Sommeren med Andrea (uddrag)

Af Lars Ahn

Nina frygtede det værste, da hendes forældre fortalte, de skulle på sommerferie i Italien. Hun havde aldrig været på ferie i udlandet før, og hun huskede kun alt for godt, hvordan det var gået ham drengen fra parallelklassen, som tilbage i introskolen tog til Bali med sin familie. Ingen gad være sammen med ham, da han kom hjem, og det endte med, at hans forældre måtte tage ham ud af skolen. Ifølge rygterne fik han nu privatundervisning.

”Hvorfor kan vi ikke bare blive herhjemme, som vi plejer?” spurgte hun sine forældre.

Nina vidste, at alle hendes venner skulle holde ferie inden for landets grænser. Nogle af dem skulle ikke engang ud at rejse, men tog en ”hjembysferie”, som hendes bedste veninde Susan kaldte det.

Nina havde allerede fortalt sine venner, at hun skulle tilbringe sommeren med at rejse rundt til sine bedsteforældre, som var blevet spredt ud over hele landet i takt med, at de var blevet skilt og havde fundet nye partnere. Lige så længe hun kunne huske, var det sådan, hun havde holdt sommerferie. Så det kom som en bombe, da hendes forældre ved aftensmaden annoncerede, at de i år skulle til den italienske sydkyst.

”Vi har godt af at få udvidet vores horisont og møde andre kulturer,” sagde hendes far.

”Det er sundt at se, at man også kan gøre tingene på andre måder, end vi er vant til,” tilføjede hendes mor.

Nina var lamslået. Hun kunne slet ikke genkende sine forældre. Det var som om, de var blevet erstattet af folk fra starten af århundredet, hvor alle bare fløj rundt på kryds og tværs af kloden uden at tænke på, hvad det gjorde ved miljøet og den globale opvarmning. Dengang havde argumentet også været, at det var vigtigt at rejse ud og besøge andre lande. Men ud fra hvad Nina kunne se på optagelser fra den tid, havde de fleste foretrukket at holde ferie i omgivelser, der ikke adskilte sig alt for meget fra dem, de boede i derhjemme.

Det var stadig muligt at tage på den slags ferier, men det var typisk folk på hendes bedsteforældres alder, der gjorde det. Blandt Ninas venner ville det være socialt selvmord, og nu havde hendes forældre åbenbart besluttet, at det var vejen frem.

”Sig i det mindste at vi ikke skal flyve derned,” sagde hun.

Hendes forældre kiggede undrende på hende.

”Men hvordan skal vi ellers komme til Italien, skat? Vi har ingen bil,” sagde hendes mor.

Nina stønnede og lagde sit hoved mod bordpladen. Hun kunne lige så godt gå i gang med at lede efter en ny skole.

#

Heldigvis viste det med flyet sig at være en joke fra hendes forældres side. I stedet havde de booket plads på en megatruck, der alligevel skulle sydpå med varer.

Megatrucken var på størrelse med en toetagers bygning, og da hun stod foran den, følte hun sig som en lille mus, der sneg sig ombord på en supertanker. Hendes familie var blot en ud af flere, som var med på rejsen. Hver familie havde et lille kammer, hvor de kunne opholde sig, så der var begrænsninger på, hvor meget bagage de måtte have med. Nina havde derfor virkelig skullet tænke sig om, da hun pakkede sin rygsæk.

”Lad være med at tage for meget tøj med,” havde hendes mor sagt. ”Selv om aftenen er der over 25 grader varmt, og de har tøj på stedet, som vi kan låne.”

Det generede ikke Nina at gå i andres aflagte tøj, for det meste af hendes garderobe bestod alligevel af genbrug, men hun var mere bekymret for, om der ville være noget, der klædte hende.

Selve turen var rimelig kedelig. Der var ingen vinduer, men der var skærme, hvor man kunne vælge at se et direkte feed fra front- og sidekameraerne. Den ene gang trucken stoppede for at blive ladet op, opdagede Nina det ikke, fordi det skete midt om natten, hvor hun lå og sov. Ellers brugte hun tiden på at læse og sætte sig ind i det område, hvor de skulle holde ferie.

”Jeg misunder dig,” sagde hendes far, da han så hende sidde med sit LexiCom. ”Da jeg var på din alder, sad jeg med næsen nede i min telefon og scrollede på sociale medier uden at ænse verden omkring mig.”

”Ja, ja, far,” sagde Nina.

Hvorfor prøvede hendes forældre altid at få det til at lyde som om, de var vokset op i Den Mørke Tidsalder? Ud fra beskrivelserne at dømme havde det sikkert været slemt nok, men hun havde også på fornemmelsen, at de voksne godt kunne lide at overdrive, når de fortalte om en verden styret af algoritmer og senkapitalisme. Men hvad vidste hun? Begge dele var for længst afskaffet, da hun blev født.

Læs resten af novellen i Solarpunk (Forlaget Krabat, 2023)