Kommentarer til: Hvor fa’en er fansene?

Af: Rasmus Wichmann

Rasmus Wichmann — Fri, 09 Aug 2013 13:49:16 +0000

Det hjælper jo gevaldigt at vi rent faktisk begynder at diskutere åbent og offentligt. Vi må erkende vores fejl først, og så finde nogle løsninger.
De få breakthroughs jeg har haft, har været baseret på at invitere/hive/flå allierede med på galejen, i stedet for at regne med at de interesserede nok selv skal snuble over os.
Når vi ikke gør den slags oftere, så skyldes det nok at vores miljø består af indadvendte mennesker. Indadvendthed er en fordel når det kommer til at få produceret tekst, og en kæmpe hæmsko når det kommer til at få det ud. Så jeg vil til enhver tid hævde at vi pinedød skal overvinde den nørdede generthed, og have mod på at være udadfarende. Bare undtagelsesvis.
Uheldigvis, så for hver sejr vi har haft uden for miljøet, så har der været visse setbacks. Ja, Troldspejlet kom til Eurocon, men de var kun interesseret i Star Wars. Jonas Wilmann blev interviewet om horror til Ud & Se, men artiklen kom kun til at handle om gamle film, og selv om han blev featuret i Information, så valgte Lars Bukdahl at ignorere hans challenge. TWICE. Da jeg ville eskalere show-elemntet til Fantasticon, forsvandt eller aflyste flere optrædende. Da NOFF skulle gives videre til nogle nye, unge frivillige, konfliktede de med hinanden. SFC’s samarbejde med Universal Pictures strandede, da biografpremieren på “The Thing” blev aflyst i ellevte time. Og jeg kunne blive ved.
Så, ja, så der er en temmelig stor fail-ratio ved at søge uden for miljøet. Men vi må sgu ikke lade de setbacks stoppe os. Som jeg ser dem, er de ikke fiaskoer – de er kalkulerede risici.
På plussiden har Sven Damgaard og Majbrit Højrup haft oplæsninger ved diverse festivaler. Huset i Magstrædes varme velkomst til Kultfilm-Kvizz’en, og Filmstationens opbakning til selvsamme. Horror-segmentet på Krimi-messen. Dén slags giver pote!
Selv om mit offentlige image er at spille Djævlens Advokat, så er jeg ikke pessimist. Endnu.

Af: Henning Andersen

Henning Andersen — Wed, 07 Aug 2013 11:30:18 +0000

Poul Anderson udtrykte – i de mere eller mindre glade magasindage – at man som forfatter af fantastisk lektyre måtte gøre sig klart at man konkurrerer om de potentielle kunders lommepenge (termen er: “beer-money”). I finansielle krisetider gælder den vist dobbelt op.

Samtidig er der (jo) ikke tvivl om at out-puttet af fantastisk lektyre er større end nogensinde før, og falder i så mange forskelligartede kategorier – eller genrer – at der nærmest er tale om buffet og stående taffel. Men – og indrømmet – det kaster næppe mange huslejepenge over i skribenters og forfatteres skød. På den anden side: – er det måske reglen i andre genremæssige kredsløb? Jeg tror det ikke – og for eksempel har sådan noget som børnebøger aldrig rigtigt kunnet “betale sig”. Hvilket ikke siger noget om kvaliteten af samme, for hér der sandelig (også) både møg og mirakler.

Men der er også tale om en hvis grad af berøringsangst – og hér tænker jeg ikke på “det etablerede main-stream kredsløb” eller “almindelige” forlag. Hér tænker jeg i høj grad på, at det kan være enormt hyggeligt på den selvfede måde at være en del af et lukket selskab, en loge, en subkultur – hvilket også styrker overbevisningen om, at vi har ret og de andre er idioter. For hvor ser man nogen der rejser debatten om fantastisk litteratur i mediebilledet? Ja, nej, det er ikke “deres” opgave at rejse den debat, og “vores” privilegium at være fornærmede indtil “de” gør det. Det er sandelig “vores” opgave at skrive debatindlæg, læserbreve, kronikker århvaharvi? – eller opbygge genre-overskridende netværk (eksempelvis er stjerneanmelder Bo Green Jensen på Weekend-Avisen en stor tilhænger af fantastik – hvorfor er han ikke allerede en allieret? Fordi han er for akademisk? Fordi “vi ved bedst selv”?).

Jeg er ikke bedre end “we want the future, and we want it now”, men jeg ser dog en betydelig ressource og fremgang i at Science Fiction Cirklen har en stand på Bogforum, og at udgivelsen af “Pix” blev promoveret af noget YouTube-snas. Jeg siger derfor at det er for trist, at sætte sig i en position hvor det er “de andres skyld”. Til gengæld tror jeg ikke man kan gøre ret meget ved “berømmelses-faktoren” – tænk bare på Stephen King: det er jo ikke alt, den mand har lavet der er kvali-vare; men det sælger alligevel!

tak for ordet

Af: Michael Pilgaard

Michael Pilgaard — Wed, 07 Aug 2013 08:46:32 +0000

Selv om niveauet er højt, og jeg vil give dig ret i at det er så højt som nogensinde, så er det ikke nok til at sælge en bog i dag. Hvis man skal opdages, skal der laves reklame for bøgerne, og de skal ud i butikkerne. De små forlag har åbenbart ikke denne mulighed. Dette er både et spørgsmål om penge og et reaktionært system i bogbranchen.

Fansene er der ude. Den traditionelle (og meget endimensionelle) tankegang i “salgsleddet” gør blot, at historierne ikke kommer ud hvor nogen kan opdage dem. Det er nødvendigt at finde en måde at omgå systemet på, og det kan man i reglen altid, men det kræver vilje og indsats.

De indlæg jeg har set, fokuserer på problemstilligerne. Hvad med at fokusere på løsningsmodeller? Ikke én, men flere, der implementeres på samme tid. Der er ikke nogen quick-fix til problemet. Hvis der var, var den blevet brugt for længst. Men jeg er overbevist om, at der er langt flere løsninger end det par stykker jeg sådan lige umiddelbart kan se.