Worldcon i Glasgow

Det burde egentlig ikke være muligt for en whisky-entusiast som undertegnede, men jeg har lige tilbragt seks dage i Glasgow uden at få en eneste dråbe skotsk single malt whisky.

Modsat min forrige tur til Skotland var whisky dog ikke årsagen til mit besøg denne gang. I stedet var jeg til The World Science Fiction Convention, også kendt som Worldcon, som i år blev holdt i The Scottish Events Campus (SEC) i Glasgow.

Det var min fjerde Worldcon efter London i 2014, Helsinki i 2017 og Dublin i 2019. I London var der en whiskysmagning på programmet, og det virkede oplagt, at det samme ville være tilfældet i Glasgow. Men, nej. I stedet havde arrangørerne fået lavet deres egen gin, og der var hele tre ginsmagninger på programmet. Verden er i sandhed af lave!

Til sidst lykkedes det mig dog at få smagt en single malt whisky. Den var bare ikke skotsk, men amerikansk. Et destilleri i Los Angeles har valgt at prøve kræfter med at lave single malt frem for bourbon og rye, og folkene bag LAcon V havde taget en flaske med til Glasgow, hvor de vandt buddet om at arrangere Worldcon i 2026.

Jeg blev på forhånd advaret om, at whiskyen var ung og til den milde side, og den var da rigtig nok en kende anonym i smagen, men nu kan jeg i det mindste sige, at jeg har prøvet en single malt whisky fra den næste OL-værtsby.

Banks med og uden M

Bortset fra det med whiskyen var det ikke fordi, der manglede skotske indslag på programmet. Jeg nåede på én dag at være til hele to paneler om en af mine yndlingsforfattere, skotske Iain M. Banks. Han skulle have været æresgæst på Worldcon i London i 2014, men døde af kræft året forinden (den førnævnte whiskysmagning var af samme årsag en The Iain M. Banks Memorial Whisky Tasting).

Banks er blandt mine forfatterhelte, fordi han ikke lod sig begrænse af genrer. Han skrev science fiction som Iain M. Banks, men havde endnu større succes med de romaner, han udgav “uden M”, dvs. som Iain Banks. Sidstnævnte sælges som “mainstream”-skønlitteratur, selv om de er alt lige fra krimier til familie-sagaer og ofte indeholder fantastiske elementer. En af hans senere Iain Banks-romaner, Transition, er så meget på grænsen til at være science fiction, at den faktisk blev udgivet som en Iain M. Banks-bog i USA.

Det første panel, jeg overværede, handlede netop om Iain Banks-bøgerne, og om det overhovedet giver mening at adskille de to forfatterskaber fra hinanden. Banks kom ind i en rytme, hvor han skiftevis skrev romaner “med og uden M”, og paneldeltagerne argumenterede på overbevisende vis for, at bøgerne ofte var i dialog med hinanden og derfor skal læses som et samlet hele.

Dagens andet Banks-panel handlede til gengæld udelukkende om de af hans science fiction-romaner, der foregår i hans serie om The Culture. Det blev til en interessant diskussion om prisen for at opretholde et utopisk samfund.

Begge paneler foregik i helt fyldte lokaler, og jeg fik kun en plads, fordi jeg var tidligt på den. Generelt var min oplevelse de første dage, at det var nødvendigt at være der mindst 20 minutter før tid, hvis man skulle gøre sig håb om at overvære et panel. De fleste programpunkter varede cirka en time, og der var indlagt en halv times pause mellem dem, så det betød, at man ofte var nødt til at haste fra det ene lokale til det andet i det store konferencecenter, hvis der var to ting lige efter hinanden, man gerne ville se.

Omvendt havde jeg også en dag, hvor der ingen problemer var med at få plads til de paneler, jeg var til, så det er svært at konkludere noget om programplanlægningen ud fra det.

Til bords med forfatterne

Noget af det bedste ved Worldcon er, at man let kan komme til at møde de forfattere, hvis bøger man har derhjemme. Man kan tilmed komme helt tæt på dem, hvis man melder sig til en Table Talk (også kaldet Kaffeeklatches), som er en slags intim rundbordssamtale, hvor man får en time i selskab med en forfatter sammen med syv-otte andre deltagere.

Det kræver forhåndstilmelding, og hvis der er for mange om buddet, trækkes der lod om pladserne. I Glasgow lykkedes det mig at komme til Table Talk med Fiona Moore, Theodora Goss og Sarah Pinsker. Fiona Moore kendte jeg primært fra hendes noveller i Clarkesworld om den ældre kvinde Morag, som bor i et fremtidigt Skotland, efter samfundet har været ude for et kollaps. Indtil videre er der udgivet tre noveller om Morag, men Fiona Moore kunne fortælle, at hun faktisk har skrevet mere end 10 historier i serien, som blot venter på at finde et hjem.

Theodora Goss og Sarah Pinsker er mere etablerede navne, og det var interessant at høre dem fortælle om baggrunden for deres romaner og noveller, samt hvad de har på vej. Theodora Goss oplevede jeg senere som moderator på et spændende panel med titlen “Evil Twins and the Divided Self”, der sluttede med, at en af tilhørerne fortalte om at have en identisk tvillingesøster, som hun altid blev forvekslet med, selv om de har vidt forskellige personligheder. Det var tilsyneladende et bevidst valg fra deres forældre, som havde oplevet andre tvillinger, der altid gik ens klædt og ikke virkede til at have selvstændige identiteter.

Som billederne viser, er en Worldcon ikke den mest fotogene begivenhed. Det meste foregår i anonyme konference-lokaler, og SEC var heller ikke den mest inspirerende bygning, selv om den levede fint op til sit formål. Af samme årsag er det nabobygningen SEC Armadillo, der kan ses øverst på siden. Den blev brugt til en række paneler og husede desuden åbnings- og afslutningsceremonien samt Hugo-uddelingen.

Da jeg allerede havde været til Hugo-uddeling i London og Helsinki, sprang jeg dette års prisshow over. Jeg deltog dog i afstemningen og nåede at læse tre en halv af de seks nominerede romaner, men ikke vinderen, Some Desperate Glory af Emily Tesh. Min egen favorit var The Adventures of Amina al-Sirafi af Shannon Chakraborty – en underholdende fantasy-roman om en kvindelig pirat i det 12. århundrede.

Til gengæld havde jeg stemt på vinderne i kategorierne bedste kortroman (Thornhedge af T. Kingfisher), langnovelle (The Year Without Sunshine af Naomi Kritzer) og novelle (Better Living Through Algorithms af – igen! – Naomi Kritzer).

Glasgow uden for Worldcon

Worldcon varede fra torsdag den 8. til mandag den 12. august. Jeg landede i Edinburgh torsdag eftermiddag og tog toget til Glasgow, fordi mit hotel, ibis Glasgow City Centre, lå et par minutters gang fra Charing Cross Station. Herfra var der kun to stop med toget til SEC, men desværre ikke direkte, så jeg var nødt til at skifte undervejs.

Som deltager på Worldcon var det muligt at få en rabatbillet til sølle £5, der gjaldt alle fem dage. Om søndagen kunne der dog være over en halv time mellem afgangene, og togene kørte kun frem til klokken 21, så jeg endte med at gå frem og tilbage, hvilket viste sig kun at tage 20 minutter.

Den sidste dag på Worldcon kan tit være en lidt død affære, fordi alle er trætte, så den valgte jeg at skippe til fordel for en gang sightseeing i Glasgow. Jeg havde bare overset en væsentlig detalje: Lige som i Danmark har flere museer lukket om mandagen …

Kevingrove Art Gallery and Museum havde dog åbent og lå en halv times gang fra mit hotel. Museet er noget af en blandet landhandel med masser af værker af skotske kunstnere, men også “Christ of St. John of the Cross” af Salvador Dali, udstoppede dyr, fossiller og dinosaur-skeletter samt en Spitfire.

Jeg kunne godt have brugt mere tid på stedet, men min plan var at få besøgt de nærliggende Hunterian Museum og Hunterian Art Gallery, som derefter viste sig at have lukket om mandagen.

I stedet gik jeg videre til Hillhead-kvarteret, hvor Grosvenor Picture Theatre ligger. Ifølge arrangørerne af Worldcon ville det være muligt at få discount på biografens Movie & Meal-tilbud, hvis man viste sit medlemsbadge. Ud fra biografens hjemmeside lod det dog til at være præcis den samme pris, som alle andre skulle betale, og det blev bekræftet af medarbejderen i billetsalget, som hverken havde hørt om “tilbuddet” eller om Worldcon.

Grosvenor Picture Theatre er en biograf i klassisk stil, der viser en blanding af gamle og nye film. Jeg havde på forhånd set, at en af filmene på plakaten var Thelma – en amerikansk komedie om en 93-årig kvinde (June Squibb), som bliver snydt af en telefonsvindler og egenhændigt beslutter sig for at finde vedkommende, så hun kan få sine penge tilbage.

Da filmen fik premiere på Sundance Film Festival tidligere i år, så jeg den beskrevet som “hvis Jason Bourne var en 93-årig kvinde”. Det er ikke helt tilfældet. Thelma minder mere om en detektivfilm, med med den forskel at titelpersonen ikke kun skal opklare en forbrydelse, men også skal kæmpe mod sine egne fysiske og aldersmæssige begrænsninger samt sin velmenende families forsøg på at beskytte hende.

Det er en varm, lille film, hvis største styrke er, at den har en +90 årig-kvinde i hovedrollen, og at man altid ler med hende og aldrig af hende. Thelma er bestemt værd at se, hvis den engang skulle dukke op i Danmark.

Månedens anbefalinger

Som nævnt har jeg haft travlt med at læse de Hugo-nominerede værker de seneste måneder, så det har haltet lidt med at anbefale nye noveller her på siden. Blandt andet er jeg kommet vældig meget bagud med Clarkesworld Magazine, som jeg ellers abonnerer på, og hvis redaktør Neil Clarke vandt en Hugo for tredje år i træk.

Da jeg var til Table Talk med Fiona Moore, bemærkede jeg, at en af de andre deltagere ved bordet hed Tia Tashiro. Navnet virkede bekendt, og da jeg spurgte, bekræftede hun, at hun også var forfatter og havde haft noveller med i Clarkesworld.

Hendes første novelle, To Carry You Inside You, blev bragt i Clarkesworld i november 2023. Selv om jeg var ret begejstret for den, fik jeg aldrig omtalt den i denne sektion, fordi det faldt sammen med, at jeg selv havde en novelle med i Lightspeed Magazine i samme måned, og det kom til at overskygge det hele på det personlige plan.

Siden har Tia Tashiro haft yderligere to noveller med i Clarkesworld, An Intergalactic Smuggler’s Guide to Homecoming (april 2024) og Every Hopeless Thing (juli 2024), som begge kan anbefales. Hun har også solgt en novelle til Uncanny Magazine, Mirage in Double Vision (maj/juni 2024), så hun må siges at have fået en imponerende begyndelse på karrieren.

I mellemtiden er jeg gået i gang med at indhente det forsømte med Clarkesworld og vil fremhæve disse noveller fra første halvår:

H.H. Pak: Twenty-Four Hours (Clarkesworld, juni 2024)
En mor og en datter har 24 timer sammen, inden datteren skal videre. Moderen har svært ved at give slip, og årsagen til det – og til tidsbegrænsningen for besøget – er hjerteskærende.

Rich Larson: The Indomitable Captain Holli (Clarkesworld, april 2024)
Kortroman (næsten 24.000 ord) om seks-årige Holli, der lader sig lokke ud på et eventyr af dukken Puck the Pirate, som taler til hende gennem hendes VR-briller. I takt med at Larson folder historien ud, opdager læseren, hvad det er for en verden, som Holli lever i, og hvem Puck i virkeligheden er. Det er en fortælling, som blot bliver større og større og mere og mere nervepirrende.

Rich Larson: A Magician Did It (Beneath Ceaseless Skies, marts 2024)
Den yderst produktive Larson står også bag denne fornøjelige fantasy-novelle om Olaf, der lader sig hyre af en kakerlak(?!!) til at befri en troldkvinde fra et fængsel. Med sig har de en småtbegavet tyv, som skal ofres, fordi der er brug for en syndebuk. Intet går dog som planlagt, og det viser sig, at ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være.