It’s My Party (Whitney-versionen)

Af Lars Ahn Pedersen

“Åh, lort,” tænkte hun, da hun vågnede ude på toilettet med en dundrende hovedpine og en sur smag af bræk i munden.

Verdenen var hvid, blændende hvid; fliser, kakler, emalje. Det hele mindede hende om en overdimensioneret Ajax-reklame. Lyset skar hende i øjnene, så det var umuligt at se, hvor rummet startede, og hvor det sluttede.

Hun lå i den lille sprække mellem WC-kummen og væggen. Kaklerne føltes dejligt kølige mod hendes brændende kinder. Hun tænkte ikke engang på at prøve at komme op. Havde bare lyst til at blive liggende og liggende og for helvede, hvor havde hun det dårligt.

Udenfor var der underligt stille. Som om festen var gået helt i stå, og alle var gået hjem. I guder, og det var endda hendes fest, hendes fødselsdag, de fejrede, og så lå hun herude og sumpede med sin kvalme og sine tømmermænd. Pinligt.

But who cares? It’s my party …

Det var titlen på en sang, kom hun i tanker om. 60’erne. Lesley Gore. Johnny havde moret sig meget over sangerindens navn. Sagde at “gore” på engelsk kunne betyde “størknet blod,” så faktisk hed hun Lesley Størknet Blod, og det var vel ganske morsomt, når man tænkte over det. Men fuck Johnny.

It’s my party

21 år og han havde vækket hende med morgenmad på sengen, hvor han havde foræret hende en cd med hendes yndlingssang, Whitney Houstons I Will Always Love You, og han havde lovet, at de skulle danse til den til aftenens fest.

and I cry if I want to

og mens kaffen stod og blev kold, satte han en ring på hendes finger – ikke en forlovelsesring, skyndte han sig at forklare, og nej, nej, selvfølgelig ikke, havde hun svaret næsten lige så hurtigt – og han havde fortalt, hvor højt han elskede hende

cry if I want to

men åbenbart ikke mere end at den megabitch til Julie kunne få ham til at glemme alt omkring sig, da de blev præsenteret for hinanden ved festen

cry if I want to

og Julie, hendes allerbedste veninde, hendes trøster og våbensøster siden 1. klasse, var gået med på legen, hvilket ikke kom som nogen overraskelse, og det var da også derfor, hun ikke havde ladet dem mødes før nu

you would cry too if it happened to you

selvfølgelig havde hun grædt, dybt og inderligt, i stilhed og ensomhed. Ingen til at trøste sig, det plejede at være Julies rolle, og resten af gæsterne var Johnnys venner.

Som hun stod der udenfor og prøvede at tørre tårerne væk, tænkte hun, at det her var hendes liv i en nøddeskal og til helvede med det hele. Hun gik ind igen. Ingen lod til at have savnet hende. Hun så sig omkring efter Johnny og fandt ham siddende i sofaen med Julie, dybt involveret i en alvorlig og åbenbart meget personlig samtale.

Forpuledeludermærsækfinke, tænkte hun og stillede sig hen foran gavebordet. Hun lod øjnene glide hen over sin høst. Blomster, et ovnfast glasfad, en flaske tequila (hvad var nu det at give en pige i fødselsdagsgave?) og fra Julie: en bluse (sød, kunne bruges næste gang, hun fik sit lort).

Nogen satte teknopop på anlægget. Tid til lidt musik. Hun tog tequilaen under armen og dansede ud i køkkenet.

#

Der blev banket på døren. Johnny? Julie? Julemanden? Hun var revnende ligeglad. Håndtaget gik ned. Døren var låst. Hun var overrasket over, at hun havde haft åndsnærværelse nok til at gøre det.

“Gå ud og pis i potteplanten,” mumlede hun til den ukendte trængende.

Hun begyndte at fnise. Kunne ikke lade være.

Jeg er fuld, tænkte hun. Jeg er pissefuld, pisseligeglad og pisselykkelig, og jeg kan ikke huske hvorfor. Må have været den tequila …

#

Køkkenet svømmede. De havde dæmpet lyset derinde. Dans i mørket. Sjælere på stereoen. Hun skænkede sig endnu et glas. Hendes tredje. Tequilaen var for længst holdt op med at brænde. Det gjorde hendes hoved til gengæld. Pis. Hendes øjne var med garanti røde nu. Hun var ikke en gang klar over, om hun stadig græd, eller om hun overhovedet var startet. Hun tømte sit glas.

Jeg er fuld, tænkte hun og kom til at grine med munden fuld af tequila. Hun spruttede det ud over hele køkkenbordet. Noget af det fløj endda helt over og ramte køleskabet.

Fuuuck … Hun rejste sig op – forsøgte at rejse sig op – og gik på jagt efter en karklud.

#

Der blev stadig banket på døren. Slagene faldt så regelmæssigt og vedvarende, at de lød som én stor hjerterytme.

Dunk dunk dunk dunk dunk …

Hjalp ikke skide meget på hendes hovedpine. Hun kunne mærke en blodåre pulsere i sin pande.

… dunk dunk dunkdunkdunk … årh, for helvede …

Hendes hoved føltes, som om det var ved at sprænges af varme. Måske en smule koldt vand ville hjælpe.

Hun stemte hånden mod væggen og lagde albuen på WC-brættet for at komme op. Hånden gled på de hvide kakler. Den satte et aftryk på væggen. Det var rødt.

Hun blinkede. Håndaftrykket forsvandt ikke.

Hun mærkede noget vådt i sit skød.

Åh Gud, tænkte hun, sig det er løgn. Sig ikke at jeg har pisset i bukserne.

Hun så ned. Det havde hun ikke. Det var blod … blod på hendes hænder … på hendes kjole … blod overalt … og der lå noget i hendes skød, og hun vidste med det samme, hvad det var, og hun huskede pludselig, hvad hun havde gjort derinde, og hun glemte alt om sin hovedpine og sin kvalme, og udenfor var slagene på døren holdt op, og i stedet kunne hun kun høre sit eget hjerte.

Dunkdunkdunkdunkdunk …

#

Whitney sang. To ord var nok, og hun vidste, at den var blevet sat på. Hun vred karkluden og lagde den fra sig.
Hun begyndte at ryste. Af kulde. Af feber. Whitneys stemme gav hende altid gåsehud, og især hun sang I Will Always Love You. Tid til at få Johnny til at holde sit løfte om en dans.
Hun gik ind i stuen. Det tog hende lidt tid at få skelnet de forskellige personer fra hinanden i mørket, men til sidst fandt hun ham. Og hende.

Johnny dansede. Åh, hvor han dansede. Han vuggede blidt af sted hen over stuegulvet tæt sammensmelte med Julie, som om de to aldrig havde bestilt andet, og intet i denne verden kunne røre dem.

De var ikke mere end et par meter fra hende, og hun stod blot og så på dem og tænkte, at egentlig burde hun begynde at græde, men hun følte det som om, hun var løbet tør for tårer. Eller også burde hun begynde at skrige op og smadre et par vaser, men heller ikke det sagde hende rigtig noget. Det eneste, hun kunne tænke på, var, at hun havde en … forbandet … hovedpine, og bare den dog ville gå væk.

Hun opdagede, at hun holdt noget i hånden. Det var en kniv, den hun plejede at skære kød ud med. Det overraskede hende lidt, for hun huskede ikke noget om, at hun skulle have taget den med ude fra køkkenet. Mystisk …

Hun så op. Johnny havde begravet sit ansigt dybt nede i Julies lange, bløde hår, som duftede så godt, fordi hun brugte en eller anden dyr shampoo (typisk Julie, følger med tiden og forlanger effektivitet).

Whitney begyndte på andet vers. Før hun vidste af det, stod hun pludselig foran dem, uden at de opdagede hende. Hun hævede kniven og stak Johnny i skulderen.

“Hey!” udbrød han. “Hvad fa…”

(Åh, undskyld skat. Gjorde det ondt? Det var ikke min mening.)

Hun stak ham en gang til. Førte kniven med fuld kraft og begravede den dybt i hans bryst, og alligevel stirrede han blot forbløffet på hende.

Så hun stak ham igen. Og igen. Og igen. Og på et eller andet tidspunkt måtte han være faldet om, for pludselig stod hun lænet over ham, mens hun stak kniven ind og trak den ud og stak den ind og trak den ud og stak den ind og trak den ud, og Whitney sang

AND IIIIIHIIIIIIHIIIII

Johnny havde åbnet munden, måske sagde han noget, måske ikke, for der kom blod ud af den, og der var blod på hanshvide skjorte, den hun købte til ham sidste jul

WILL ALWAYS

og rundt omkring hende var folk holdt op med at danse, og nogle af dem skreg, men ikke højt nok til at overdøve musikken fra højtalerne

LOVE YOUUHUUHUUUU

men den der skreg højest, var Julie, der stod lige ved siden af, og det var en plage at høre på, så hun greb fat i Julies hår og trak hende hen til sig

WILL ALWAYS

og hun skar Julies fine, hvide svanehals over, og hun havde nær også skåret hovedet af hende, for det hang kun med nød og næppe sammen med den spjættende krop, da hun skubbede Julie fra sig, men det var også en god kniv, og den var lige blevet slebet

LOVE YOUUUUUUUUUU

Johnny var utroligt nok stadig i live, på trods af at han lå og svømmede rundt i sit eget blod. Det kunne naturligvis også bare være dødsspasmer, men hun stak han alligevel et par gange til for en sikkerheds skyld.

Der blev pludselig meget stille. Forfærdeligt stille. Whitney var holdt op med at synge. Hun hørte lyden af cd’en, der løb ud. Lyset var slukket, men alligevel så hun hver en detalje i stuen klart og tydeligt, som om det var i fuld dagslys.

Hun så op. De stod som forstenede omkring hende. Rædsel i deres øjne. Hun så rundt på deres hvide, hvide ansigter, der var så fortrukne, at hun næsten ikke kunne genkende dem igen.

(Kender jeg jer? Dette er en privat fest, at I ved det.)

Nogle af dem havde blod på deres tøj. Ingen sagde noget. De så væk, når hun forsøgte at møde deres blik. Hun pegede på hver enkelt med knivspidsen.

“Han … er … min … Min! MIN! FORSTÅR I?”

En af dem vendte sig pludselig om og brækkede sig på gulvtæppet (Shit, det går aldrig af). Derefter begyndte hun at grine. Hun kunne slet ikke lade være, og hun kunne slet ikke holde op. Hun grinede og grinede, så tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun fik ondt i maven. Hun blev nødt til at sætte sig ned på gulvet og var lige ved at sætte sig oven på Julies lig, hvilket blot fik hende til at grine endnu mere. Da hun så op, var de andre på vej ud ad stuen. De fleste af dem løb. Til sidst fik hun taget sig så meget sammen, at hun kunne vende tilbage til Johnny.

Bagefter gik hun på toilettet.

#

Pludselig stod betjenten foran hende. Hun havde slet ikke hørt ham komme ind. Hun så hen mod døren. Der var ingen. Det så ud, som om nogen havde revet den ud af kammen. Hun krummede sig sammen og trak sine knæ godt op under hagen. Betjenten satte sig på hug foran hende og smilede. Hans mund bevægede sig, men hun kunne ikke høre, hvad han sagde. Hun spekulerede på, om hun skulle være blevet døv. I stedet blinkede hun bare ad ham, måske det kunne få ham til at gå væk.

Men han talte bare videre. Denne gang lykkedes det hende at opfange en bid af det, han sagde. Det var noget om en … kniv? Åh, den! Hun pegede op på håndvasken. Hun huskede, at hun havde lagt den der. Vist nok for at skylle den af på et eller andet tidspunkt.

“Det var godt,” sagde betjenten. “Skal vi prøve at få dig op at stå?”

(Selvfølgelig, hr. betjent. Hvad De end siger.)

Hun strakte sine arme ud, så han kunne tage fat i dem, men uden at slippe det hun holdt i hænderne.

“Hvad i alverden er det?” spurgte betjenten. Så hun viste ham det.

“Åh Gud,” hviskede han og blev pludselig meget bleg. Han begyndte nærmest at kravle væk fra hende.

“Det er min elskede,” sagde hun. “Han er min nu til evig tid.” Ordene fik hende til at smile. Hun følte sig med ét så let, så let. Hun kunne rejse sig op uden problemer nu. Hun nærmest svævede hen ad gulvet.

“Se, han gav mig sit hjerte, og nu kan intet i denne verden skille os ad,” forklarede hun betjenten og holdt den blodige klump frem mod ham. Hun havde kæmpet for at få fat i det, men nu holdt hun det i sine hænder, og det føltes stadig varmt, når hun trykkede det ind mod sit bryst.

De andre betjente stoppede op, da hun trådte ind i stuen. Hun smilede til dem. Gæsterne var gået, ligene for længst fjernet. Hun gik hen til vinduet. Udenfor var de første solstråler allerede på vej op over trætoppene. Snart ville alt blive badet i et varmt, gyldent lys. Det var en vidunderlig morgen. Hun stod lidt og nød den. Så begyndte hun at nynne for sig selv.

“It’s my party …”

 

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.