Fem år som forfatter

Jeg er ikke helt sikker på datoen, men det var omkring denne tid for fem år siden, at jeg fik min debut som forfatter. Det skete, da magasinet Himmelskibet bragte min novelle Fru Jensen og den nydelige mand i sit sommer-nummer, hvor jeg i øvrigt kan se, at jeg var i fornemt selskab med folk som Camilla Wandahl, Thomas Strømsholt, Klaus Æ. Mogensen og Flemming R. P. Rasch.

Og hvordan har jeg det så med Fru Jensen … i dag? Jo tak, vi har det fint med hinanden, selv om der er løbet megen vand i åen sidenhen, og vi måske ikke har så meget til fælles længere. Jeg har dog stadig et blødt punkt for novellen, fordi det var den, der fik mig i gang med at skrive igen – eller rettere: det var idéen om en nærmest vampyrløs vampyrnovelle, hvor man i stedet møder en vampyrjæger, som forsøger at overbevise en sød, ældre dame om, at hendes søn er en udød blodsuger, der tændte mig.

Oplevelsen af at se min egen fiktion på tryk må åbenbart have givet mig – undskyld udtrykket – blod på tanden, for i det efterfølgende nummer af Himmelskibet kunne man læse endnu en af mine noveller, Vejmand, og herfra gik det slag i slag. Jeg hørte om Science Fiction Cirklens nye antologi-serie Lige under overfladen og indsendte Afhøring af offer nr. 5. Den blev min første bogudgivelse, da den blev udtaget til I overfladen – Lige under overfladen 2, der udkom i august 2008. Forinden havde jeg også vundet min første novellekonkurrence, da Har du hørt havfruerne synge? nåede til tops i Fantastiks novellekonkurrence, der blev afviklet i forbindelse med Fantasticon 2008 i foråret.

Al den medgang gav mig mod på at skrive videre, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad der var sket, hvis det var gået den modsatte vej. Hvad nu hvis Himmelskibets redaktører (som var førnævnte Klaus og Flemming) havde afvist mine historier? Ville jeg så være fortsat? Det ville jeg sikkert. Jeg havde faktisk prøvet at deltage i Eurocon 2007s novellekonkurrence uden held (men den var også på engelsk, så det var at forvente), men måske ville jeg ikke have haft selvtilliden til at sende historier ind til Lige under overfladen 2 eller Fantastiks novellekonkurrence. Måske ville jeg – som det var sket før – være gået i stå igen og have lagt skriveriet på hylden.

I så fald ville jeg i dag ikke kunne se på en reol fyldt med antologier med mine noveller, jeg ville ikke have min første novellesamling på bedding, jeg ville i hvert fald ikke have denne hjemmeside, og jeg ville heller ikke have en science fiction-pris, jeg kan prale med over for mine gæster. Af og til tænker jeg på, om der i en alternativ verden går en Lars Ahn Pedersen rundt, som aldrig fik gjort noget ved sine forfatterdrømme. Jeg spekulerer på, hvad han mon får tiden til at gå med?