It’s My Party (No Limit-versionen)

Af Lars Ahn Pedersen

Lille-Lena-let-på-tå vågnede op ude på toilettet med en dundrende hovedpine og en mund, der smagte surt af bræk.

“Åh, lort,” tænkte hun.

Rummet snurrede rundt, som sad hun på en karrusel. Hun lå på de kolde fliser i det lille rum mellem WC’et og det ene hjørne. Kummen var stadigvæk fyldt med bræk. Hun vidste det, fordi hun kunne lugte det. Alt hun behøvede at gøre var at række hånden op og hive i den lille porcelænsknop, og vups! så ville det forsvinde. Hun orkede det bare ikke. Armene føltes som en mellemting mellem slattent spaghetti og bly. Desuden var hun kommet for sent. I hvert fald hvis man skulle tro den stribe tørret bræk, der startede cirka en meter fra WC’et.

Føj for satan! Hvad ville de andre ikke tænke? Det eneste toilet i lejligheden og så overbrækker hun det. På den anden side, hvad ragede det dem? Det var da for helvede hendes lejlighed, hendes toilet, hendes fest, når det kom til stykket.

“Fuck dem,” tænkte hun højt, “it’s my party…”

Var der ikke en sang, der hed det? Jo, en gammel 60’er melodi, og Mark havde moret sig meget over sangerindens navn og havde derefter brugt en masse tid på at forklare, hvorfor det var så morsomt. Sangerinden hed Lesley Gore, og på engelsk betød “gore” bl.a. “størknet blod.” Men det var åbenbart et ret almindeligt navn, for hun var sidenhen stødt ind i to andre med det samme efternavn, USAs vicepræsident og Depeche Modes sangskriver så …

It’s my party

Gu’ var det så! Det var endda hendes fødselsdag, de var i gang med at fejre derinde, og her lå hun. 21 år og Mark havde vækket hende med morgenmad på sengen og havde foræret hende en lille guldring, mens han fortalte, hvor højt han elskede hende.

and I cry if I want to

men åbenbart ikke højere end at den luderkælling til Susie kunne få ham til at rende rundt som en hund i løbetid tidligere på aftenen

cry if I want to

Susie, der skulle forestille at være hendes bedste veninde

cry if I want to

Susie med hendes store patter og omvendt proportionalt nedringede bluser

you would cry too if it happened to you

selvfølgelig havde hun grædt. Hun havde sat sig ved køkkenbordet og ladet tårerne trille. Ingen var kommet ud for at trøste hende, og de kaldte sig venner? O.K., de var mere Marks venner end hendes og havde altid været det. Hun var bare en, der var stødt til på vejen. Susie var den eneste ven, hun havde og nogensinde havde haft. Og nu dette …

Tanken gjorde hende deprimeret. Hun havde aldrig haft nogen venner, kun bekendte. Så hun havde åbnet den flaske tequila, nogen havde medbragt som gave og givet sig til at drikke den rent af sit hvidvinsglas. Og hele tiden havde hun kunnet se dem sammen inde i stuen til tonerne af de sidste nye hitlistesjælere.

#

Nogen forsøgte at åbne døren ind til toilettet, men hun havde åbenbart haft nok åndsnærværelse til at låse den.

“Gå dog hen og pis i potteplanten,” mumlede hun til den ukendte trængende. For hendes skyld kunne de holde på deres lort, til de sprængtes af det.

Fyren opgav, og han forsøgte ikke at få hende til at åbne døren. Der var underligt stille derude. Som om festen var gået i stå. Havde hun lavet noget derude? En eller anden pinlig scene? Noget havde hun lavet, men hvad kunne hun ikke erindre. Havde hun slået ham? Skreget sin mening ud? Spyttet Susie i ansigtet?

“Lena. Luk døren op,” lød en stemme. Ikke en hun kunne genkende. Det var en mand. Han fortsatte. “Kom nu ud, Lena. Det er overstået, der sker ikke mere.”

Med glæde! Hun følte trang til at græde. Hvis bare hun kunne få rejst sig op. Hun forsøgte at stemme af mod væggen og WC-brættet, men hånden gled. Hun stirrede på den blanke væg. Hun havde afsat et stort rødt håndaftryk på de hvide kakler.

Blod … der var blod på hendes hænder, på hendes kjole, der lå noget i … i det andet hjørne lå en kniv, den store hun brugte til grøntsagerne, og som plejede at hænge i køkkenet.

Åh Gud! Det hele begyndte at komme tilbage. Hun havde taget kniven og var gået ind i stuen. Anlægget pumpede teknopop ud gennem højtalerne.

NO NO … NO NO NO … NO NO NO

2 Unlimited. “No Limit,” en af hendes favoritter. Det så grotesk ud. Mens alle andre hoppede rundt på stuegulvet i takt til de heftige beats, dansede Mark og Susie tæt sammenslynget, som var det Nothing Compares 2U, der blev spillet. Synet var lige ved at få hende til at grine. I stedet gik hun hen og jog kniven ind imellem dem med fuld kraft. Hun gik efter hans bryst og ramte ham i højre side.

THERE’S NO LIMIT

Han stirrede forbløffet på hende. “Lena, hvad fan…”

Hun stak ham igen. Begravede den så dybt i hans kød, at hun havde besvær med at få den ud igen. Han skreg. Susie skreg. Folk begyndte at skrige i takt med, at de opdagede, hvad der foregik. Hun stak ham igen. Rædsel i deres øjne. En gang til og en gang til og en gang til og

NONONONONONONONO

Musikken virkede som et langt skrig, eller måske var det en af de andre? Hun huggede løs med kniven. Den hvide skjorte, hun havde foræret ham engang for længe siden, var nu farvet rød af det blod, der pumpede ud af hans bryst. I starten holdt hun tal på, hvor mange gange hun stak ham, men ved 14 eller 15 gav hun op.

THERE’S NO LIMIT!!!

Han var holdt op med at skrige. I stedet kom han med en gurglende lyd, der knapt nok kunne høres over musikken, og der var rødt skum på hans læber. Han lå nu og blødte på deres dyre gulvtæppe (det går aldrig af), mens hun sad overskrævs og førte kniven op og ned i en rolig, rytmisk bevægelse.

Susie skreg stadig. Det begyndte at blive irriterende at høre på. Hun rejste sig og greb fat i den andens hår. Hun tvang Susies hoved bagud og skar halsen over på hende. Må have ramt pulsåren, for blodet begyndte at sprøjte ud i stød og ramte de nærmeste tilskuere. Susie vendte det hvide ud af øjnene og kom med kvælningslyde, mens resten af kroppen spjættede voldsomt.

“Hold så kæft, din forbandede luder,” hvæsede hun og plantede kniven i halsen igen. Tog næsten hovedet af. “Han er min, forstår du? Min!”

Hun skubbede Susie fra sig. Kroppen gav stadig et par spjæt fra sig. Ikke andet end reflekser. Som når man hugger hovedet af en høne, og den farer forvildet rundt, indtil det går op for den, at den er død.

Hun vendte sig om og blev mødt af en kreds af blege ansigter.

“HAN ER MIN! FORSTÅR I?” skreg hun. Ingen sagde hende imod.

Derefter skulle hun pludselig på toilettet.

#

Der blev banket hårdt på døren.

“Slap af, slap af,” tænkte hun, “det ender med, I slår den ind.” Hvilket var, hvad der skete.

“I kommer til at betale for reparationen,” sagde hun til manden, der trådte ind. Ung, klædt i mørk uniform, overskæg. Han måtte være strømer, blev hun enig med sig selv om.

“Rolig, Lena,” sagde han. “Hvor er kniven?”

“Derhenne.” Hun pegede over mod hjørnet.

“Det er fint, Lena. Fint,” sagde han. “Hvis du nu vil…” Han stivnede.

“Åh Gud,” hviskede han.

Hun fulgte hans blik, der stirrede på hendes skød.

“Han elsker mig, det ved jeg nu,” sagde hun til betjenten. “Se, jeg har beviset for hans kærlighed, han gav det til mig.”

Hun tog det op og viste det til den anden, der nu var helt hvid i ansigtet. Hun rejste sig op. Det gik overraskende let. Hun gik hen mod døren.

Stuen var tom nu, bortset fra et par enkelte betjente og en fotograf. Gæsterne var gået, ligene fjernet. Der var tegnet med hvidt omkring, hvor de havde ligget. Mændene trådte tilbage, da de så hende stå i døren.

“Han er min nu. For evigt,” sagde hun til dem

Hun så kærligt ned på den blodige klump, hun holdt i sine hænder og trykkede den ind til sig. Deres hjerter rørte nu næsten hinanden. Hun smilede saligt ved fornemmelsen. Det føltes stadig næsten lige så varmt, som da hun trak det ud af ham. Hun begyndte at nynne for sig selv.

“It’s my party and I cry if I want to …”

 

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.