Worldcon, anmeldelse og tv-interview

Mens jeg har været på ferie i Italien, har min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos fået endnu en anmeldelse. Den kommer fra Den lille Bogblog, som var meget begejstret for min forrige novellesamling Månebase Rødhætte (læs anmeldelsen af den her), og heldigvis kan hun også godt lide Vampyros Lesbos.

Hun skriver blandt andet:

“Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…”

“Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne.”

Læs hele anmeldelsen her

Efter Italien er jeg hjemme en uge, inden turen går til Finland, hvor der i næste uge er Worldcon 75 (den 75. verdenskongres for science fiction) i Helsinki. Det bliver min anden Worldcon, efter at jeg også var til Worldcon i London i 2014. På en eller anden måde er det denne gang lykkedes mig at komme med i programmet, da jeg er blevet bedt om ikke bare at deltage i, men også styre et panel om nordisk science fiction og fantasy.

Her er beviset: Nordic SF/F Now

Endelig vil jeg nævne, at jeg er blevet interviewet af den lokale tv-station Kanal Roskilde omkring min nye novellesamling. Jeg ved endnu ikke, hvornår interviewet bliver sendt, men det er formentlig først om et par uger. Kanal Roskildes udsendelser kan efterfølgende ses på deres Youtube-kanal. Det er også her, man kan finde min forrige optræden på kanalen, da de i efteråret 2015 besøgte min arbejdsplads Dagbladet Roskilde.

Etiket: , ,