Tal endelig under filmen

I min gennemgang af halvårets bedste musik kom jeg ind på, hvordan streamingtjenesterne er ved at gøre det af med CD’en og har ændret mine vaner. Det samme gælder også måden, jeg ser film på. Jeg køber stadig DVD’er og Blu-ray, men det er slut med impulskøbene, efter at stort set alle de butikker, som jeg plejede at frekventere, er lukket.

Den del overlever jeg nok. Min bekymring gælder mere noget andet, som er i fare for at forsvinde den dag, hvor det er slut med at købe film i fysisk form: Ekstramaterialet.

Jeg er typen, som kan finde på at købe en film udelukkende på grund af ekstramaterialet, og jeg har i enkelte tilfælde købt en film igen, hvis der er kommet en ny udgave med bedre indhold. Og hvis nogen har undret sig over, hvem der gider bruge tid på at lytte kommentarsporet igennem, så er jeg ham med hånden i vejret ovre i hjørnet.

Der bliver heldigvis stadig udsendt film med et righoldigt ekstramateriale, men jeg synes, der bliver længere mellem dem. Forklaringen ligger lige for: Hvis flere og flere vælger at se film via streamingtjenesterne (og hvorfor ikke? Jeg gør det i stigende grad selv. Det er nemt, og du behøver ikke engang rejse dig fra sofaen), er filmselskaberne nødt til at overveje, hvor meget de vil ofre på at få produceret ekstramateriale til en udgivelse på DVD og Blu-ray.

Ekstramaterialet forsvinder dog næppe helt. En del kan allerede i dag findes på YouTube, og der vil fortsat være et marked for den slags blandt filmnørderne. Derimod kan jeg godt frygte for kommentarsporets fremtid, selv om Netflix har eksperimenteret med det på House of Cards. Indrømmet, der er blevet lavet rigtig mange ligegyldige kommentarspor, hvor aktørerne primært bruger tiden på at genfortælle handlingen og skamrose alle involverede. Men når de fungerer, giver de til gengæld et enestående indblik i, hvordan film bliver til, og kan i visse tilfælde åbne dine øjne for facetter, du overså i første omgang.

Her er nogle af de kommentarspor, som jeg har haft mest fornøjelse ud af:

Starship Troopers (1997)
Paul Verhoevens filmatisering af Robert A. Heinleins roman blev misforstået af mange ved premieren, som ikke opfangede de satiriske budskaber. Verhoeven og manuskriptforfatter Ed Neumeier benytter kommentarsporet til at diskutere filmens modtagelse og undrer sig blandt andet over publikums negative reaktion på Denise Richards rolle.

Begge ser det som et tegn på, at folk ikke var parate til at se kvinder, der ikke opførte sig som den traditionelle, trofaste filmkæreste – selv om det selvfølgelig også kunne være, at publikum syntes, Denise Richards er en irriterende skuespiller.

Uanset hvad er det interessant at lytte til hele vejen igennem og gør dig meget klogere på, hvordan man kan smugle budskaber ind i en film om en intergalaktisk krig mod store, insektlignende væsener.

Almost Famous (2000)
Cameron Crowes semibiografiske film om en teenage-journalists vej ind i 70’ernes rockverden (Crowe begyndte selv at skrive for Rolling Stone Magazine som 15-årig) byder blandt andet på en morsom præstation af Frances McDormand som hovedpersonens kærlige, men overbeskyttende mor. Så hvem tager man med på sit kommentarspor til director’s cut-udgaven? Sin mor, selvfølgelig. Resultatet er stærkt underholdende og fuld af oplysninger, som kun ens mor kan finde på at afsløre.

Black Hawk Down (2001)
Special Edition DVD’en af Ridley Scotts krigsfilm indeholder ikke bare ét, men hele tre kommentarspor. Scott er blandt de instruktører, som normalt altid værd er at lytte til, men her bliver hans eget spor overgået af de to andre.

Det ene er med manuskriptforfatter Ken Nolan og forfatteren Mark Bowden, som skrev bogen, filmen er baseret på. Sammen kommer de med mange interessante oplysninger om den virkelige begivenhed, og Ken Nolan har endda lavet en liste over ting, der irriterer ham ved andres folks kommentarspor, og som han derfor ikke vil gentage.

Det virkelige guld ligger dog gemt i det tredje spor, som er med fire af de soldater, der rent faktisk deltog i kampene i Mogadishu. Blandt dem er Matt Eversmann, som i filmen spilles af Josh Hartnett og er det nærmeste, man kommer en egentlig hovedperson. Eversmann gør opmærksom på, at Hartnetts figur i virkeligheden er sammensat af to forskellige soldaters oplevelser, og han er i stand til helt præcist at udpege, hvornår skiftet sker i filmen. Derudover fortæller soldaterne, hvornår filmskaberne rammer plet i deres skildring af hændelserne, og hvornår de foretager kreative genveje af filmiske årsager.

Mission: Impossible – Rogue Nation (2015)
Umiddelbart skulle man tro, at kommentarsporet til femte film i en lettere anonym actionserie ikke ville indeholde noget af interesse, men Tom Cruise og instruktør og manuskriptforfatter Christopher McQuarrie leverer faktisk et fascinerende og lettere chokerende indblik i, hvordan en blockbuster bliver til.

Chokerende fordi de åbent erkender, at indspilningen gik i gang, før de havde hele historien på plads, så der er scener, hvor skuespillerne er blevet bedt om at reagere på noget på en skærm, selv om ingen helt præcist vidste, hvad der ville komme til at stå. Der er også beretninger om scener, der blev optaget guerilla-style, fordi man ikke havde nået at indhente de nødvendige tilladelser, selv om man kunne forvente, at en franchisefilm med et stort budget ville have styr på den slags.

Kommentarsporet bekræfter desuden en mistanke, jeg har haft siden den første film: at manus er bygget op omkring en række spektakulære actionsekvenser, mens bagateller som plot og handling kun er fyldet imellem. Det mest forbløffende ved det hele er dog, at Mission: Impossible – Rogue Nation er endt med at blive så vellykket, som den rent faktisk er. Måske er det årsagen til, at Cruise og McQuarrie føler, at de godt kan lægge kortene på bordet og lukke os ind i den kaotiske skabelsesproces. Omvendt gør Cruise flere gange opmærksom på, at det ikke er usædvanligt, at der arbejdes under de vilkår på store filmproduktioner. Sådan blev de øvrige film i serien også til, forklarer han og virker ikke videre bekymret, selv om han er blandt producerne.

Bonus
Som tidligere nævnt er Ridley Scott en af de instruktører, der som regel er garant for et godt kommentarspor. Andre er Joss Whedon og Kenneth Branagh, hvis gennemgang af Dead Again og Love’s Labour’s Lost er en fornøjelse at lytte til og er med til at højne to film, der ellers ikke betragtes som værende blandt hans bedste. Endelig er der Peter Jackson og co. på Lord of the Rings-trilogien – Extended Edition selvfølgelig – hvis man ellers har lyst til at tilbringe yderligere 11 timer i Tolkiens univers. Og hvem har ikke det?