Røb ikke slutningen

Da min søster og jeg var teenagere, havde hun en irriterende vane. Når hun ville læse en bog, bladrede hun straks frem til slutningen, og når hun skulle se en film, som hun vidste, jeg havde set før, spurgte hun, hvad den endte med?

Hun begrundede det med, at hvis hun vidste, det gik godt for hovedpersonerne, slap hun for at bekymre sig på deres vegne. Derudover spildte hun heller ikke tiden, hvis det viste sig, at hun ikke brød sig om slutningen.

Det gik mig på nerverne, når jeg så hende gøre det med en bog, og i langt de fleste tilfælde nægtede jeg også at røbe noget om filmens handling, når jeg blev spurgt.

Når jeg fortæller om det nu, skyldes det, at jeg for nylig har set en serie, hvis handling undervejs tager en yderst overraskende drejning. Det er så radikalt et greb, at det fuldstændig ændrer seriens genre, og det faldt da heller ikke i lige god jord hos seerne og anmelderne.

Men det ironiske ved det hele er, at jeg så serien, selv om jeg godt vidste, hvad overraskelsen bestod i. Det gjorde jeg, fordi jeg havde læst om den i forvejen.

Ja, faktisk var det grunden til, at jeg overhovedet gik i gang med serien.

Ingen spoilere

Da jeg så traileren til Sugar på Apple TV+, tænkte jeg ikke just, at den var noget, jeg straks skulle kaste mig over.

Selv om jeg er til noir-genren og trods alt har skrevet en roman med titlen Rød høst, virkede serien som et standard drama, hvor en detektiv tuller rundt i et solbeskinnet Los Angeles og leder efter en forsvunden person.

Men så faldt jeg over en artikel på Reactor (tidligere kendt som Tor.com): Sugar and the Challenging Art of Genre Hybrids. Artiklen blev indledt med en advarsel (“There will be spoilers. Big, big spoilers”), men jeg læste alligevel videre. Jeg havde jo ikke tænkt mig at se serien, så hvad kunne der ske ved det?

Selv om artiklens forfatter var kritisk over for genreskiftet, gav den mig pudsigt nok lyst til at se Sugar. Så jeg slugte de otte afsnit hen over en weekend på trods af, at jeg kendte til Den store Hemmelighed.

Bare for en god ordens skyld: Jeg kommer ikke med spoilere.

Men netop fordi jeg vidste, hvad der ville ske, kunne jeg i stedet koncentrere mig om at finde alle de små ledetråde og detaljer, som seriens skabere har lagt ud helt fra begyndelsen. Samtidig stod det klart for mig, hvorfor mange seere havde overset dem i første omgang, fordi Sugar er så tro mod detektivgenren, at man slet ikke tænker på at kigge i en anden retning.

Så da jeg nåede frem til den store afsløring i slutningen af afsnit seks, må jeg sige, at den ikke kom helt ud af det blå. Sporene var der, hvis man havde vidst, at man skulle være opmærksom på dem.

Til gengæld er jeg ikke så vild med seriens anden store afsløring, hvor man finder ud af, at der er endnu en skurk. Den virker på mig mere som en hovsa-løsning, men det kan også bare være, at jeg ikke har set ordentligt efter, fordi mit fokus lå andetsteds.

Det får jeg lejlighed til at undersøge, for Apple TV+ har meddelt, at der kommer en anden sæson af Sugar. Og så er jeg spændt på, om serien til den tid bliver placeret under sin egentlige genre, for det har streamingtjenesten selvfølgelig undladt at gøre for ikke at afsløre for meget.

Don’t tell the secret

Sugar fik mig ikke kun til at tænke på min søsters uvane med at ville kende slutningen på forhånd, men også på andre klassiske eksempler, hvor der undervejs sker noget uventet, der vender op og ned på, hvad det er for en film, vi ser.

Tænk hvis man lige som biografpublikummet ved premieren i 1960 kunne se Psycho med helt jomfruelige øjne uden at vide, hvad der kommer til at ske, når Marion Crane tænder for bruseren. Adskillige generationer har i hvert fald ikke kunnet se filmen uden at kende udfaldet på forhånd. Forleden hørte jeg dog en bekendt fortælle, at han havde vist Psycho for sin søn, og at denne overhovedet ikke havde været forberedt på filmens pludselige drejning.

Måske har en film som The Crying Game (1992) efterhånden også fået så mange år på bagen, at der findes et publikum, som ikke er bekendt med dens berømte twist. Både Psycho og The Crying Game brugte som en del af deres markedsføring, at publikum blev opfordret til ikke at røbe handlingen over for dem, som ikke havde set filmen endnu.

Det er svært at forestille, at det samme kunne lade sig gøre i dag på grund af de sociale medier, som har gjort det nærmest umuligt at holde noget hemmeligt. Hvor kort tid gik der efter premieren på Spider-Man: No Way Home og Deadpool & Wolverine, før alle vidste, hvem der havde cameos i filmene?

I stedet er vi endt med trailere, der ofte viser så meget, at det er småt med overraskelser, når man endelig ser filmen. En nylig undtagelse var Longlegs, der undlod at vise Nicolas Cage, men ellers har vi titler som Abigail, hvor den del af plottet, man tidligere ville have tilbageholdt i traileren, nu bruges til at sælge filmen.

Jeg må så erkende, at det i tilfældet med Abigail virkede. Det var afsløringen i traileren, der gav mig lyst til at gå i biografen og se filmen, som i min optik er årets mest underholdende horror-komedie. Til gengæld var jeg en anelse skuffet over Longlegs, der har masser af stil og stemning, men ikke så meget andet, når det kommer til stykket.

Så skal jeg bare give op og konstatere, at min søster har vundet? At vi lige så kan godt springe hen til slutningen og undgå at blive overrasket?

Eller er en serie som Sugar, trods sine fejl og mangler, beviset på, at det stadig kan lade sig gøre at holde noget hemmeligt? I hvert fald indtil nogen skriver en artikel om det og gør mig nysgerrig …

Månedens anbefalinger

Sarah Pinsker: Signs of Life (Uncanny, juli/august 2024)
For at blive i temaet er Sarah Pinskers novelle på overfladen en fortælling om to søstre, som mødes igen efter ikke at have talt sammen i årevis. Langt hen ad vejen virker det som et familiedrama uden spekulative elementer, og som læser når man at undre sig over, hvad en sådan historie laver i Uncanny. Men da afsløringen kommer, bliver det tydeligt, at Pinsker har signaleret det hele vejen igennem. Sarah Pinsker var i øvrigt en af de forfattere, jeg havde en Table Talk med under Worldcon i Glasgow.

Michael Cisco: The Two Musics (Reactor, maj 2024)
Mere mystik i Californien med inspiration fra true crime. Som barn bliver Simon fascineret af en berygtet sag om en række mord, der blev begået i 90erne nær hans hjem. Som voksen fortsætter sagen med at påvirke ham på mystisk vis, som om noget fra fortiden ikke vil slippe ham. På samme måde får Cisco skabt en foruroligende stemning, der bliver siddende længe efter, man har læst novellen.