Ulven kommer

Forleden nåede jeg frem til slutningen på en ny novelle med titlen Månebase Rødhætte, som jeg har skrevet på siden august sidste år. Det er det absolut længste, jeg har været om en historie, og undervejs nåede jeg endda at færdiggøre to andre noveller (Til deres dages ende, som kommer med i Ny Dansk Fantasy 2012, og Zoo) og omskrive en tredje (Fortsættelse til et eventyr).

Til gengæld er Månebase Rødhætte også den længste novelle, jeg nogensinde har skrevet. Lige nu er den på cirka 21.000 ord, hvilket gør, at den lige præcis overgår Alien Ghost Ballet. Det kan dog nå at ændre sig, for nu skal jeg i gang med redigeringsfasen, så det kan betyde, at den bliver kortere, eller at jeg finder ud af, at der skal føjes noget til. Sandsynligheden taler dog mest for førstnævnte.

Månebase Rødhætte er samtidig udset til at være titelnovellen i min kommende novellesamling – ja, jeg arbejder på en novellesamling – men de nærmere detaljer venter jeg med at løfte sløret for. Nu skal der først redigeres, og så skal jeg i gang med endnu en novelle til samlingen.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket:

Skriv et svar