Zoo med i LUO6

Bag den lidt kryptiske overskrift gemmer sig det faktum, at min novelle Zoo er sluppet igennem nåleøjet til Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen, der er nået til sin sjette udgave.

Ifølge seriens redaktør Carl-Eddy Skovgaard har det i år været endnu sværere end hidtil at vælge ud blandt de over 50 indsendte noveller, så derfor er jeg glad for at være med for femte gang i træk. Lige under overfladen 6 får titlen Fremmed stjerne efter en novelle af Michael Kamp, som virker til at have fået smag for at skrive science fiction efter sin LUO-debut sidste år.

Derudover får vi selskab af forfattere som A. Silvestri, Nikolaj Johansen, Kenneth Krabat, Patrick Leis, Gudrun Østergaard, Manfred Christiansen, Lonni Krause og Nicole Boyle Rødtnes samt mine skrivegruppe-venner Jesper Rugård Jensen, Flemming Rasch, Richard Ipsen og Klaus Æ. Mogensen. Der er heldigvis også blevet plads til en håndfuld nye navne, og så beviser klassens yngste, 15-årige Oliver Ruby, at hans deltagelse i Den nye koloni – Lige under overfladen 5 ikke var et tilfælde.

Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 er sat til at udkomme den 15. august, og til den tid vil jeg fortælle mere om Zoo. Imens vil jeg lige gøre opmærksom på mine øvrige optrædener i Lige under overfladen-serien:
I overfladen – LUO2 (2008): Afhøring af offer nr. 5
Den hemmelige dal – LUO3 (2009): Alien Ghost Ballet
Ingenmandsland – LUO4 (2010): Portræt af en månepige
Den nye koloni – LUO 5 (2011): En helt almindelig død

Udgivet i Bøger, Noveller, Science fiction Etiket: , ,

Skriv et svar