Bag om Alien Ghost Ballet

Som tidligere nævnt havde jeg aftalt med Science Fiction Cirklen, at jeg måtte tage to noveller fra Lige under overfladen-serien med i min novellesamling Månebase Rødhætte. Og ligesom jeg ikke var i tvivl om, at den ene skulle være Afhøring af offer nr. 5, så var det også givet, at den anden plads skulle gå til Alien Ghost Ballet. De to er måske de af mine historier, som har vakt mest opmærksomhed, og de repræsenterer ganske godt, hvad det er, jeg vil med mit forfatterskab. Udover at være en af mine bedst anmeldte noveller er Alien Ghost Ballet kendt for sin længde – 20.000 ord – og har “æren” af at være den foreløbig eneste i Lige under overfladen-seriens historie, der har fået lov at overskride max-længden, som på det tidspunkt var på sølle 10.000 ord. Den er siden blevet hævet til 15.000 ord, så jeg burde stadig være nogenlunde sikker på at beholde “rekorden”. Derudover kan Alien Ghost Ballet prale af at være blevet nævnt i et radioprogram (science fiction-forskeren Niels Dalgaard omtalte den, da han var i Radio 24/7), og så kan den tage æren for at have åbnet mine øjne for ballet som kunstart.

Indtil jeg skrev Månebase Rødhætte, var Alien Ghost Ballet mit længste værk. Men længden er ikke det eneste, de to har til fælles. Begge er også eksempler på noveller, hvor jeg havde titlen, før jeg havde fået handlingen helt på plads. Det er bestemt ikke en fremgangsmåde, jeg vil anbefale andre forfattere, og det skabte da også visse problemer i Månebase Rødhættes tilfælde. Alien Ghost Ballet var heller ikke helt let at knække, men her skyldtes det mere, at jeg havde svært ved at finde på noget, der passede til titlen. Jeg havde som udgangspunkt en vag idé til en historie, hvor vi møder væsener fra en anden planet, og hovedpersonen opdager, at det er muligt at kommunikere med dem via dans. Inspirationen stammede fra en biografreklame for Den kongelig Ballet, som jeg havde set et par år tidligere, hvor budskabet var, at ballet var et sprog i sig selv. En anden grund var, at jeg opfattede ballet som en kunstart, der i høj grad levede af fortiden og var henvist til at finde på nye måder at genfortolke de gamle klassikere, mens det var småt med fornyelsen. Det faldt fint i tråd med et andet tema, som jeg arbejdede med, der handlede om, at alle historier for længst er blevet fortalt, og at vi kun kan gøre os håb om at fortælle dem på nye måder. Da jeg først havde fået forbundet de to temaer oppe i mit hoved, begyndte novellen så småt at tage form.

Jeg plejer at spøge med, at Alien Ghost Ballet kan beskrives som “en space opera med ballet”. Efter Afhøring af offer nr. 5 følte jeg trang til at gå i en helt anden retning, og space opera var en science fiction-genre, jeg ikke havde prøvet kræfter med før. Nu lægger space opera i sig selv op til langt ude-koncepter som gigantiske rumskibe, rejser mellem stjernerne og eksotiske rumvæsener, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne give den fuld skrue og lo indvendigt, da jeg fandt på en balletmester, som bliver sat til at lære tre-benede rumvæsener at danse Svanesøen. Som det fremgår af ovennævnte, var min opfattelse af ballet præget af en hel del fordomme. Jeg fandt det kunstigt og kedeligt på trods af, at jeg aldrig havde set en hel forestilling, men mit grin stivnede noget, da det gik op for mig, at jeg var nødt til at lære noget om ballet, hvis jeg skulle skrive Alien Ghost Ballet uden at falde helt igennem (selv om jeg ikke er i tvivl om, at balletkyndige sikkert stadig vil finde en masse at korse sig over).

Første skridt var at få set Svanesøen, så jeg lånte et par dvd’er på biblioteket med forskellige udgaver af forestillingen, deriblandt en optagelse fra 1956 med Bolsjoj-balletten i London med en af historiens helt store ballerinaer, Galina Ulanova (som novellens Galina selvfølgelig er opkaldt efter). Størst indtryk gjorde dog en optagelse fra Mariinskij Teatret i Skt. Petersborg fra 2006 med Uliana Lopatkina i hovedrollen. Det, der for alvor fangede min opmærksomhed, var scenen, hvor svanerne viser sig for første gang. Undervejs laver Lopatkina nogle bevægelser, der er mere fugl end menneske, og jeg husker, at jeg var ved at tabe kæben, da jeg så det. Pludselig virkede det ikke så langt ude at skrive om balletdansende rumvæsener, og jeg fik en kæmpe respekt for danserne selv. Det gik op for mig, at jeg var blevet forledt af, at de får ballet til at se så let og elegant ud, når der i realiteten er tale om, at de hver dag udsætter deres fysik for en kæmpe belastning og tvinger deres kroppe til at gøre ting, som vi i bund og grund ikke er skabt til. Film som De røde sko og Black Swan er selvfølgelig den ekstreme version af det liv, men det var som at få et indblik i en ny og fremmed verden.

Derfor endte ballet også med at spille en langt større rolle i Alien Ghost Ballet, end jeg havde forventet. Min oprindelige plan var at bruge balletten som katalysator for historien og så ellers lade den danse af sted i andre retninger, så jeg undgik at skulle skrive alt for meget om ballet. Men efter at have set Lopatkina i Svanesøen og læst om handlingen gik det op for mig, at jeg kunne få integreret balletten i novellen. Nogle forfattere taler om, hvordan deres personer kan overraske dem, hvilket jeg normalt vil betegne som noget sludder, men i dette tilfælde kom det faktisk bag på mig, hvordan novellens fortæller endte med at lave en udgave af Svanesøen, der var tro mod den oprindelige handling, men samtidig fik kommenteret på Disciplenes dystre fortid. Den drejning havde jeg bestemt ikke forudset, da jeg begyndte på historien. Jeg havde heller ikke forudset, at jeg skulle få en interesse for ballet, og selv om jeg stadig ikke har været i Det kgl. Teater for at se en forestilling, har jeg til gengæld oplevet Den kgl. Ballet, når de besøger Folkeparken i Roskilde på deres sommerturné.

Dette indlæg er efterhånden faretruende nær på at blive lige så lang som den novelle, det handler om, men jeg føler også, at jeg bør komme ind på et andet aspekt af Alien Ghost Ballet, nemlig de mange referencer. Hele novellen kan ses som en lang kommentar til, hvor kunstnere henter deres inspiration fra og udfordringen i at skabe noget, der føles nyt og friskt i en tid, hvor alle historier virker til at være fortalt. Derfor er Alien Ghost Ballet proppet med henvisninger til andre værker – primært inden for science fiction, men ikke kun – som man kan more sig med at spotte eller lade være. En af de mere åbenlyse er selvfølgelig Spøgelserne, der står i dyb gæld til Iain M. Banks’ bøger om The Culture, selv om jeg har bestræbt mig på, at der ikke er tale om et rent plagiat. Så lad os i stedet kalde det for en hyldest …

Hvis nogen skulle have interesse for det, kan hele den omtalte udgave af Svanesøen med Uliana Lopatkina ses på YouTube. Hun gør sin entré efter 37 minutter, og hvis man spoler frem til 1:40:20, kan man se hende lave 32 fouettés en tournant, hvor hun drejer rundt om sig selv 32 gange i træk – tilsyneladende uden at blive rundtosset.

En sidste ting: Efter at jeg havde skrevet Alien Ghost Ballet, faldt jeg over en artikel på nettet, hvor en anerkendt science fiction-redaktør kritiserede idéen om dans som kommunikation. Hendes argument var, at når moderne dans er noget, som de fleste mennesker finder komplet uforståeligt, så er det til grin at tro, at vi kan bruge dans til at tale med en udenjordisk race. Det var nok meget godt, at jeg ikke kendte til det argument, inden jeg gik i gang med novellen …

Læs et uddrag af Alien Ghost Ballet her.