Monthly Archive for maj, 2010

Mere udenomssnak

Jeg er ved at finpudse en novelle til Fantastiks novellekonkurrence, men derudover er det begrænset, hvor meget ny fiktion det er blevet til i år trods mine hensigter om det modsatte.

Faktisk sker der næsten mere på anmelderfronten. Det nye nummer af Fantastiks medlemsblad Himmelskibet er netop udkommet, og det indeholder to anmeldelser fra min hånd. Den ene handler om John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys roman The Road, som var med på min liste over de 10 bedste romaner fra det forgangne årti. Filmen er ikke helt i samme klasse, men er forbløffende tro mod sit forlæg og er helt klart værd at se. Den anden anmeldelse beskæftiger sig med en af de bedste originalantologier, jeg har læst i meget lang tid, Jonathan Strahans Eclipse Three. Samlingen er fyldt med fremragende noveller, hvoraf flere udfordrer grænserne for, hvad man kan gøre inden for de enkelte genrer. Mine favoritter er Karen Joy Fowlers grumme The Pelican Bar, Caitlin R. Kiernans helt eget bud på en fusion mellem science fiction og horror, Galapagos, og Nicola Griffths It Takes Two – en historie der ikke alene og helt bogstaveligt både har hjerne og hjerte, men også beskæftiger sig med begge dele.

Apropos Fantastik, så er jeg blevet valgt ind i foreningens bestyrelse, indtil videre for et år. Beviset finder I her.

Desuden er min dobbeltanmeldelse af antologierne The Best Horror Of The Year Vol. 1 og The Mammoth Book Of Best New Horror Vol. 20 fra det forrige nummer af Himmelskibet nu tilgængelig på nettet. Endelig har Koreaklubben i anledning af sit 20-års jubilæum udgivet en særlig udgave af sit medlemsblad Chingu, der indeholder en blanding af nye og gamle artikler. Blandt sidstnævnte finder man min artikel De fem koreanske benspænd om de forhindringer, man som vesterlænding kan løbe ind i, hvis man vil se koreanske film. Den kan også læses her på siden.

Der var én, der var to…

Efter en begivenhedsløs april på skrivefronten er der pludselig begyndt at ske ting og sager. Inden for få dage har jeg modtaget nyt om to af mine noveller, som jeg for tiden har liggende til udgivelse på to forskellige forlag.

Den ene drejer sig om Langt ude i skoven, som Tellerup har udvalgt til en kommende gyserantologi. Her har jeg modtaget manusplejen, hvilket vil sige den redigerede udgave af novellen, efter at der er blevet læst korrektur på den. Heldigvis var der kun få rettelser, og de fleste gik på tegnsætningen i forbindelse med min brug af kursiv, omend der også blev fundet en enkelt fejl, som det var lykkedes mig at overse trods utallige gennemlæsninger. Der er stadig intet nyt om udgivelsesdatoen og titel på antologien, som jeg ser mere og mere frem til.

Dagen efter mailen fra Tellerup kom der en besked fra Dansklærerforeningens Forlag om en af mine noveller, som skal med i en antologi, der skal bruges som undervisningsmateriale til de ældste elever i folkeskolen.
Når jeg ikke har nævnt noget om det før her på siden, skyldes det, at jeg har villet vente til, jeg havde nogle mere håndfaste oplysninger. Det har jeg så fået – mere eller mindre. Antologien var oprindelig sat til at udkomme i år, men udgivelsesdatoen er nu udskudt til april 2011.
Jeg vil dog røbe, at der er tale om Afhøring af offer nr. 5, som var med i Science Fiction Cirklens antologi I overfladen – Lige under overfladen 2. Samme novelle er også blevet udvalgt til en engelsksproget udgivelse fra SFC, så den kan ende med at blive min mest “genbrugte” historie.

Henvendelsen fra Dansklærerforeningens Forlag stammer helt tilbage fra februar 2009 og var mit første egentlige salg. Jeg får dog først honoraret udbetalt i forbindelse med udgivelsen, så i mellemtiden nåede Tellerup at komme fra baghjul og blive det første forlag, som har betalt for en af mine noveller.
Men begge tilfælde har givet mig en forsmag på, hvordan det er at have med et professionelt forlag at gøre – ikke mindst med hensyn til den lange produktionstid.