Bag om Månebase Rødhætte
… altså novellen Månebase Rødhætte, ikke novellesamlingen af samme navn. Med sine 21.500 ord er Månebase Rødhætte den længste novelle, jeg indtil nu har skrevet. Det var ikke planlagt. Jeg havde selv forventet, at den var endt med at være 4-5000 ord kortere, men jeg har efterhånden lært, at jeg er elendig til at bedømme den slags. Det var heller ikke planlagt, at det samtidig skulle være titlen på min første novellesamling. Faktisk havde jeg ikke nået at gøre mig tanker i den retning, før bogredaktør Carl-Eddy Skovgaard foreslog det, og derefter overvejede vi ikke andre titler.
Jeg husker ikke præcist, hvordan jeg fandt på titlen, andet end at jeg godt kunne lide, at den forenede mine interesser for science fiction og det eventyrlige, hvilket går igen i flere af novellerne i samlingen. Hvis jeg skal være ærlig, så var Månebase Rødhætte i lang tid bare en arbejdstitel på novellen, og jeg regnede med, at jeg nok ville finde på noget mere egnet. Problemet var, at jeg havde svært ved at få titlen til at passe til handlingen, og jeg havde ikke fået løst det, da jeg blev færdig med det første udkast. En af mine testlæsere var da også så venlig at påpege det, og det førte til, at jeg skrev hele slutningen om, så det gav mening, at novellens titel er Månebase Rødhætte. Det er ikke en fremgangsmåde, jeg nødvendigvis vil anbefale til andre forfattere, men her synes jeg, at det forbedrede historien med en ny slutning. Den gamle havde også det problem, at hele det sidste akt indeholdt flere slutninger end Kongen vender tilbage i Ringenes herre, så der skulle under alle omstændigheder foretages nogle ændringer.
Til gengæld ved jeg helt nøjagtigt, hvornår jeg fik idéen til novellen. Det var efter en skrivedag i Fantastiks skrivegruppe i juni 2011, hvor vi diskuterede mangt og meget, deriblandt varulve. Undervejs slog det mig, at det kunne være sjovt at placere en varulv på månen med tanke på den virkning, som fuldmånen har på dem. Idéen er langt fra ny, og jeg stødte selv på den første gang i en gammel gysertegneserie (formentlig en EC Comics-historie på dansk), hvor en astronaut tager til månen og gør sig store anstrengelser for ikke at se den på turen derop, fordi han er varulv. Da han endelig står på månens overflade, tror han sig sikker, blot for alligevel at blive forvandlet, da han ser Jorden i sin fulde pragt, og han ender med at dø af iltmangel, fordi han vokser ud af sin dragt.
Den scene er også med i Månebase Rødhætte som en hyldest, men ellers spiller varulvene kun en birolle i novellen. I stedet har jeg valgt at lade historien handle om et menneske, som pludselig skal vænne sig til at leve i en verden, hvor varulvene ikke er fiktive skabninger, men viser sig at være yderst virkelige. Det er i øvrigt en fremgangsmåde, jeg har anvendt før: introducér et højteknologisk eller fantastisk element (havfruer, varulve osv.) og vis, hvordan det ændrer samfundet. Både Afhøring af offer nr. 5 og Mordene på Katrina er eksempler på førstnævnte, mens hele Har du hørt havfruerne synge? er bygget op omkring det koncept.
Men tilbage til min hovedperson, Angela, som bærer et tungt ansvar på sine skuldre. Ikke alene fungerer hun som læserens indgang til novellens verden, men hun skal også sælge idéen om, at der er varulve til, og at det ikke er usandsynligt, at de vil til månen. Personligt er jeg vild med hende, og jeg håber, at læserne har det på samme måde. I hvert fald er hun og Dennis fra Turisterne nogle af de personportrætter, jeg selv er mest tilfreds med. Angela er i øvrigt opkaldt efter forfatteren Angela Carter, som dukker op flere steder i novellen. Hun lægger også navn til Carter International Spaceport, og hendes novelle The Company of Wolves (som blev filmatiseret af Neil Jordan) er øgenavn for Angelas arbejdsgiver, COW.
Apropos navne, så var det en gambling fra min side at have to personer, der hedder næsten det samme (Pedro og Peter, som begge selvfølgelig henviser til Peter og ulven), og at jeg håber, at læserne kan holde dem adskilt. Jeg formåede i hvert fald selv at gøre det, bortset fra et enkelt tilfælde som heldigvis blev fanget af korrekturlæseren (tak, Manfred). Med hensyn til de øvrige personer har jeg forsøgt at udstyre dem med navne, hvor det ikke umiddelbart står klart, hvilken nationalitet de har. Allerede i vores globale nutid er det ikke længere givet, at en dansker hedder noget typisk dansk, og jeg tænker, at det kun vil blive endnu mere udtalt i fremtiden.
Og hvad er der ellers at berette? Jo, at jeg var nået alarmerende langt hen i novellen, før det gik op for mig, at de naturligvis var vægtløse ombord på rumfartøjet, så jeg kunne ikke bare lade dem gå frit omkring, som hvis de var på Jorden. At jeg rent faktisk forsøgte at skrive en sexscene, der foregår i vægtløs tilstand, men at jeg droppede den, fordi den var for pinlig. Og hvis jeg til slut skal anbefale en varulvefilm – udover klassikerne som jeg nævner i novellen – så må det blive Ginger Snaps, som er en overraskende intelligent ungdomsgyser, og så synes jeg, at den nye udgave af The Wolfman med Benicio del Toro er bedre end sit rygte.
Leave a Reply