danmark, er Park Chan-wook ret unik blandt sine landsmænd. Der er kun meget få koreanske instruktører, som befinder sig på samme niveau, når det gælder originalitet, teknisk kunnen og evnen til at fortælle historier på sin helt egen måde.
Dermed er det også sagt, at hans film nok ikke vil være for alle, selv om de tager udgangspunkt i den populære genre. I den forstand vil Joint Security Area nok tjene som en bedre og blidere indgang, men har man mod på at få udfordret sanserne og få sig en filmoplevelse ud over det sædvanlige, så er det bare om at gå på jagt hos dvd-forhandlerne.