Jeg havde glemt alt om denne scene, indtil den pludselig dukkede op igen

Det er forunderligt, hvad der bliver hængende i ens hukommelse, og hvornår det vælger at vise sig.

Forleden kom jeg i tanker om en bestemt scene, men jeg kunne i første omgang ikke huske, hvor den stammede fra.

Her er scenen, der pludselig dukkede op:

Vi er i Holland. En ung kvinde ser på en flok kvindelige folkedansere i dragter. Det er dog ikke almindelige folkedansere, for der er noget urovækkende og uhyggeligt ved deres bevægelser, og af en eller anden grund er de udstyret med høtyve. Til at begynde med aner den unge kvinde ikke uråd, men i takt med at danserne kommer tættere på og omringer hende, bliver hun mere og mere urolig. Den mandlige hovedperson ser det hele på afstand, men bliver holdt tilbage af skurkene og kan derfor intet gøre, da danserne hæver høtyvene …

Det frustrerede mig, at jeg ikke kunne placere scenen, selv om jeg tydeligt kunne se den for mig. Til sidst søgte jeg på Google og fandt ud af, at den optræder i Alistair MacLeans spændingsroman Dødens dukker (Puppet on a Chain) fra 1969. Det gjorde dog ikke mysteriet mindre.

For det første var det ikke en bog, jeg kunne huske at have læst, og for det andet er Alistair MacLean ikke en forfatter, jeg har dyrket, modsat et andet stort thriller-navn fra samme periode, Desmond Bagley, som jeg har læst adskillige bøger af.

Det bliver kun mærkeligere af, at Dødens dukker blev filmatiseret i 1970 med den svenske sanger Sven-Bertil Taube i hovedrollen i et forsøg på at lancere ham som international actionhelt. Hvis du, ligesom jeg, heller ikke vidste det om Sven-Bertil Taube, kan du sikkert gætte dig til, hvordan det forsøg gik.

Det ville være oplagt at tro, at jeg huskede scenen fra filmudgaven, hvis det ikke var for to væsentlige detaljer:
1. Jeg havde aldrig set filmen.
2. Scenen med folkedanserne og høtyvene er slet ikke med i filmen, men findes kun i romanen.

Så billederne i mit hoved var udelukkende baseret på noget, jeg engang havde læst, men hvornår?

Jeg vidste, at jeg aldrig havde ejet et eksemplar af Dødens dukker, og den stod heller ikke i mine forældres bogreol. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skulle have lånt den på biblioteket, da jeg ikke mener at have læst andet af Alistair MacLean. Mit bedste bud er, at jeg må være faldet over bogen på en ferie, for eksempel i et sommerhus, hvor jeg af kedsomhed er begyndt at læse den.

Jeg har formentlig ikke været mere end 11-12 år gammel, for det var i den alder, jeg begyndte at læse min fars Desmond Bagley-bøger (jeg ventede et par år mere, før jeg kastede mig over Stephen King). Så det kan yderligere forklare, hvorfor jeg har været så letpåvirkelig.

Alt dette gjorde mig nysgerrig efter at læse Dødens dukker igen, så derfor købte jeg romanen, da jeg for et par dage siden fandt den til 20 kroner i Vangsgaards Antikvariat i København. Foreløbig har jeg kun skimmet bogen for at finde frem til scenen, der begynder på side 210.

Jeg kan bekræfte, at scenen er lige så mareridtsagtig og grum, som jeg erindrer den. Faktisk er det forbløffende, hvor mange detaljer jeg huskede rigtigt efter så mange år.

I mellemtiden har jeg også fået set filmen, fordi jeg opdagede, at den ligger på YouTube, da jeg ledte efter traileren.

Det viser sig, at der er en scene, hvor der bliver begået et mord, mens man ser hollandske folkedansere optræde, men det er ikke danserne, som er morderne, og man ser ikke en eneste høtyv i filmen.

Måske blev scenen ændret i forhold til bogen for ikke at få problemer med censuren, men det virker ærlig talt som en spildt mulighed. Hvis den var blevet lavet ordentligt, kunne det være blevet til en scene, der havde haft samme betydning for hollandske folkedanserdragter, som Psycho havde for brusebade.

I stedet er det mest mindeværdige ved filmen en lang og ganske nervepirrende speedbådjagt gennem Amsterdams kanaler, der siges at have inspireret en lignende scene i Bond-filmen Live and Let Die, der kom et par år senere.

Uanset hvad kan Alistair MacLean ikke bebrejde andre for ændringen, da han selv var med til at skrive manuskriptet til filmatiseringen.

Hvis jeg skal uddrage en lære, må det være, at et billede kan sige mere end tusind ord, men omvendt kan et par hundrede ord skabe billeder, der fremstår så levende, at de kan vække ens indre biograf til live flere årtier senere.

En anden lære må være, at folkedansere, høtyve og dukker er en stærkt undervurderet kombination.

Månedens anbefalinger

Rachael K. Jones: Five Views of the Planet Tartarus (Lightspeed Magazine, december 2023)
I denne måned er det et år siden, min novelle A Review: The Reunion of the Survivors of Sigrún 7 blev bragt i Lightspeed Magazine. Måneden efter kunne man læse dette stykke flash fiction, som jeg først for nylig har fundet frem til, og som – meget apropos scenen fra Dødens dukker – viser, hvordan en forfatter kan skabe stærke billeder og få fortalt en masse uden at bruge mange ord (i dette tilfælde blot 549 ord) .

Tia Tashiro: What Good Daughters Do (Apex Magazine, oktober 2024)
Som jeg nævnte i mit indlæg om Worldcon, hilste jeg på den unge forfatter Tia Tashiro i Glasgow. Siden har jeg med begejstring læst flere af hendes noveller, senest denne her, der handler om, hvor meget man vil ofre for at hjælpe sin mor, og hvad det koster. Ekstrapoint for åbningslinjen: I’m not expecting it when my mother eats the bus driver.

Fiona Moore: The Children of Flame (Clarkesworld, oktober 2024)
Jeg mødte Tia Tashiro, fordi vi begge var til en Table Talk med Fiona Moore, som netop har fået udgivet en ny novelle i sin serie om Morag. Historierne foregår i en fremtid, hvor samfundet er kollapset og nu prøver at komme på fode igen. Dette er den fjerde i rækken, og de er alle værd at læse.

Og så har Roskilde Festival offentliggjort sine første navne til 2025-festivalen. Her glæder det mig især at se Magdalena Bay og Allie X på plakaten, da de har udgivet to af mine favoritalbum i år.