Nok om musik for denne gang og tilbage til det, denne side egentlig handler om: overdreven selvpromovering. Jeg har modtaget yderligere informationer om Science Fiction Cirklens kommende antologi Lige under overfladen 3, hvor min novelle Alien Ghost Ballet er med.
Antologien får titlen Den hemmelige dal og udkommer den 15. august. Jeg kan desuden oplyse, at Alien Ghost Ballet fylder hele 50 sider og dermed lægger beslag på over en sjettedel af det samlede sideantal (294). Som jeg sagde: overdreven selvpromovering.
Til sidst vil jeg lige vise omslaget, som er lavet af Patrick Leis, der i øvrigt også har en novelle med i antologien (klik på billedet for at se det i stort format).
1. Yeah Yeah Yeahs En gang imellem belønner tålmodighed sig. Jeg skulle helt hen til søndag aften, før årets højdepunkt på Roskilde Festival indtraf for mit vedkommende. Samtidig gik det op for mig, hvorfor Karen O har fået status som rock- og stilikon, for det var simpelthen karisma for fuld udblæsning, der ramte publikum på Arena fra første nummer. En af den slags koncertoplevelser, man kan leve højt på længe.
2. Trentemøller
Roskilde har en evne til at bringe det bedste frem i danske musikere, og Trentemøller levede fuldt op til forventningerne, da han torsdag nat omdannede festivalpladsen til en stor fest. Pudsigt nok fungerede dj-delen bedre end de mere traditionelle koncertindslag, hvor det var som om, at gassen gik lidt af ballonen. Undtagelsen var, da luksus-rytmegruppen Mikael Simpson og Henrik Vibskov kom på scenen, og det blev kun endnu bedre, da Ane Trolle gjorde dem selskab på Moan. Et fascinerende og flot sceneshow fuldendte oplevelsen.
3. Jenny Wilson
Endnu et eksempel på en karismatisk sangerinde, som jeg første gang oplevede ved Roskilde Festivals pressemøde i april, hvor hun gav et par numre sammen med sin uortodokse rytmegruppe. Allerede dér vakte hun min nysgerrighed, og hun skuffede ikke ved koncerten på Odeon fredag midnat, hvor hverken hun eller publikum havde lyst til at slutte.
4. White Lies
Koncerten på Odeon søndag eftermiddag bekræftede blot, hvad jeg erfarede på Lille Vega tidligere i år. Selv om de blot har udsendt et enkelt album, er det spækket med så mange gode sange, at det sagtens kan bære en hel koncert. Forsanger og guitarist Harry McVeigh var blevet mere mobil siden sidst, men havde også en større scene at boltre sig på, og så leverede de en uventet coverversion af Portishead-sangen The Rip fra sidste års album Third.
5. Lily Allen
Viste sig at være i besiddelse af et uventet entertainer-gen og var også en bedre sanger, end jeg havde forventet. Koncerten på Arena lørdag aften var fuld af charme - også selv om hun er en af de få, jeg har set ryge åbenlyst på scenen - og kan kun siges at være en alsidig oplevelse med alt lige fra jazzede indslag til en coverversion af Britney Spears’ Womanizer og fællessang på Fuck You. Fuckin’ fantastic!
Og hvad så med de tre øvrige koncerter, jeg på forhånd havde glædet mig til? Little Boots levede op til forventningerne, men overgik dem på den anden side heller ikke. Fin koncert på Cosmopol med god stemning, men en skam at hun ikke kunne få sin tenorion til at virke optimalt. Balstyrko har jeg til gode at se på Beatday. Jeg hørte koncerten, men Odeon var så stoppet med mennesker, at jeg aldrig kom ind i teltet og fik kun korte glimt af scenen. Det lød dog godt. Pet Shop Boys havde hevet et kæmpe sceneshow med til Roskilde og miksede lystigt nye og gamle sange. Det kunne dog ikke skjule, at koncerten på Orange Scene havde sine døde øjeblikke, og stemningen var også mærket af, at noget nær halvdelen af publikum befandt sig nede ved Arena, hvor de ventede på Malk de Koijn (som jeg af samme årsag opgav at se på forhånd).
De skuffede: Nick Cave & The Bad Seeds Cave sang falsk på flere numre, og The Bad Seeds er set i skarpere form. Oasis Ruttede bestemt ikke med de gamle sange. Opdagede at jeg ikke er gået glip af noget ved ikke at se dem før. Fever Ray Hvad skete der lige dér?!!
Så er det Roskilde-tid igen, selv om jeg rent arbejdsmæssigt allerede gik i gang med at dække festivalen i sidste uge. Men det er først nu, at det for alvor går løs med musikken, og her er de fem navne, jeg ser mest frem til:
1. Little Boots (Cosmopol, fredag 21.00)
Politikens og Gaffas anmeldere kan rende og hoppe. Little Boots aka Victoria Hesketh har i mine ører lavet det foreløbig bedste popalbum i 2009. Jeg ser stærkt frem til at høre hendes 80′er inspirerede synth-pop live fredag aften. Min eneste bekymring er, at jeg sidste år på samme tid og samme scene havde glædet mig som en sindssyg til Santigolds koncert, og den endte med at være en af de dårligste, jeg har oplevet på Roskilde (et 15 min. dj-sæt og 30 min. playback-musik er simpelthen ikke godt nok, uanset hvor fremragende sangene og albummet end er). Så jeg krydser fingre for, at det ikke bliver en ny skuffelse. At Hesketh godt kan på egen hånd, viser dette klip, hvor hun fremfører en tidlig udgave af Meddle hjemme i sit soveværelse.
2. Lily Allen (Arena, 21.30)
Fra en pop-prinsesse til en anden. Jeg fik først ørerne op for Lily Allen, længe efter at hun havde udsendt debutalbummet Alright, Still i 2006. Selvfølgelig havde jeg hørt Smile i radioen, men det var ikke før, jeg en dag begyndte at lytte til teksten, at jeg tænkte: “Hov, det er da ikke så pænt og uskyldigt, som det lyder til…” Siden har jeg været fan, og selv om hendes nye album It’s Not Me, It’s You ikke byder på helt så mange gode sange som forgængeren, er der stadig nok til, at det kan blive en underholdende koncert. Her er videoen til The Fear.
3. White Lies (Odeon, søndag 17.00)
Et band, som jeg allerede har set en gang i år, på Lille Vega, og det bliver nok sidste gang, jeg kommer til at opleve dem i så små omgivelser. White Lies gav en helt igennem fremragende koncert og virkede charmerende nok stadig en smule benovede over, at folk gad møde op for at høre dem. Ja, de står i tydelig gæld til Joy Division, men kan samtidig lave iørefaldende melodier, der berettiger hypen. Og så burde de i øvrigt have spillet på Arena i stedet for de stærkt overvurderede Glasvegas.
4. Balstyrko (Odeon, lørdag 12.30)
Jeg ved det godt! Mange har Malk de Koijn-koncerten som årets absolutte højdepunkt, men jeg vil hellere se Blæs Bukki sammen med Ane Trolle og Ormen tidligere samme dag. Balstyrko har lavet, hvad jeg anser for at være et af årets bedste danske albums, så jeg er spændt på at høre dem live. Han får i øvrigt en lang dag, den gode Blæs. Malk de Koijn skal først spille på Arena klokken to om natten.
5. Pet Shop Boys (Orange, lørdag 1.00)
Roskilde Festival 1997. Fredag aften. Det har pisset ned to dage i træk. Jeg er træt, kold, våd og mudret, men holder alligevel ud, fordi jeg har fulgt Pet Shop Boys siden starten, og så er det oven i købet deres første optræden på en festival nogensinde. Det kommer jeg ikke til at fortryde. Miraklet indtræffer. Det holder op med at regne, og PSB leverer den vildeste fest og redder min dag, hvis ikke hele festivalen for mig. Fem år senere ser jeg dem give en lidt halvkedelig koncert, så det kan gå begge veje…
