Tilbage til Los Angeles November, 2019

blade-runner-movie-screencaps.com-6

Hvorfor betale penge for at se en film fra 1982 i biografen, som man i forvejen har set et tocifret antal gange og allerede ejer på både DVD og Blu-ray?

Ikke desto mindre så jeg i sidste måned endnu en gang Blade Runner, for når der er mulighed for at opleve ens absolutte yndlingsfilm (sammen med Stjernekrigen og De syv samuraier) på Imperials store lærred, er man selvfølgelig nødt til at tage af sted.

Mens det med de to andre film var kærlighed ved første blik, kan jeg bestemt ikke påstå, at det samme gjaldt Blade Runner. Året har været enten 1983 eller 1984, og filmen var på programmet i Hedehusene Skoles filmklub, Columbus. Jeg var allerede på det tidspunkt en kæmpe Star Wars-fan, så jeg var selvfølgelig spændt på at se endnu en science fiction-film med Harrison Ford (filmklubben var i øvrigt også stedet, hvor jeg så Jagten på den forsvundne skat for første gang).

Men min begejstring for Star Wars kom også til at farve mine forventninger, og Blade Runner endte i høj grad med at udfordre min opfattelse af science fiction. For hvis dette var en science fiction-film, hvor var rumskibene så henne (de flyvende biler talte ikke), og hvorfor skød de ikke med laserpistoler? Hvorfor foregik det hele på Jorden? Hvorfor regnede det hele tiden? Hvorfor sluttede filmen med, at skurken reddede helten? Mit 11-12 årige sind var slet ikke parat til Ridley Scotts komplekse fremtidsvision, og jeg var både forvirret, men også en lille smule fascineret efter at have set filmen. Selv om filmnørden i mig først for alvor blev født et par år senere, var jeg trods alt i stand til at erkende, at billedsiden var af en anden verden, og især åbningsscenen med Los Angeles anno 2019 (vi er fire år derfra) gjorde et stort indtryk. Min forvirring over handlingen endte dog med at få overtaget, og Blade Runner blev parkeret på forglemmelsens holdeplads.

Det ændrede sig først fem-seks år senere, da computerspilmagasinet The Game Machine bragte en artikelserie om cyberpunk. En af artiklerne handlede om Blade Runner og dens indflydelse på hele genren, og det gik op for mig, at filmen i mellemtiden havde fået kultstatus. På det tidspunkt var jeg faktisk kørt lidt død i science fiction, fordi ingen af de bøger, som fandtes på dansk (jeg var ikke begyndt at læse på engelsk endnu), for alvor appellerede til mig. Min interesse blev til gengæld kickstartet, da jeg læste William Gibsons Neuromancer og siden opdagede forfattere som Bruce Sterling og Pat Cadigan. Det førte til, at jeg gav Blade Runner en ny chance, og måske var det fordi, jeg var blevet ældre og havde fået cyberpunk på hjernen, men nu gav filmen pludselig meget mere mening, og jeg kunne se de mange lag i historien.

Siden har jeg fulgt Blade Runner i tykt og tyndt. Jeg har læst både romanen og bogen Future Noir: The Making of Blade Runner. Jeg har spillet computerspillet og har tilmed skrevet en novelle, som jeg gav titlen Tannhäuser Gate (kendere vil vide, hvad det hentyder til). Jeg har set filmen i en ussel, kopieret pan & scan-udgave på VHS, jeg var i biografen, da Director’s Cut fik premiere herhjemme, og jeg købte boxsættet med fem forskellige udgaver af filmen på DVD. En af de fem er The Final Cut, der er Ridley Scotts foretrukne version, og som jeg også har på Blu-ray. Det var samtidig den udgave, jeg så i Imperial i forbindelse med repremieren. Selv om jeg nu har set Blade Runner adskillige gange, og man derfor skulle tro, at jeg kender filmen ud og ind, gav gensynet på det store lærred alligevel anledning til nogle observationer:

Den nye udgave er jammerligt oversat

De danske undertekster var simpelthen så ringe, at jeg tilbragte en stor del af tiden med at prøve at ignorere den nederste fjerdedel af lærredet. Det virkede i flere tilfælde seriøst som om, filmen var maskinoversat, hvilket jo er ganske ironisk, dens tema taget i betragtning.

Det er svært at spå om fremtiden

William Gibson har selv konstateret om Neuromancer, at han med cyberspace muligvis fik forudset internettet, men at hans 1984-roman til gengæld fuldstændig missede aids og Sovjetunionens opløsning.

På samme måde er Blade Runner – ligesom stort set al science fiction – præget af sin samtid i sine forsøg på at forudsige fremtiden. Det er en verden, hvor der stadig bliver læst aviser på papir (hvilket selvfølgelig varmer mit avishjerte), og hvor Japan er en økonomisk magtfaktor i stedet for Kina. Her er heller ingen fladskærme eller smartphones eller bare noget, der minder om mobile computere, men det er der sådan set heller ikke i det meste andet science fiction fra tiden før, internettet og mobiltelefoner blev hvermandseje.

Til gengæld er der flyvende biler, videotelefoner, kolonier på fjerne planeter og, ikke at forglemme, kunstige mennesker. Filmens forurenede verden, hvor ægte dyr er en mangelvare (noget der også er med i Philip K. Dicks romanforlæg Do Androids Dream of Electric Sheep), virker dog stadig foruroligende aktuel.

Og nå ja, så bliver der pulset løs på cigaretter, som om alle tror, at et rygeforbud er lige om hjørnet …

blade-runner-movie-screencaps.com-2195

Det er ikke en perfekt film

I forhold til andre science fiction-film fra 80’erne holder Blade Runner sig teknisk set forbløffende godt – sikkert fordi den ikke er så effekttung og visuelt set lægger sig mere op ad 40’ernes film noirs end det dengang typiske renskurede sci-fi look. Blæst op på det store lærred bliver det enkelte steder dog ret synligt, at baggrundene i bylandskabene er malede og statiske, mens vi i vores computergrafik-dage er vant til, at der sker noget i baggrunden (og nogle gange næsten alt for meget).

Den ligner ingen anden film

Ved gensynet slog det mig, hvor tidløs Blade Runner egentlig føles. Det er en langsomt fortalt film – selv sammenlignet med andre 80’er film – og den indeholder faktisk meget lidt action, hvilket gør, at de få actionscener til gengæld virker så meget mere voldsomme og brutale.

I stedet er Blade Runner fyldt med stemninger, nuancer og en dybde, som ikke mange film rummer i dag, og derfor holder den fortsat.

Én sidste bemærkning: jeg skal helt klart se den igen i november 2019.

 

Etiket: