Tålmodighed belønner sig 2

Miraklernes tid er ikke forbi! Knud Larn har langt om længe udsendt et nyt nummer af sit fanzine Science Fiction – eller rettere: han har faktisk udsendt fire. Det sidste i rækken, nr. 17, indeholder de bedste noveller fra hans novellekonkurrence i 2008, og blandt dem finder man Kongens nytårstale skrevet af undertegnede.
Og nej, 2008 er ikke en trykfejl. Der er tale om en halvanden år gammel konkurrence, som jeg omtalte i dette blogindlæg fra sidste efterår. Siden har jeg ventet og ventet på udgivelsen i sådan en grad, at jeg efterhånden begyndte at tro, at der var noget, jeg havde fantaseret mig frem til, men nu er fanzinet ankommet i en fysisk udgave, så den skulle være god nok.

Udover Kongens nytårstale indeholder Science Fiction nr. 17 også noveller af Malan Jacobsen (vinder af konkurrencen med Ulvetid), Gudrun Østergaard, A. Silvestri, Lise Andreasen og Manfred Christiansen. De øvrige forfattere nævnes ikke kun af kollegial høflighed, men også fordi Lises, Manfreds og mit efternavn er stavet forkert i fanzinet. OK, jeg står som Lars Ahn Petersen, så skaden er til at overse…

Temaet for konkurrencen var Danskerne og tidsmaskinen, og min novelle er, som titlen antyder, skrevet som en nytårstale i en verden, hvor en dansker har opfundet en måde at rejse i tiden på, hvilket han på groveste vis har udnyttet til at ændre på historien, som vi kender den.
Mit valg gav i øvrigt visse problemer, for et af kravene i konkurrencen var, at novellen skulle være på mindst 3000 ord. Som led i min research læste jeg flere af dronningens nytårstaler og opdagede, at de kun er omkring 1500 ord, så jeg måtte snyde og lade majestæten være i ekstra godt talehumør og ellers fylde ud med fodnoter.
Når jeg læser novellen i dag, kan jeg godt føle, at den kunne være strammet mere op. Der er i bund og grund tale om en joke, som trækkes lidt for langt ud, hvis jeg skal være helt ærlig.

Du kan læse et uddrag af novellen her – indtil videre kun som pdf – og ellers kan Science Fiction nr. 17 købes for 50 kr. via Knud Lars hjemmeside.

Leave a Reply