Monthly Archive for januar, 2010

Langt ude

I dag fik jeg en parkeringsbøde med halvanden måneds forsinkelse, og min bil har ikke kunnet starte de seneste par uger på grund af kulden. Men alt det er lige meget nu, for jeg modtog også en mail, der meddelte, at min novelle Langt ude i skoven er blevet udvalgt til en kommende gyserantologi fra forlaget Tellerup.

Det er selvsagt kæmpestort, for ifølge Tellerup blev der indsendt godt 150 noveller til konkurrencen – dobbelt så mange som forventet, så afgørelsen måtte udskydes fra 1. december til nu.
Og modsat de andre udgivelser, jeg har været med i, følger der denne gang et honorar med. Beløbet er ikke fyrsteligt, og der skal også betales b-skat af det, men det er alligevel rart at prøve at få penge for noget, man har skrevet i sin fritid.

Langt ude i skoven var en novelle, jeg skrev i sommer, umiddelbart før jeg skulle på ferie. Den blev til under et temmelig hektisk forløb, så jeg var lidt usikker på, om den fungerede, men alt det vil jeg fortælle mere om, når udgivelsen nærmer sig.

Ingen nepotisme i Rockklubben

For første gang i historien skulle der tages stilling til et habilitetsspørgsmål, da ni af Rockklubbens medlemmer lørdag den 2. januar mødtes i Dan Turells barndomsby, Vangede, for at kåre Årets Plade (bemærk formandsskabets insisteren på at anvende begrebet “plade” frem for album).
Blandt de indstillede albums, undskyld, plader i den danske afdeling var Umlaut Songs af bandet Pocket Life, hvis forsanger Palle Jensen er medlem af Rockklubben. Det blev derfor besluttet, at han ikke kunne stemme på sig selv, ligesom et andet medlem, hans bror, Tom Jensen aka Det yngre Forvrag, også blev erklæret inhabil.
Til gengæld viste de øvrige tilstedeværende medlemmer, at de ikke kun besidder stor integritet, men også er nogle hårdhudede, hjerteløse og usentimentale sataner, da de skulle afgive stemmer, så Pocket Life fik ikke et ben til jorden. I stedet løb Balstyrko af med sejren i et af de i øvrigt stærkeste danske felter nogensinde.
I den udenlandske afdeling var der også stor spænding om resultatet, da der heller ikke her var nogen klar favorit på forhånd. Alligevel blev det i sidste ende til en forholdsvis sikker sejr til Yeah Yeah Yeahs, hvilket til dels kan henføres til bandets overbevisende koncert på Roskilde Festival.

Udenlandske: 1. Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz. 2. Muse: The Resistance. 3. Wilco: Wilco (The Album). 4. Florence + The Machine: Lungs. 5. Animal Collective: Merriweather Post Pavilion. 6. Pearl Jam: Backspacer. 7. White Lies: To Lose My Life. 8. Arctic Monkeys: Humbug. 9. Kent: Röd. 10. Grizzly Bear: Veckatimest. 11. Fever Ray: Fever Ray. 12. Bat For Lashes: Two Suns. 13. Monsters Of Folk: Monsters Of Folk. 14. Bruce Springsteen: Working On A Dream. 15. Bonnie Prince Billy: Beware. 16. Bob Dylan: Together Through Life. 17. Richmond Fontaine: We Used To Think The Freeway Sounded Like A River.

Danske: 1. Balstyrko: Jagten paa noget. 2. The Rumour Said Fire: The Life And Death Of A Male Body. 3. Mew: No More Stories… 4. Nephew: Danmark/Denmark. 5. The Raveonettes: In And Out Of Control. 6. Jens Unmack: Dagene løber som heste. 7. WhoMadeWho: The Plot. 8. Pocket Life: Umlaut Songs.

Personligt kan jeg kun være tilfreds med resultatet, da fire af mine udenlandske favoritter (Yeah Yeah Yeahs, Muse, Florence + The Machine og White Lies) endte i top 7 med Bat For Lashes som den eneste undtagelse, mens alle mine fire indstillinger i den danske afdeling (Balstyrko, The Rumour Said Fire, Nephew og The Raveonettes) klarede sig godt.

Hvis du vil se den nøjagtige pointfordeling, kan du bruge dette link, hvor de tidligere års kåringer også forefindes.