Game Over – Continue? Yes/No

Af Lars Ahn Pedersen

Umiddelbart skulle man ikke tro, de havde meget til fælles; en science fiction-blockbuster med Tom Cruise i hovedrollen og en prisvindende roman af en forfatter, der er bedst kendt for sine litterære krimier.
Alligevel har Edge of Tomorrow og Life After Life forbløffende mange lighedspunkter, så derfor denne dobbeltanmeldelse.

Ikke alene har begge en hovedperson, som dør igen og igen og tvinges til at starte forfra hver gang, men de udspiller sig også med krige som baggrund. En væsentlig del af Life After Life foregår under 2. verdenskrig, mens Edge of Tomorrow har stærke, visuelle referencer til landgangen under D-dag på strandene i Normandiet.
Begge er også forbandet underholdende og sørger for, at man konstant bliver overrasket over deres evne til at variere den samme fortælling. Endelig kan man sige, at de begge er eksempler på historier, der henter deres fortælleteknik fra en overraskende kilde: computerspil.

Kate Atkinson havde næppe computerspil i tankerne, da hun skrev Life After Life – også udgivet på dansk af Gads Forlag som Liv efter liv – men der er alligevel noget sandkasse-agtigt over den måde, hun behandler sin hovedperson på.
Ursula Todd kommer til verden en februar-dag i 1910, men bliver kvalt i sin navlestreng og er død, endnu inden hun har nået at tage sit første åndedrag.
I næste “forsøg” når lægen frem i tide, og Ursula overlever den svære fødsel, blot for at omkomme i en drukneulykke, da hun er fire år.
Og sådan bliver det ved. Ursula fødes, og Ursula dør, men undervejs begynder hun at få deja-vu-agtige forudanelser, der gør hende i stand til at lære af sine fejl, selv om det først er som ældre, at hun bliver mere bevidst om det.
En særlig tricky episode opstår, da familiens tjenestepige vender hjem fra fejringen af afslutningen på 1. verdenskrig og får smittet børnene med den spanske syge. Det tager Ursula adskillige forsøg at komme forbi det punkt, fordi hun kun har en fornemmelse af, at noget frygteligt vil ske, hvis tjenestepigen får lov at tage af sted, men ikke kan sætte ord på hvorfor. I sidste ende løser hun det ved at brække tjenestepigens arm på følgende måde:
“Ursula had done a wicked thing, she had pushed Bridget down the stairs. Bridget might have died and she would have been a murderer now. All she knew was that she had to do it. The great sense of dread had come over her and she had to do it.”

Lige præcis den del af romanen minder om de frustrationer, man kan føle, når man når til et bestemt sted i et computerspil, hvor man simpelthen ikke kan komme videre, uanset hvad man gør, men også om den tilfredsstillelse, man opnår, når det så alligevel lykkes.
I computerspillenes verden er man tit nødt til at bruge liv efter liv på at løse et problem, før man kan fortsætte sit eventyr, og det samme gør sig gældende for hovedpersonerne i både Life After Life og Edge of Tomorrow.
I den henseende kan man sige, at Kate Atkinson er en ondere “spildesigner” end folkene bag Edge of Tomorrow. Ursula er nødt til at starte hele sit liv forfra, når hun dør, hvor Tom Cruises figur trods alt kun vågner op det samme sted dagen før. Ursula har så at sige ingen “save”-funktion, mens Tom Cruises degraderede pr-officer William Cage har et “checkpoint,” hvor han bliver gendannet efter hver død.

En anden vigtig forskel mellem de to er, at Cage kan huske alt, hvad der er sket, lige som Bill Murrays vejrmand i En ny dag truer (Groundhog Day), som begge værker ikke overraskende er blevet sammenlignet med.
Det gør Cage til en endnu mere computerspil-agtig figur, fordi han bruger sin viden til at blive dygtigere til at bekæmpe de mystiske aliens, som har besat det meste af Europa. Cage er til at begynde med en temmelig uduelig soldat, der ikke engang kan finde ud af at lade sit våben, men han klarer sig bedre og bedre, fordi han lærer at undgå de steder, hvor han risikerer at blive ramt. Træning gør mester, og sådan er det også i adskillige actionspil, hvor succes afhænger af, at man laver bestemte bevægelser og husker, hvor farerne er.
Undervejs møder Cage supersoldaten Rita Vrataski (Emily Blunt), som genkender hans evne og kan fortælle ham, hvad der foregår. Hun udfylder både rollen som hans instruktør og træner, men er også den, som driver handlingen fremad, fordi hun giver Cage et følelsesmæssigt incitament: at holde hende i live.
Den tydelige computerspil-inspiration skyldes til dels Edge of Tomorrows udgangspunkt, romanen All You Need Is Kill af den japanske forfatter Hiroshi Sakurazaka, som selv har erklæret, at han er en ivrig bruger af computerspil.
Så i en tid, hvor adskillige computerspil er blevet filmatiseret uden det store held, er det interessant at konstatere, at filmskaberne tilsyneladende har mere succes med at integrere fortællemæssige elementer fra spillene i filmene, end når de forsøger at omdanne et spilkoncept til en traditionel filmfortælling.
Således må Edge of Tomorrow sammen med Edgar Wrights Scott Pilgrim Vs. The World siges at være de bedste computerspilsfilm, der indtil er nu lavet, selv om de ironisk nok ikke er baseret på en spiltitel (Scott Pilgrim er en tegneserie).

Om Life After Life også bliver filmatiseret, må tiden vise. Muligheden er bestemt til stede, efter den er blevet en international bestseller og har vundet den prestigefyldte Costa Book Award.
Samtidig har Life After Life givet Kate Atkinson et helt nyt publikum. Det er ikke til at komme uden om, at romanens brug af “Hvis jeg nu havde gjort det A i stedet for B, hvordan var mit liv så blevet?” bringer den i nærkontakt med adskillige science fiction- og fantasy-historier. Det er selvfølgelig ikke noget, forlaget selv har gjort et stort nummer ud af i sin markedsføring af bogen, men det har ikke forhindret magasiner som Locus i at anmelde den og tage den med på sin 2013 Locus Recommended Reading List. Faktisk indleder Atkinson romanen med nok en af de mest brugte tidsrejse-klichéer, da hun lader Ursula forsøge at myrde Adolf Hitler i 1930 for at forhindre 2. verdenskrig.

Klichéfyldt kan man til gengæld ikke kalde resten af Life After Life, der er et eksempel på, hvad der også kan ske, når en forfatter fra den såkaldt respektable del af den skønlitterære verden begynder at lege med elementer fra de fantastiske genrer.
Sprogligt og fortællemæssigt er bogen en rendyrket nydelse, og dens beskrivelse af London under blitzen er en tour de force, man sent vil glemme. Personerne – deriblandt de øvrige medlemmer af Ursulas familie – fremstår levende og ægte med alle deres styrker og svagheder, så man til sidst føler, at man kender dem næsten lige så godt som ens egen omgangskreds.
Og så er der Ursula selv, som læseren ender med at få et lignende forhold til, som Tom Cruises soldat får til Rita Vrataski. Man ønsker hende det bedste, og det skærer i hjertet, når hun havner i et ægteskab med en voldelig ægtemand eller dør ensom og forladt i en iskold lejlighed, mens man jubler indvendigt, når det lykkes hende at overkomme endnu en forhindring i sine utallige liv.

Begge har det samme problem som de fleste andre lignende fortællinger i deres genre: at deres logik nok ikke holder til en dybere analyse. Atkinson kan undskylde sig med, at hun er mere interesseret i at udforske mulighederne, de mange liv giver hendes hovedperson, end at komme med en forklaring på, hvorfor det sker, mens Edge of Tomorrow prioriterer underholdningen over sammenhængen og mere eller mindre slipper af sted med det.
Et sidste paradoks er, at to værker, der indeholder så megen død og ødelæggelse, faktisk ender med at være noget af det mest livgivende, man har stiftet bekendtskab med inden for hver deres kunstgren.